Arktisforsker: ”Det er formidabelt, så hurtigt man kan ødelægge noget, der har taget mange årtier at bygge op”
Torben Røjle Christensen, der er professor ved Institut for Ecoscience, er vant til at arbejde i det kolde klima i Arktis. Men den politiske kulde mellem øst og vest bekymrer ham, fordi den skaber store udfordringer for forskningen i Arktis, der ellers førhen har været billedet på fredeligt samarbejde trods konflikter.
Nytårsserie
I forbindelse med årsskiftet har Omnibus spurgt en række af AU's forskere på tværs af fakulteter, hvad der har været det mest bemærkelsesværdige, der er sket inden for deres felt i 2025. Og vi har talt med dem om håb og frygt, når de ser frem mod 2026.
I serien kan du møde forskere, der beskæftiger sig med kunstig intelligens og etik, sprogfag – der de seneste år har haft vigende optag, geoengineering og klimaforandringer.
I dette afsnit kan du møde professor Torben Røjle Christensen, der i en årrække har forsket i Arktis og her har været vidne til både klimaforandringer og forandringer i det geopolitiske forskningsklima.
Arktis er ikke længere det forskningsmæssige helle, som det var tidligere. Den geopolitiske situation, der præger hele verden, er også nået til det kolde nord og har skabt store udfordringer for forskningen i regionen, herunder forskning i klimaforandringer. Torben Røjle Christensen, der er professor på Institut for Ecoscience og Videnskabelig leder på Zackenberg Forskningsstation i Nordøstgrønland, fortæller i dette afsnit af Omnibus’ nytårsserie, hvordan verdenssituationen påvirker hans arbejde.
Hvad er du optaget af lige nu?
”Jeg arbejder blandt andet i en arbejdsgruppe under Arktisk Råd, der hedder Arctic Monitoring and Asessment Program, AMAP. Der laver vi store sammenstillinger af forskning om klimaforandringer og status i Arktis som helhed. Det arbejde blev stillet i bero, da man satte alt samarbejde med Rusland på pause efter invasionen af Ukraine. Det er et stort problem i arktisk forskning, fordi Rusland udgør en meget stor del af Arktis og er så vigtig i mange sammenhænge. Russiske forskere må ikke længere sende data til os, og vi kan ikke længere udføre store vestlige forskningsprogrammer, hvor man ellers har haft fødderne på jorden fælles i Sibirien. Tidligere i år skrev jeg en artikel til Nature om netop det. ”
Hvad er det mest bemærkelsesværdige, der er sket inden for dit felt i år?
”Vi er så småt begyndt at genoptage noget af det samarbejde med russerne, som ellers har været på pause. Der er åbnet for, at vi kan have virtuelle møder, som involverer russerne. De må også gerne sidde med til bords, når der er møder i arktiske, internationale fora, men decideret samarbejde og at søge om midler til at tage til Sibirien og arbejde, det er totalt no-go stadigvæk.
Inden for mit eget felt er vi i gang med at udvide og bygge nyt ved Zackenberg forskningsstation finansieret af Aage V. Jensens Fonde. Vi kan se frem til, at vi får helt nye faciliteter til både vores monitering og den forskning, vi bedriver.
Vi har en unik status, fordi vi er den største og næsten den eneste civile tilstedeværelse i verdens største nationalpark i Nordøstgrønland, og vi vil gerne holde forskningen helt åben og international. Det betyder selvfølgelig, at vi fra et sikkerhedspolitisk og militært synspunkt er et svagt led. På den baggrund ser vi også en øget opmærksomhed fra myndigheder som Politi og Forsvaret.”
Hvad bekymrer dig mest, når du skuer frem mod 2026?
”Det er den politiske situation i verden som helhed. Det har været en game changer, at stort set alt hvad vi har med at gøre, i en eller anden grad er påvirket af de geopolitiske problemer. Frem til Ruslands invasion af Ukraine stod arktisk forskning som et billede på fredeligt samarbejde på trods af konflikter. Fra den ene dag til den næste sagde vestlige ledere stop for det samarbejde. Det er formidabelt, så hurtigt man kan ødelægge noget, der har taget mange årtier at bygge op. Det tager tid at genopbygge, og der er jo desværre ikke nogen tegn på en opblødning mellem vesten og Rusland på det politiske plan.
Inden for min egen forskning om klimaforandring, og hvordan klimaet påvirker økosystemprocesser i Arktis, er det et stort problem. Næsten halvdelen af Arktis og nogle af de allervigtigste landmasser i denne sammenhæng befinder sig i Rusland, hvor vi ikke har adgang til dem og heller ikke kan få data fra. Det har nogle betragtelige effekter på den evne, vi har til at forudse klimaforandringer i fremtiden.”
Hvad giver dig anledning til håb og optimisme?
”Grønland har lavet en ny forskningsstrategi, og deri indgår et princip om, at der ikke skal foregå nogen forskning på Grønland, som Grønland ikke er involveret i eller høster en værdi af. Der har været en markant skærpelse omkring dette princip det seneste år. Det kan godt give nogle gnidninger, men det skal hellere anskues fra en positiv vinkel. Det kan betyde et mere frodigt samarbejde og et større antal projekter med et givende samarbejde mellem forskere og det grønlandske samfund.
På den store politiske scene kan jeg altså ikke være positiv. Jeg tror, det kommer til at tage lang tid, før man får repareret og genskabt den samarbejdsånd, som man ellers i flere årtier har haft hele vejen rundt om det cirkumpolare nord.”