’I skal komme ned i frokoststuen kl. 11. Dorte har noget, hun vil sige.’

Sms’en med denne ordlyd tikkede ind på mobilen hos 30 rengøringsassistenter på Aarhus BSS klokken 10.45 torsdag i sidste uge. Men da dem, der var på arbejde, dukkede op i frokoststuen i bygning 1411, var det ikke rengøringsleder Anne Dorte Venøbo, der havde mest at sige. 

Derimod forklarede Peter Bachmann Vestergaard, der er teknisk chef på Aarhus BSS, at universitetsledelsen planlægger at konkurrenceudsætte rengøringen i 51 bygninger på AU. Hvilket især vil ramme de nævnte 30 rengøringsassistenter på Aarhus BSS. Men også 4 på Arts og omkring 3 på Science & Technology.

De udvalgte

Tilsynsførende Vibeke Vedelø var den, der sendte sms’en. Hun forklarer om den tekniske chefs udlægning på det hasteindkaldte møde sidste torsdag:

”Peter Bachmann Vestergaard sagde, at vi at var blevet udvalgt i forbindelse med en konkurrenceudsættelse af rengøringsområdet.”

LÆS OGSÅ: Universitetsledelsen vil udlicitere rengøringen i 51 bygninger på AU

Formuleringen om ’at være udvalgt’ udløser latter blandt de 13 rengøringsassistenter, der er til pause i frokoststuen, da Omnibus stikker hovedet ind for at høre de tilstedeværendes reaktion på en eventuel udlicitering af deres arbejde. 

Selvom stemningen er god mellem kvinderne, er den også sarkastisk denne formiddag, da de deler den opfattelse, at ledelsens argumenter for at sende deres arbejdsopgaver i udbud er lige til skraldespanden. 

Snakkede meget om besparelser

Rengøringsassistenterne blev efter den første orientering præsenteret for argumenterne for en eventuel udlicitering på et medarbejdermøde mandag i Tvillingeauditorierne. Ledelsen var repræsenteret ved vicedirektøren for Økonomi og Bygninger foruden administrationschefen, den tekniske chef og chefen for HR på Aarhus BSS.

”Vi fik at vide, at ledelsen ikke havde truffet en endelig beslutning, og så snakkede de en masse om besparelser andre steder," fortæller Vibeke Vedelø.

”De nævnte, at de havde eksempler på besparelser efter udlicitering i både Roskilde, Odense og Aalborg,” supplerer Diana Farauanu.

"Og at de havde undersøgelser, der viste, at de kunne spare op til tyve procent første gang, de udliciterede rengøringen. Og at de også ville kunne spare ved efterfølgende udliciteringer, selvom det ville være noget mindre” fortsætter Birgit Nielsen. 

Hvad tænkte I om de argumenter?

"Bullshit!" lyder det spontant fra Vibeke Vedelø.

Rengøringsassistenterne virker til at mene, at Vedeløs svar er lige så rammende, som det er kortfattet.  

Men Jytte Højbo Rasmussen sætter alligevel lidt flere ord på baggrunden for den fælles opfattelse af ledelsens forestilling om besparelser.

”Jeg har fra en bekendt hørt om en daghøjskole på Søren Frichs Vej, der har haft tre forskellige rengøringsselskaber på fire år. Og det skyldes, at der ikke går lang tid, inden rengøringens standard begynder at falde, fordi selskabet ikke kan gøre det så billigt som forventet. Og så kommer der et nyt firma, som også får solgt sig selv for billigt, og sådan fortsætter det,” fortæller hun.

Deqa Ali (i forgrunden på øverste foto til tv.), Birgit Nielsen (øverst th.) og Vibeke Vedelø (nederst th.) mener ikke, at ledelsens argumenter for eventuelt at sende deres arbejdsopgaver i udbud blandt private rengøringsselskaber holder. 

Flere opgaver, mindre tid

Også Birgit Nielsen ved af erfaring, at man som rengøringsassistent ikke nødvendigvis bliver strøget med hårene efter at være kommet på private hænder. Hun har samtidig med sit rengøringsarbejde på AU gennem flere år også svunget kost og klud i Sparekassen Kronjylland.

”Rengøringen blev overtaget af et nyt firma for to år siden, og i tiden efter havde jeg fortsat 2 ½ time til mit arbejde. Men da min overenskomst udløb, fik jeg at vide, at jeg fremover kun havde 1 ½ time, og at jeg skulle løse flere opgaver, selvom jeg havde en time mindre til det. Jeg kunne ikke blive ved med at holde til det, så jeg sagde op 1. januar i år," siger hun.

Jytte Højbo Rasmussen og Birgit Nielsen er langt fra de eneste i frokoststuen, der ud fra egne erfaringer kan fortælle om forringede arbejdsvilkår efter en udlicitering til en ny arbejdsgiver. Hvilket hænger sammen med, at en nye arbejdsgiver kun er forpligtet til at overholde ansættelseskontrakterne fra den gamle arbejdsgiver, indtil den kollektive overenskomst udløber. 

