Omnibus prik

Rengøringsassistenter vil kæmpe for at beholde deres arbejde

Universitetsledelsen sender efter planen fredag i denne uge rengøringen i 51 bygninger i udbud blandt private rengøringsfirmaer. De 30 rengøringsassistenter, der i dag er ansat på AU til at klare opgaven, har taget en fælles beslutning om at kæmpe for at beholde deres arbejde.

Vibeke Vedelø (tv.) og Jette Terp Kragh er begge tilsynsførende og del af den gruppe på 30 rengøringsassistenter, der i forbindelse med udlicitering af dele af rengøringen på AU har besluttet at komme med et bud på deres eget arbejde. Gruppen gør hovedsagligt rent i bygninger, der hører under Aarhus BSS, men nogle få af dem gør rent på Arts og ST.

Fakta

Universitetsledelsens beslutning om at sende dele af rengøringen på AU i konkurrence mellem private firmaer skal ses i sammenhæng med en strategi for konkurrenceudsættelse af driftsopgaver på Aarhus Universitet, som den vedtog i efteråret 2018. 

Strategien bygger på en forventning om, at ledelsen vil kunne bruge sin tid mere optimalt, hvis private aktører overtager stadig flere af de samlede driftsopgaver på universitetet. 

Derfor er det universitetsledelsens hensigt at sende ikke blot rengøringen, men også andre driftsopgaver, der i dag løses af ansatte på AU, i udbud blandt private firmaer. 

Universitetsledelsen peger i den forbindelse på, at den ifølge lovgivningen er forpligtet til løbende at forholde sig til, om der er driftsopgaver, som med fordel kan løses af eksterne.

 

Tilsynsførende Jette Terp Kragh var så frustreret efter et orienteringsmøde i begyndelsen af oktober om udlicitering af dele af rengøringen på AU, at hun umiddelbart efter mødet startede sin bil for at køre til fagforeningen 3F i det vestlige Aarhus. 

LÆS OGSÅ: Universitetsledelsen har besluttet at sende rengøringen i 51 bygninger i udbud

Byder på eget arbejde

Sagen er nemlig den, at de 30 rengøringsassistenter, der bliver berørt af universitetsledelsens beslutning om at sende dele af rengøringen på AU i udbud, har taget en fælles beslutning om, at de vil kæmpe for at beholde deres arbejde. Eftersom det er en proces, ingen af dem har erfaring med, har de hele tiden haft til hensigt at trække på helt nødvendig bistand fra en af de konsulenter hos 3F, som har stor erfaring inden for feltet. 

Derfor var frustrationen også til at mærke blandt rengøringsassistenterne, da Niels Jørgen Rasmussen, der er vicedirektør i AU Økonomi og Bygninger, på det nævnte orienteringsmøde tilkendegav, at det var tvivlsomt, om rengøringsassistenterne ville kunne trække på en konsulent fra fagforeningen. 

Rengøringsassistenterne blev frustrerede, fordi de inden mødet ikke havde kendskab til, at der skulle være problemer i forhold til, at de søgte den nødvendige bistand fra 3F. Desuden var de helt uforstående over for den forklaring, som vicedirektøren gav som begrundelse.

Vanskeligt for 3F at bistå

Vicedirektør Niels Jørgen Rasmussen forklarede på mødet, at en repræsentant fra 3F i august havde deltaget i et møde i en arbejdsgruppe, fordi fællestillidsmand Peter Kithler, der repræsenterer rengøringsassistenterne i denne sag, havde været forhindret.

Arbejdsgruppen har i opdrag at udarbejde et udkast til udbudsmaterialet i forbindelse med udbuddet. Et udkast, der skal endeligt godkendes af en styregruppe. Niels Jørgen Rasmussen gav udtryk for, at repræsentantens deltagelse i mødet efter hans opfattelse ville gøre det vanskeligt for 3F efterfølgende at bistå rengøringsassistenterne med udarbejdelsen af eget bud. 

Vicedirektøren forklarede, at han så sådan på sagen, fordi alle parter, der har til hensigt at byde på opgaven med rengøringen i de 51 bygninger, i udgangspunktet skal stilles lige.

