AU-studerende med diagnoser mødes i drop-in gruppe og udveksler erfaringer: “Jeg kunne godt føle, at jeg er den eneste, som kæmper”
Studerende fra studierne Cognitive Science og Lingvistik har startet en drop-in-gruppe for studerende med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser. De mødes to gange i semesteret og udveksler erfaringer med at være studerende med en diagnose. Både initiativtager Sabrina Zaki Hansen og afdelingsleder Joshua Skewes opfordrer andre uddannelser til at gribe idéen.
“Normalt er der kaffe og kage på bordene,” fortæller Sabrina Zaki Hansen, da Omnibus møder hende i det lokale, hvor drop-in gruppen for studerende med diagnoser på Cognitive Science og lingvistik plejer at mødes. Hun er initiativtager til gruppen og læser til daglig Cognitive Science på 9. semester.
“Jeg kunne godt føle mig lidt alene med min diagnose, og at jeg er den eneste, som kæmper,” beretter Sabrina Zaki Hansen og uddyber, at behovet for at spejle sig i andre studerende med en diagnose blev startskuddet til at etablere gruppen. Personligt lider hun selv af kroniske smerter.
I slutningen af 2024 rakte hun derfor ud til afdelingsleder for Afdeling for Lingvistik, Kognitionsvidenskab og Semiotik, Joshua Skewes, der hurtigt vendte tilbage og var meget positivt stemt over for initiativet.
“Da Sabrina præsenterede sin ide for os, ville vi gøre alt, hvad vi kunne for hjælpe,” fortæller Joshua Skewes i et skriftlig svar til Omnibus.
Afdelingen støtter konkret initiativet ved at betale for kaffe, te og kage til møderne, og en afdelingskonsulent hjælper de studerende med at booke lokaler.
Man er ikke alene
Da drop-in gruppen mødtes for første gang tilbage i februar, deltog en rådgiver fra rådgivnings- og støttecenteret på AU for at hjælpe med at facilitere samtalen. Men de tre efterfølgende gange har det dog været uden en rådgiver fra AU.
“Vi blev enige om, at vi bedre kunne lide formatet, hvor dem som er med i rummet er en del af målgruppen - og at samtalen ikke skulle faciliteres udefra,” fortæller Sabrina Zaki Hansen. Gruppen mødes to gange per semester, og der er typisk 5-10 personer med til møderne.
“Når vi er få, giver det plads til sårbarhed, men når vi er flere, giver det en følelse af, at man virkelig ikke er alene, og at der er flere, man kan spejle sig i,” påpeger Sabrina Zaki Hansen om fremmødet, der svinger fra gang til gang. Drop-in formatet lægger op til, at det ikke nødvendigvis er de samme studerende, der kommer hver gang.
“Det vigtigste er bare, at studerende ved, at muligheden eksisterer,” supplerer Smilla Hachmann, der læser lingvistisk på 3. semester og har været med til tre ud af de fire møder. Ligesom flere af de andre medlemmer har hun hørt om gruppen gennem andre studerende.
Ikke gruppeterapi
På møderne er der ikke en bestemt dagsorden, men de starter ofte ud med, at Sabrina Zaki Hansen tager ordet og sørger for, at rammerne for rummet bliver skitseret, og at der er et fortroligt og trygt rum.
“Jeg sørger for, at vi får delt vores navne, pronominer og hvis man har lyst, sin diagnose,” fortæller Sabrina Zaki Hansen og påpeger, at hun også sørger for, at alle har mulighed for at komme med input. Hun får også afklaret, hvis der er nogle triggers, som de studerende ikke ønsker at tale om undervejs. Møderne er sat af til at vare 1 time og 45 minutter, men løber ofte op i to timer, når der er meget, som skal vendes.
Her kommer de omkring, hvad der fylder hos de forskellige, hvilket kan variere meget fra gang til gang, men der er også nogle mere gennemgående temaer.
