Trafikulykke fører ikke til ændringer af stærkt trafikeret vejkryds
Aarhus Kommune har ikke konkrete planer om ændringer som følge af den trafikulykke, der kostede en 27-årig studerende livet tirsdag morgen. Men kommunen vil give fodgængere længere tid til at passere krydset i forbindelse med, at letbanen sættes i drift. Desuden præsenterer kommunen et forslag til ændring af de trafikale forhold i Universitetsparken, hvor en 20-årig studerende i 2015 mistede livet i en trafikulykke.
Tirsdag morgen i denne uge mistede en 27-årig kvindelig studerende livet i en ulykke i krydset ved Nordre Ringgade og Nørrebrogade tæt ved Nobelparken. Den studerende blev ramt af en lastbil, der skulle svinge til højre i krydset.
Morgenen efter mødtes repræsentanter fra Aarhus Kommune med repræsentanter fra Østjyllands Politi for at besigtige krydset, hvor ulykken fandt sted. En af dem, der var til stede, er Anne Vinter, der er ingeniør i Aarhus Kommunes anlægsafdeling.
”Det er standardprocedure, når der sker en dødsulykke, at vi tager ud til ulykkesstedet for at se, om der er noget som helst teknisk, der kan forbedres, og som kunne have afværget ulykken,” forklarer hun.
”Umiddelbart var der ikke noget at bemærke. Alt er i tråd med vejregler og retningslinjer,” fortæller Anne Vinter.
Derfor har kommunen heller ikke konkrete planer om ændringer i krydset. Anne Vinter understreger dog, at hun endnu ikke har modtaget detaljerede oplysninger om ulykken fra politiet.
Stærkt trafikeret kryds
Færdes man dagligt i krydset, hvor ulykken fandt sted, vil man vide, at det er stærkt trafikeret, og at gående har meget svært ved at nå over krydset i den tid, der er grønt.
Og det vil kommunen nu ændre, oplyser Anne Vinter. Ændringen sker dog ikke som følge af ulykken, men i forbindelse med, at letbanen sættes i drift.
"Det er sådan, at hvis man er nået ud i krydset, mens der er grønt, så fortsætter man til nærmeste helle, også selvom det skifter til rødt. Der er indregnet tid til, at man kan nå over også med almindelig ganghastighed, før de modkørende trafikanter får grønt lys,” siger hun.
Ulykke for to år siden kostede studerende livet
I marts 2015 mistede en 20-årig kvindelig studerende livet i en ulykke i Universitetsparken. I forbindelse med ulykken tog AU kontakt til Aarhus Kommune for at diskutere, hvordan man kan forbedre de trafikale forhold i parken. Anne Vinter fortæller, at Aarhus Kommune har udarbejdet et projektforslag, som nu skal drøftes med AU og derefter behandles af Østjyllands Politi.
”Forslaget går på at prioritere cyklisterne i parken. Men da det endnu ikke har været forelagt politiet, vil jeg ikke nærmere komme ind på, hvad vi konkret foreslår,” siger hun.
Men det er mere end to år siden, ulykken fandt sted. Hvorfor går der så lang tid, før kommunen kommer med sit forslag?
”Det er normalt, at det tager så lang tid. Vi har lavet flere besigtigelser i Universitetsparken for at klarlægge, hvad problemet er. Vi har registreret de faktiske forhold i parken og trafikanternes adfærd. Vi har været ude sammen med politiet for at se på, om noget ved det tekniske og fysiske anlæg bør ændres her og nu. Det var der ikke.”
Berørte studerende og medarbejdere vil modtage krisehjælp
Den studerende, der blev dræbt i denne uge, var studerende på Arts. I en meddelelse på universitetets hjemmeside sender Aarhus Universitet sin dybeste medfølelse til den omkomne studerendes familie, pårørende og medstuderende.
”Medarbejdere og studerende, som har bevidnet eller på anden måde er berørt af ulykken, vil modtage tilbud om kriserådgivning,” står der i meddelelsen.