"Derfor kan vi risikere, at udbuddet må gå om, hvis eget bud (rengøringsassistenternes bud, red.) vinder, og nogle af de øvrige, der har budt på opgaven, efterfølgende problematiserer, at 3F har haft en viden fra deltagelse i et møde, som har stillet dem bedre end andre i konkurrencen om opgaven," lød forklaringen fra Niels Jørgen Rasmussen til rengøringsassistenterne under orienteringsmødet.

Dem, vi er trygge ved

Og det var den melding, der fik tilsynsførende Jette Terp Kragh til at sætte sig bag rattet. Hun kunne ikke forstå, at det kunne være rigtigt, og derfor satte hun kurs mod fagforeningen for på egne og sine kollegers vegne at finde ud af, hvorvidt det forholdt sig, som vicedirektøren havde fremlagt det på mødet.

Hvis det var tilfældet, ville det nemlig være lidt af en streg i regningen for rengøringsassistenterne.

"Vi var blevet spurgt, om vi ville byde på vores eget arbejde, og vi var blevet enige om i gruppen, at det ville vi. Og så blev vi spurgt om, vi ville have en uvildig konsulent, som ledelsen fandt til os, og som den betalte for, eller om vi ville have en konsulent fra vores fagforening," forklarer Jette Terp Kragh.

LÆS OGSÅ: Rapport fra en gulvspand: Argumenterne holder ikke, ledelse!

Rengøringsassistenterne har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at de ville have bistand fra en konsulent fra 3F. Årsagen forklarer Vibeke Vedelø, der også er tilsynsførende, på denne måde:

"Vi er i gruppen enige om, at vi vil være mest trygge ved en konsulent fra fagforeningen. Det er dem, der arbejder for os."

3F afviser, at der skulle være et problem

Faglig sekretær hos 3F, Lone Skov Hansen, står uforstående over for, at det skulle være et problem, at 3F bistår rengøringsassistenterne i forbindelse med et eget bud, fordi en repræsentant fra fagforeningen på et tidspunkt har deltaget i et møde i arbejdsgruppen. 

"Jeg forstår ikke, hvad det er, ledelsen på AU problematiserer, for der er ikke et problem. Vi plejer faktisk at være repræsenteret i den styregruppe, der har det overordnede ansvar for udbuddet, hvis der ikke er en tillidsrepræsentant på en arbejdsplads," forklarer Lone Skov Hansen.

Hvilket ikke har været aktuelt i dette tilfælde, fordi fællestillidsrepræsentant Peter Kithler som nævnt repræsenterer rengøringsassistenterne på AU. 

"Så at det skulle være problematisk, at en repræsentant fra 3F har deltaget i et enkelt møde i en arbejdsgruppe, fordi Peter Kithler var forhindret, finder jeg helt uforståeligt," fortsætter Lone Skov Hansen. 

"Og det er desuden uforståeligt, fordi det er det, vi gør, når det offentlige sender noget i udbud. Så kommer vores rengøringskonsulenter ind i billedet, hvis det er muligt, for vi tilbyder altid vores hjælp i sådanne situationer. Og vi har også tidligere hjulpet i forbindelse med et udbud af rengøring på AU." 

Vicedirektør Niels Jørgen Rasmussen frygter, at hvis 3F bistår rengøringsassistenterne i forbindelse med udbuddet - og det viser sig, at rengøringsassistenterne vinder - kan nogle af dem, der har tabt udbuddet, problematisere, at de har haft en viden, som har stillet dem bedre end alle andre. Og at udbuddet derfor må gå om.

"Vi har aldrig nogensinde været ude for den situation. Og de private aktører, der kunne være interesseret i at byde i forbindelse med udbuddet, kender os, så jeg forstår ikke den frygt," siger Lone Skov Hansen.

Den endelige beslutning om, hvorvidt 3F kan i deltage i udarbejdelsen af eget bud, træffes af styregruppen. Styregruppen havde sit seneste møde torsdag i sidste uge, hvor emnet blev drøftet. Men ifølge vicedirektør Niels Jørgen Rasmussen blev der ikke truffet en endelig beslutning. 

Lone Skov Hansen fra 3F vil nu tage initiativ til et møde med ledelsen på AU for at høre nærmere om forbeholdet over for at lade 3F bistå rengøringsassistenterne.