Nu åbner bibliotekerne og AU’s museer igen – og der er mulighed for selvtest på campus

Onsdag 21. april slår Det Kgl. Bibliotek og AU Library igen dørene op til læsesale og studiepladser. Og AU’s museer, som har holdt lukket i fire måneder, åbner igen for publikum. Samtidig er der nu også mulighed for selvtest på campus. Ja, du fører selv vatpinden.

Så er der udsigt til mere liv på AU's campus, for nu åbner biblioteker og museer – og helt nye testmuligheder. Fotos: Lars Kruse, Maria Randima, Ib Henriksen, Toa Riismøller og Science Museerne

Genåbning på AU

Mere information om genåbning: 

Mere information om testmuligheder på AU’s campus:

Mere information om genåbning af museerne på AU:

Så er der godt nyt til dig, der har savnet læsesalene, studiepladser og muligheden for at printe og kopiere på Det Kgl. Bibliotek og AU Library. Fra i dag slår bibliotekerne dørene op for mere end blot ind- og udlån. Du vil nu kunne gøre brug af bibliotekernes studiemiljø og -faciliteter, og det vil også være muligt at få vejledning af bibliotekarer. Dog er kantinerne fortsat lukket. 

Vil du besøge bibliotekerne, skal du bære mundbind eller visir og holde god afstand til andre. Men du skal også kunne fremvise coronapas, hvilket vil sige en negativ coronatest, der ikke er mere end 72 timer gammel, bevis for, at du er færdigvaccineret, eller bevis for, at du har været smittet med corona og derfor er midlertidigt immun.

Nye testmuligheder – og du fører selv vatpinden

Fra onsdag bliver der også flere muligheder for at få lavet en coronatest på AU’s campus. Hidtil har der været mulighed for at få lavet en PCR-test med tidsbestilling ved Søauditorierne og en hurtigtest uden tidsbestilling ved Nobelparken. Men nu bliver det også muligt at lave selvtest på campus, hvor du selv udfører selve podningen (ja, vatpind laaangt op i næsen) med vejledning fra en supervisor.  

Fra onsdag vil det være muligt i Nygaard-bygningen på Katrinebjerg og i Matematisk Kantine ved Ny Munkegade. Og i næste uge vil der også åbne teststeder med såkaldt superviseret selvpodning på Fuglesangs Allé, i Tvillingeauditorierne og ved det tidligere Dale’s Café på Høegh-Guldbergs Gade – og på AU’s lokationer i Foulum, Roskilde og Flakkebjerg. Der vil også blive etableret mulighed for selvtest på AU’s campus i Emdrup og Herning, men åbningsdatoen er endnu ikke fastlagt. De nye muligheder for selvtest er med tidsbestilling og gælder kun for studerende og medarbejdere ved Aarhus Universitet; derfor skal du foruden sygesikringsbevis fremvise studiekort eller medarbejderkort.

AU's museer åbner efter at have holdt lukket i fire måneder

Antikmuseet og Science Museerne, som blandt andet omfatter Steno Museet og Væksthusene i Botanisk Have, kan fra onsdag igen lukke publikum indenfor. Både på Antikmuseet og på Steno Museet venter der publikum nye udstillinger. 

Antikmuseet præsenterer dette forår særudstillingen ’And still it moves’, og søndag 25. april kl. 14-15 pustes der efter nedlukningen igen liv i museet med en live-installation. Live-installationen er et samarbejde mellem kunstnerne bag udstillingen, Ulla Eriksen, Maria Michailidou og Mette Borup Kristensen og dansegruppen Unisons, som består af danserne og koreograferne Alice Martucci, Lea Vendelbo Petersen og Stine Frandsen.

Steno Museet åbner med den nye vandreudstilling ’H.C. Ørsted på ny – skønheden i naturen’, som kommer bredt rundt om den verdensberømte forsker, der for 201 år siden opdagede elektromagnetismen. Udstillingen har tidligere været vist blandt andet i Rundetårn.

Væksthusene slår også dørene op, og her kan du lune dig i tropisk varme på stierne, der på grund af corona er ensrettet. Der er adgangsbegrænsning og ekstra guides til at sikre, at publikum kommer rundt på forsvarlig vis. 

Der er fri entré for alle på Antikmuseet. Og fri entré for medarbejdere og studerende fra Aarhus Universitet på Science Museerne. På AU’s museer skal besøgende over 15 år kunne fremvise coronapas og i øvrigt holde afstand og benytte håndsprit. Ole Rømer-Observatoriet er dog lukket resten af sæsonen.

Naturhistorisk Museum åbner igen

Naturhistorisk Museum, som godt nok er en selvejende institution, men med adresse i Universitetsparken, åbner også for gæster onsdag. Også her venter der publikum nye udstillinger. Fra onsdag åbner udstillingen ’Ekspedition til Afrika’ om en ekspedition til Tanzania og Kenya i 1947, hvor der blev samlet dyr til museets kendte savanneudstilling. 

Den 29. april åbner museet jubilæumsudstillingen ’Hvad er det værd?’ i anledning af museets 100-års jubilæum. Udstillingen undersøger værdien af natur- og kulturarv.   

På museet er der krav om, at besøgende over 12 år bærer mundbind eller visir og holder afstand. Og alle besøgende over 15 år skal kunne fremvise coronapas. 

Korrekturlæst af Charlotte Boel

Genåbning på AU

Mere information om genåbning: 

Mere information om testmuligheder på AU’s campus:

Mere information om genåbning af museerne på AU: