”Jeg har som sådan ikke noget imod, at min forskning finder anvendelse. Det er bare ikke derfor, jeg forsker”

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Lektor Simon Kristensen forsker i ren talteori. Og det er ikke et felt, fonde står i kø for at finansiere, fordi det kan være svært at forudse, hvordan en talteoretiker kan bidrage til samfundet. Men forskere opdager ikke noget nyt, hvis alt skal have et sigte, lyder det fra Simon Kristensen.

12.03.2019 | Lotte Bilberg

Talteoretiker Simon Kristensen undlader at søge de fonde, hvor han har opfordret sine ph.d.er til at søge midler. Hans tilbageholdenhed skyldes blandt andet, at han gerne ser, at flere unge forskere finder fodfæste inden for forskningsfeltet.

Talteoretiker er titlen. Og den har Simon Kristensen haft gennem knap tyve år. Men hvad den dækker over, er ikke helt let for ham at forklare.  

 ”Jeg plejer at sige, at jeg leder efter nye tal mellem 0 og 1, når jeg er til familiefester. Men jeg forsker i de reelle tal og deres egenskaber,” siger lektoren fra Institut for Matematik på AU. 

Han fortsætter:

”Hvis man tager kvadratroden af to og kigger på decimalopskrivningen, får man denne her lange, lange stribe af decimaler, som faktisk er uendelig.Og i forlængelse af det er et rimeligt spørgsmål, om der er uendeligt mange femtaller. Det er et stort, åbent problem i talteori; eller mere præcist er det et specialtilfælde af et stort problem. Og altså noget, vi ikke ved om tallene.”

Når man spørger Simon Kristensen, hvorfor han forsker i dette felt, er svaret klart:

”Jeg har en stor personlig interesse for det.” 

Men den deler de store fonde ikke. Og det er et problem.

Talteoretiker skal ikke regne med penge 

Selvom matematiklektoren ikke er i tvivl om sin forsknings værdi, må han nemlig sande, at den er svær at finde penge til. Og han peger på, at der reelt er meget få fonde, der støtter forskning i ren matematik.

”Og dem, der gør, vil helst støtte meget store grupper, altså enorme satsninger, hvor de laver grundforskningscentre. Og sådan et har vi også på etagen lige under os (på Institut på Matematik, red.).” 

Hvad angår fonde, der støtter forskning i ren matematik, peger Simon Kristensen primært på Danmarks Frie Forskningsråd (DFF). 

”Tidligere gav også Lundbeckfonden, men de har snævret feltet ind i forhold til, hvad de støtter. Og det er vilkårene med de private fonde, de beslutter selv, hvad der skal være deres satsningsområder. Og hvis ens metier er at lave piller, er man sandsynligvis mere tilbøjelig til at støtte sundhedsvidenskab. Desuden giver Villum Fonden engang imellem, og jeg har fået penge fra Carlsbergfondet.”

Selvom det tidligere har givet pote, vil det være helt forkert at sige, at Simon Kristensen svømmer i penge.  

”Jeg har tilsyneladende ramt en tørke. Jeg har en enkelt ansøgning ude for tiden hos Forskningsrådet.”

Hvorfor har du kun én ansøgning ude, hvis det er så svært at skaffe midler?

”Fordi der er så få at søge hos. Jeg kunne måske sende den nogle flere steder hen, hvis bare der var nogle flere steder at sende den til. Men der er ikke nogen, der vil have den!”

Dertil kommer, at han bruger tid på at hjælpe andre med deres ansøgninger, og at der ikke er megen pointe i at sende to ansøgninger inden for samme forskningsfelt til den samme fond.

”Jeg har en protegé, som har forsøgt at komme hertil på et Marie Curie-stipendiat, og den har jeg været inde over. Og det var jeg også, da min nu færdige ph.d.-studerende søgte Carlsberg. Desværre for begge uden held.”

Det går ud over grundforskningen

Med andre ord er det svært for matematikforskeren at finde penge til at støtte hans forskning, som ikke har noget konkret anvendelsesperspektiv. Og ifølge Simon Kristensen er det ikke kun et problem for hans felt, men for forskningslandskabet generelt.

”Vi opdager ikke noget nyt, hvis alt skal have et anvendt sigte. Så bliver vi ved med at opdage det samme igen og igen. Hvis ikke man før os havde lavet grundforskning, havde vi ikke haft glødepæren, men bare bedre og bedre stearinlys!”

Illustration: Morten Voigt.

Sagt med andre ord mener Simon Kristensen, at det er umuligt at spå om potentielle anvendelser af grundforskning, og det samme gælder hans egen forskning i talteori. 

”Jeg plejer at sige, at det ikke er min metier at finde på anvendelse, eftersom min metier er at lave grundforskning. Men engang imellem er der nogle, der kan bruge det, jeg laver, til noget inden for deres felt.”  

Ingeniørerne kunne bruge Simon Kristensens matematik

Senest har ingeniører brugt Simon Kristensens matematik til analyse af trådløs kommunikation med det formål at finde frem til den optimale udnyttelse af 3G- og 4G-netværk.

”Og sikkert også 5G, når det er en realitet. Men det var overhovedet ikke det, jeg og mine kolleger rundt om i verden var ude efter med vores forskning. Vi var sådan set ligeglade,” forklarer Simon Kristensen. 

Han opdagede ingeniørernes interesse for hans matematik, da han begyndte at få citater i ingeniørtidsskrifter.

”Jeg troede først, det var en indekseringsfejl. Men den var god nok; det er min matematik, de bruger i deres analyser. Og det har jeg altså ikke noget imod. Men det er ikke derfor, jeg gør det, og jeg foretrækker da, at de ikke bruger den til at lave bomber!”

At nogle kan blive provokeret af en forsker, der nu om dage insisterer på forskning for forskningens skyld, er Simon Kristensen bevidst om. Men som han siger:

”Jeg synes, det er vigtigt at slå et slag for grundforskningen. Og det er da ikke sikkert, at de problemer, som hang på ingeniørerne, var blevet løst, hvis ikke en idiot havde syntes, det var sjovt at lede efter nye tal mellem 0 og 1.”

G.H. Hardy, Alan Turing og kunsten at bryde koder i krigstid

Simon Kristensen hiver den berømte britiske talteoretiker G.H. Hardy ind fra sidelinjen som støtte for sin argumentation. G.H. Hardy, som var professor på både Oxford og Cambridge, var direkte imod, at hans forskning fandt anvendelse. 

Men ifølge Simon Kristensen var det blandt andet G.H. Hardys bidrag til talteorien, der satte en anden britisk matematiker, nemlig Alan Turing, i stand til at knække nazisternes Enigma-kode under 2. Verdenskrig. Og som sammen med det øvrige team af kodebrydere dermed bidrog væsentligt til de allieredes sejr.  

Talteori har altid været anset for at være en af de mest åbenlyst ubrugelige grene af den rene matematik. Der er ikke noget gyldigt forsvar mod denne kritik, og den er især velanbragt, når den rettes mod de dele af teorien, der beskæftiger sig med primtal. Videnskab siges først at tjene et formål, hvis udviklingen af den forstærker den ulige fordeling af verdens rigdomme eller mere direkte medvirker til at fremme udryddelsen af menneskeheden. Teorien om primtal opfylder ingen af disse kriterier. Hvis man har valgt at beskæftige sig med den, bør man ikke forsøge at retfærdiggøre sin interesse i et emne, som er så banalt og fjernt, men i stedet søge trøst i tanken om, at de største matematikere gennem tiden har fundet en mystisk tiltrækning i den, som har været umulig at modstå.


G.H. Hardy, professor i talteori ved Oxford og Cambridge 

”Turing byggede på al mulig talteori, og Hardy var en væsentlig bidragyder til dette,” forklarer Simon Kristensen. Og fortsætter:

”Han spurgte ikke om lov. Det havde han nok heller ikke fået.”

G.H. Hardys modstand mod brug af hans forskning som afsæt for nye opfindelser hænger nemlig sammen med, at professoren mente, at det som oftest var de forkerte, der profiterede af hans – og andre matematikeres – arbejde.  

”Jeg tvinger alle mine studerende til at læse Hardys bog A Mathematician’s Apology, hvor han forklarer, hvorfor han brugte sit liv på matematikken. Og det er der mange grunde til, og en af dem har at gøre med anvendelsesaspektet. For Hardy var matematik nemlig mere en kunstart end en anvendelsesvidenskab, og det formidler han utroligt klart i bogen,” forklarer Simon Kristensen.

”Det synspunkt vil jeg gerne give videre til mine studerende. Også selvom jeg ikke som sådan har noget imod, at min forskning finder anvendelse. Det er bare ikke derfor, at jeg forsker.”

Flere forskere slås om det samme fad grød

Simon Kristensens finansieringsproblemer skyldes ikke udelukkende det smalle forskningsfelt. Men også, at han er et eksempel på det fænomen, der bliver kaldt for timeglaseffekten.

Begrebet dækker over, at der er flest penge til veletablerede professorer på toppen af karrierestigen og til de unge forskere i form af ph.d.er og postdocer. Det skyldes, at stadig flere forskningsmidler er blevet placeret i store forskningscentre eller er blevet givet som store, midlertidige bevillinger. Og det har betydet, at professorerne har kunnet ansætte et stort antal ph.d.-studerende og postdocer i midlertidige stillinger.

Lektorerne befinder sig der, hvor pengene er færrest – eller for at blive i metaforen, hvor timeglasset er smallest.  

”Fondene har tit en interesse for de unge upcoming forskere og en begejstring over at give til de rigtigt store kanoner, der kan trække et grundforskningscenter. Hvis du kan det, er der en vis sandsynlighed for at få sådan et. Men jeg ville af flere grunde ikke kunne magte at få så stor en pose penge. Så der er ikke rigtigt dedikerede programmer for sådan nogen som mig, der er midt i karrieren.Der kan det være svært at tiltrække funding.” 

Dertil kommer, at gennem de knap tyve år, Simon Kristensen har forsket, er der kommet flere og flere forskere, der slås om bevillingerne.

”Vi bliver alle sammen punket til at søge meget mere, så alle universiteterne kommer med en større og større ske. Men der bliver mindre og mindre grød. Så dem, der ikke slår hårdt med skeen, får ingenting. 

Risiko for, at forskningsmiljøer dør

Favoriseringen af store centre i den nuværende offentlige fordelingspolitik ser Simon Kristensen også som et strukturelt problem. Han tror nemlig ikke, at disse satsninger vil skabe en kritisk masse, hvad der ellers var hensigten med dem.

Han mener tværtimod, at der er risiko for, at forskningsmiljøer vil dø.

”Det matematiske samfund er ganske lille i Danmark, og når man laver et grundforskningscenter her og et i København, som man gjorde for næsten ti år siden, kommer disse kæmpe satsninger på nogle bestemte områder inden for matematikken til at styre hele retningen på dansk matematik; de kommer til helt at ensrette den. Derfor ser jeg også en risiko for, at vi fremover vil få svært ved at være en spiller på ret mange områder ude i verden. 

Hvad har da kendetegnet os hidtil ude i verden?

”Vi har haft forholdsvis mange felter inden for matematikken, hvor vi har været førende – og har haft verdensstjerner. Og det har vi sådan set stadigvæk, men det er noget, der kan ændre sig som følge af ensretningen af matematikken.” 

Så du frygter, at den position bliver undermineret over tid?

”Jeg frygter, at når man samler midlerne i store bevillinger til store projekter, bliver vi kendt for, at i Danmark laver vi den her slags matematik, fysik eller den her slags hvad som helst, da det gør sig gældende inden for alle videnskaber. I stedet for som nu, hvor Danmark er kendt for at være et godt matematisk land. Og så er der også det aspekt, at mange kunne leve godt for de penge, der nu bliver centraliseret.” 

Vi bliver styret helt enormt

Simon Kristensen mener i det hele taget, at det er et fundamentalt problem, at politikerne har besluttet at konkurrenceudsætte så stor en del af forskningsmidlerne, som det er sket gennem de senere år. Han anfører blandt andet som argument, at forskerne som en følge af den førte politik må bruge lang tid på at konkurrere, og at det er en forkert brug af forskernes tid. 

”Det tager tid at skrive en ansøgning. Og der er også studerende, som skal passes. Og vejledes. Og så er det sådan set også meget rart at kunne finde tid til at sætte sig ned og tænke over de der nye tal mellem 0 og 1 i stedet for at bruge sin energi på at skrive, hvad man ville lave, hvis man ikke sad her for at skrive en ansøgning!”

Hvad burde politikerne gøre efter din opfattelse?

”De burde fjerne den fuldstændigt enorme New Public Management-styring, der er af universiteterne. Og gøre dem til det, som det var meningen, at de skulle være, nemlig institutioner for fri og uafhængig viden. Og i stedet for, at vi skal konkurrere om forskningsmidlerne, bør de igen gives til universiteterne, så vi kan fordele dem efter vores egne kriterier. Universiteterne bør være autonome enheder, sådan som det tidligere var tilfældet.”

Men der er også dem, der mener, at universiteterne dengang muterede indefra – og ikke forstod nødvendigheden af at åbne sig mod omverdenen. Hvad siger du til det?

”Jeg har ikke oplevet det, for så gammel er jeg heller ikke. Men det kan da godt være, at der er noget rigtigt i det. Man kan så omvendt spørge, om der var nogen grund til at smide barnet ud med badevandet. Jeg synes under alle omstændigheder, at man er gået meget drastisk til værks i forhold til at fjerne universiteternes autonomi. Og meget mere end det problem, som du skitserer, og som man forsøgte at løse, berettigede til.”

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 18.10.2019