Arrangørerne af årets Kapsejlads: Samme megafede dag, som det plejer at være – og et nyt tiltag
Der er ikke længe til årets Kapsejlads. Dette års to arrangører glæder sig til at fylde Universitetsparken 3. maj med mere end 30.000 studerende – og løfter her sløret for et nyt tiltag, der kan spare studerende for at bruge unødige kræfter på at slæbe flydende proviant.
De studerende har nu længe finpudset ro-teknikken, rotation om flaske og kunsten at hakke en øl ved søen i Universitetsparken. Der er da heller ikke mange uger til, at årets kapsejlads fredag 3. maj jager alt fugleliv på flugt og tramper græsset ned under jordhøjde. De indledende heats er på plads, og årets arrangører Morten Wittendorf Bækby og Daniel Teglborg Houe lover et arrangement i stil med tidligere års succeser.
”De studerende kan se frem til den samme megafede dag, som det plejer at være, og selvfølgelig godt vejr,” siger Morten Wittendorff Bækby grinende. ”Vi sørger som altid for gode sanitetsforhold og et godt udvalg af forskellige madboder og barer. Vi har gjort vores bedste for at hygge om alle, som kigger forbi parken.”
Sidste år blev arrangementet kåret til Byens Bedste Kulturoplevelse, da Århus Stiftstidende uddelte priser ved Byens Bedste 2023. En bedrift, som i år skal forsøges eftergjort af de to arrangører fra Medicinsk Fredagsbar - Umbilicus, som traditionen tro står bag arrangementet.
BYENS BEDSTE KULTUROPLEVELSE 2023: OG VINDEREN ER ... KAPSEJLADSEN!
Nyt studentervenligt tiltag
Årets kunstner vil de to arrangører ikke løfte sløret for. Det offentliggøres først få dage inden sejladsen. Til gengæld vil Morten Wittendorff Bækby og Daniel Teglborg Houe gerne fortælle om et nyt tiltag, som kan spare de studerende for at bruge unødige kræfter på at slæbe flydende proviant til sejladsen:
”Vi har udvidet presale i år, så de studerende undgår at slæbe så meget. I stedet for at man skal i diverse supermarkeder, så tester vi i år en løsning, hvor man mellem kl. 03.00 og 05.30 kan hente forudbestilte drikkevarer lige uden for parken til studentervenlige priser. Det har vi arbejdet på i et par år, men det er først lykkedes i år. Så det håber vi, folk synes er nice.”
Køber man øllene på denne måde, støtter man Kapsejladsen, som er et nonprofit-arrangement, så Kapsejladsen kan fortsætte med at blive endnu mere studentervenlig.
En kasse pilsner vil koste 99 kroner, og en kasse Classic står i 109 kroner eksklusiv pant. Desuden vil man kunne købe cider, fortæller arrangørerne.
Der vil i år også blive gjort mere ud af skiltning til parkens vandposter, så disse nemmere kan findes når solen (forhåbentligt) står højt, og promillen i ølmaverne skal tyndes ud.
Erfarent makkerpar laver hattrick
Foreningerne, som i år skal konkurrere i kapsejladsen, er:
- ALKYMIA, Institut for Kemis festforening
- AMBROSIA, VIA Campus Aarhus N
- APOLLONIA, Tandlægeskolens festudvalg
- BEERCEPS, Idrætsvidenskabs festudvalg
- FUT, Civil- og diplomingeniørernes festudvalg
- HAV, Erhvervsakademi Aarhus’ festforening (deltager for første gang)
- HUMBUG, Arts-fakultetets festforening
- PF, Politologisk forening, statskundskabs festforening
- PROFUS, VIA Campus Aarhus C
- SIFFOS, Folkesundheds festudvalg
- UMBILICUS, Medicinernes festforening
- ØF, Økonomisk Forening
JUS, Juridisk festforening, og Psykologi skal være dette års dommere.
De mange studerende bliver ført igennem den 34. udgave af arrangementet af det erfarne makkerpar, radio- og podcastværterne Peter Falktoft og Esben Bjerre, som har stået på scenen i Universitetsparkens sø to gange før i 2013 og 2014.
Morten Wittendorff Bækby og Daniel Teglborg Houe mener selv, de har fundet de helt rette til at styre årets sejlads:
”Peter og Esben var ret hurtige til at vende tilbage med meldingen: ’Det er et fremragende arrangement, som vi gerne vil bidrage til’. Vi arrangører er vilde med deres entusiasme og gejst. Så passer det jo også super, at de kan komme og fuldende deres hattrick, her ti år efter de var her sidst,” fortæller Daniel Teglborg Houe.
Kapsejladsen kaldes af årets værter på Instagram for 'Det indiskutabelt mest storslåede arrangement i Kongeriget Danmark'.
De indledende heats blev inddelt 3. april. De er fordelt sådan:
Første heat: ØF, UMBI, SIFFOS og AMBROSIA
Andet heat: BEERCEPS, PF, ALKYMIA og APOLLONIA
Tredje heat: HUMBUG, HAV, PROFUS og FUT
Korrekturlæst af Charlotte Boel