AU-forskere: Vi kan ikke løse ph.d.ernes problemer i blinde

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Ph.d.ers overgang fra universitetet til arbejdsmarkedet er ikke sjældent brolagt med problemer. Men vi mangler viden om, hvordan vi skal løse dem, lyder det fra to AU-forskere. De opfordrer AU til at gå forrest med forskning i bedre karrierevejledning til ph.d.-studerende.

08.07.2020 | Miriam Brems Knudsen

Rie Thomsen, professor MSO ved DPU på Arts og forsker i karrierevejledning (tv.), og Gitte Wichmann-Hansen, lektor ved Aarhus BSS og forsker i ph.d.-vejledning (th.) Fotos: Petra Kleis, Ida Marie Jensen og privat

Antallet af ph.d.-studerende på de danske universiteter er fordoblet siden 2008. Men antallet af faste forskerstillinger er ikke steget tilsvarende eksplosivt. Derfor skal flere ph.d.er finde job uden for akademia. Men overgangen fra universitetsliv til arbejdsmarked er ikke uden udfordringer.

”Vi ved fra internationale undersøgelser, at ph.d.er, der har en drøm om en karriere på universitetet, men ikke får det, kan risikere at stå tilbage med en følelse af nederlag. Og samtidig kan det være tabubelagt at ønske en karriere uden for universitetet, fordi forskervejen ses som den mest rigtige,” fortæller Gitte Wichmann-Hansen, der er lektor ved Aarhus BSS og forsker i ph.d.-vejledning.

Overgangen kan også give økonomiske kvaler: En rapport fra Tænketanken DEA viste tidligere i år, at ph.d.er, der forsøger at få en karriere på universitetet, men efterfølgende ender i job uden for akademia, står med et betydeligt lønefterslæb seks år efter.

LÆS OGSÅ: Lønefterslæb på 150.000 kroner: En bristet forskerdrøm kan koste ph.d.er dyrt på pengepungen

Derudover peger forskellige undersøgelser på, at ph.d.er oplever stress og føler sig udbrændte – som en undersøgelse fra 2017 blandt AU’s ph.d.-studerende også viste – hvilket ifølge Gitte Wichmann-Hansen ikke kun hænger sammen med mængden af arbejdsopgaver, de ph.d.-studerende har, men også skyldes, at unge forskere mangler vished om, hvad der skal ske, når ph.d.-graden er i hus.

Kan ikke løse problemer i blinde

Bumpene på ph.d.ernes karrierevej er der altså rigeligt med dokumentation for. Men hvordan de kan styre uden om dem, er der til gengæld begrænset forskning i. Og det er et problem, mener Rie Thomsen, der er professor MSO ved DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse på Arts og forsker i karrierevejledning.

”Undersøgelserne viser klart, at der er problemer, der skal løses. Men det kan vi ikke uden viden. Så bliver det i hvert fald i blinde,” siger hun.

Derfor slår Rie Thomsen og Gitte Wichmann-Hansen nu på tromme for, at AU går forrest med forskning i, hvordan man bedst kan hjælpe de ph.d.-studerende med deres karrierevalg.

”Jeg vil gå så langt som til at sige, at når man er et universitet, har man også en forpligtelse til at forskningsunderstøtte sine egne aktiviteter,” siger Rie Thomsen og fortsætter:

”Vi kan som universitet ikke nøjes med blot at tilbyde en vejledning – vi skal også kunne tilbyde en viden om, hvilken vejledning der rent faktisk virker.”

Mange initiativer allerede – men virker de?

Både hun og Gitte Wichmann-Hansen understreger, at AU’s ph.d.-skoler allerede har sat mange gode initiativer i søen. Som eksempler nævner de to forskere mentorordninger, jobmesser, virksomhedssamarbejde og Natural Sciences' og Technical Sciences' tiltag om fra dag ét at gøre ph.d.erne det klart, at kun få har en fremtid som fastansat på universitetet.

”Vores opfordring er, at de initiativer bliver forskningsunderstøttet, så vi kan finde ud af, hvad der virker bedst,” siger Gitte Wichmann-Hansen.

Når vejlederens egeninteresse er for stor – og for lille

Ud over at undersøge, hvilken karrierevejledning der bedst hjælper ph.d.erne, ønsker Gitte Wichmann-Hansen og Rie Thomsen også at granske vejlederens rolle i ph.d.-forløbet.

I modsætning til tidligere skal vejlederen i dag ikke kun agere faglig vejleder, men også hjælpe sine ph.d.-studerende med en række andre forhold som at styre et stort projekt, at etablere netværk, søge fondsmidler – og give dem karrierevejledning.

Og det sidstnævnte er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt, peger international forskning på. 

”Det er ikke, fordi vejlederne ikke kender verden uden for universitetet, men de kender universitetet bedst, og derfor kan de have en tendens til at tale en universitetskarriere op,” siger Gitte Wichmann-Hansen.

Det kan gøre det sværere for de ph.d.-studerende at orientere sig om mulighederne uden for akademia.

Og så kan vejlederne også have både for stor og for lille egeninteresse i den enkelte ph.d.-studerendes karrierevalg til at kunne rådgive objektivt.

”Karrierevejledning skal helst foregå i et magtfrit rum uden egeninteresse. Men den kan være svær at fjerne i forhold, hvor man er kolleger på et forskningsprojekt. Det kan være, at hovedvejlederen ønsker at beholde ph.d.en som kollega. Eller ikke beholde ph.d.en,” siger Rie Thomsen. 

Rie Thomsen og Gitte Wichmann-Hansen har tidligere søgt AU om midler til et ph.d.-projekt, som blandt andet skulle undersøge, hvilke karriereovervejelser ph.d.er gør sig, hvilken rolle vejlederen spiller, og hvilke kollektive vejledningsredskaber der virker. Ansøgningen blev dømt kvalificeret, men fik ikke finansiering.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også