“Hvordan får man struktureret sit liv med både studie og selvomsorg, som især er vigtigt, når man har en diagnose,” fortæller Sabrina Zaki Hansen og fortsætter: “Det har også handlet om, hvilken hjælp og ressourcer der er tilgængelig. Hvem skal man tage fat på, hvis man vil have hjælp til handicaptillæg til SU, hjælpemidler til eksamen eller få en mentor,” beretter Sabrina Zaki Hansen.
I starten havde Smilla Hachmann forventet, at det næsten ville være gruppeterapi, men møderne drejer sig i høj grad også om de praktiske aspekter af at være studerende med en diagnose.
“Det er meget rart, at det ikke er gruppeterapi,” fortæller Smilla Hachmann
“Det er meget rart, at det ikke er gruppeterapi, men snarere, at man relaterer til hinanden og deler praktiske erfaringer og tips,” forklarer Smilla Hachmann, der både har fysiske og psykiske udfordringer, der påvirker hendes energiniveau og stress.
Et andet gennemgående tema, der fylder på møderne, er de studerendes forventninger til sig selv.
“Hvordan sætter man realistiske forventninger uden at presse sig selv for meget. Det gælder både generelt med studiet, men også i forhold til eksamen,” understreger Sabrina Zaki Hansen.
Okay med hjælpemidler
Både Sabrina Zaki Hansen og Smilla Hachmann får meget ud af dele deres udfordringer og erfaringer med de andre i gruppen.
”Jeg føler, at her er et rum, hvor jeg er sikker på, at der er nogen, der vil forstå, hvad jeg deler,” fortæller Sabrina Zaki Hansen. Hun kan generelt have svært ved at snakke med venner, som ikke har en diagnose, om de samme ting, hun deler i gruppen. Det er Smilla Hachmann enig i.
”Det er meget fedt, at man kan dele noget uden at skulle forklare særlig meget, før de andre studerende forstår, hvad jeg mener eller kan relatere til det,” beretter hun.
Det er også deres oplevelse, at det er meget sårbart rum, hvor de studerende dog hurtigt føler sig trygge ved at dele det, der kan være svært.
For Sabrina Zaki Hansen har møderne i drop-in-gruppen betydet, at flere af de udfordringer, hun ellers har stået meget alene med, er blevet mere normaliseret.
”Det har hjulpet mig med at være mere okay med at have hjælpemidler," fortæller Sabrina Zaki Hansen
”Det har hjulpet mig med at være mere okay med at have hjælpemidler og generelt spørge om hjælp, fordi vi i gruppen snakker om det på en positiv måde. Det er ikke noget, der gør dig dårligere eller betyder, at man snyder. I stedet bliver det noget opløftende,” understreger Sabrina Zaki Hansen. Knap ni procent af AU's studerende modtager særlig støtte på grund af fysiske eller psykiske udfordringer.
”Bare gør det”
Efter et år er opfordringen klar fra både de studerende og afdelingslederen: Andre uddannelser kan med fordel copy-paste initiativet.
”Det har været skønt at se gruppen gøre så meget godt og se andre anerkende det. Hvis det er noget, studerende fra andre institutter er interesseret i, ville jeg klart anbefale deres afdelingsledere til at hjælpe dem på vej,” fortæller Joshua Skewes i et skriftligt svar til Omnibus.
Sabrina Zaki Hansen håber også på, at afdelingslederne på AU vil bakke op om lignende initiativer, nu hvor de kan se, at det fungerer på Cognitive Science og lingvistik.
”Det behøver jo ikke være kæmpestort med 50 personer og en ansat tovholder fra SPS (Specialpædagogisk støtte, red.). Det kan også bare være nogle studerende, som har et lokale med noget kaffe og kage,” påpeger Smilla Hachmann.
”Bare gør det. Man får virkelig meget ud af det,” afslutter Sabrina Zaki Hansen.