Som Deqa Ali forklarer:

”Så sker der det, at du bliver bedt om at gå ned i tid, men du skal klare det samme. Eller også har du den samme tid, men du skal gøre rent på mange flere kvadratmeter. Mange får stress, fordi de ikke kan nå det. Og til sidst ender du med at blive fyret.”

Standarden er ok! 

Vibeke Vedelø fortæller, at hun med baggrund i disse erfaringer spurgte ledelsen på medarbejdermødet, om de kun havde haft blik for mulige besparelser. Eller om de også kunne referere til undersøgelser af rengøringsstandarden efter udliciteringen i Roskilde, Odense og Aalborg.

”Jeg fik bare at vide, at standarden var ok. Ok! Hvad betyder det?”

Desuden ville Vibeke Vedelø gerne vide, hvad en rengøringsassistent koster ’sådan med det hele,’ som hun udtrykker det. Og forklarer, at hun fik det svar, at rengøring på AU for nuværende koster mellem 130-170 kroner per kvadratmeter om året.  

”Hvis det er det tætteste, de kan komme på, hvad det koster at have os til at gøre rent, hvordan kan de så vide, hvad de sparer ved at udlicitere?” lyder det fra Jytte Højbo Rasmussen.

Hvorfor har vi så ikke hørt om det før?

Ledelsen argumenterede desuden for en udlicitering ved at påpege, at universitetet ifølge loven er forpligtet til at vurdere, om der er tekniske - og i øvrigt også administrative - opgaver, som kan udføres af et privat firma. 

Men heller ikke dette argument vinder gehør blandt rengøringsassistenterne. 

”De forklarede, at de skal se på det hvert 4.-5. år. Men hvis det er tilfældet, hvorfor har vi så aldrig hørt om det tidligere?” lyder spørgsmålet fra Vibeke Vedelø, hvilket får især de rengøringsassistenter, der har været  del- eller heltidsansat gennem både 10, 15 og 20 år til at ryste på hovedet. 

Rengøringsassistenter kan byde på eget arbejde

Rengøringsassistenterne har fået at vide, at de vil få mulighed for at byde på deres egne arbejdsopgaver, hvis den endelige beslutning bliver, at rengøringen bliver sendt i udbud. Og at de i så fald vil få stillet en konsulent til rådighed.  

Hvad der sker med stemningen i frokoststuen, er ikke umiddelbart til at gennemskue for en udenforstående. Men den opmuntrende kollektive nikken til en kollega, der er ved at svare på et spørgsmål, bemærkningerne, der bliver udvekslet i mindre grupper ved bordene og de hurtige smil, der lyser op trods det alvorlige emne, er pludselig forsvundet.

Og da rengøringsassistenterne bliver spurgt, om de vil benytte sig af muligheden, breder der sig for første gang en kort stilhed i frokoststuen.

I skal måske først lige have tid til at drøfte det i pauserne i den kommende tid ...

”Ja, netop,” lyder det nærmest taknemmeligt fra Diana Farauanu.

Fleksibilitet, ansvarsfølelse og samarbejde

Men da rengøringsassistenterne bryder op for at fortsætte med deres arbejde, og kun nogle få er tilbage, kommer flere af bekymringerne ved at skulle byde på sit eget arbejde til udtryk. Og de handler om, hvorvidt  ansvarsfølelse, fleksibilitet i forhold til opgaver og samarbejde vil tælle tilstrækkeligt, når ledelsen skal vurdere hvem, der fremover bør gøre rent i de 51 bygninger.

”Men det er det, vi er gode til, at få det hele til at hænge sammen i den sidste ende," forklarer Birgit Nielsen.

"Hvem vil de fremover få til at tage opgaven, når der pludselig skal gøres rent i Aulaen? Eller der er brug for en hånd i et af kantinekøkkenerne?” spørger hun. 

Og Birgit Nielsen har mere på hjerte: 

”Hvis vi ser et tilstoppet toilet, ordner vi det, hvis vi kan. Og kan vi ikke, smider vi en seddel ind til pedellerne. Og det samme er tilfældet, når vi opdager en pære, der er sprunget. Og hvad med alle de forskellige kaffemaskiner rundt omkring, som skal gøres rent på lige så mange forskellige måder? Forventer ledelsen den form for fleksibilitet fra eksterne, bliver de klogere, for ingen eksterne vil tage sig af et tilstoppet toilet, for det er ikke deres opgave.” 

Måske har Deqa Ali en knap, man kan trykke på ligesom på en kaffemaskine. Hun sprutter i hvert fald med ét og noget, der kunne være begyndelsen til vredestårer, glimter i øjenkrogene:

”Ja, professorerne bliver mere og mere forkælede! De skal alle have de her store kaffemaskiner. Og det er fint. Men hvad med os?! Vi taler lige nu om det, der er vores levebrød. Jeg synes, her er stor ulighed.”