Jo, du kan godt være ph.d.-studerende med en psykisk diagnose – men det er sårbart

Sine Lysdahl Jensen har en historie, hun gerne vil fortælle. Den er meget personlig, men er også tæt forbundet til hendes faglighed og gør hende både meget stolt og sårbar. Efter grundig overvejelse har hun besluttet, at hun vil dele den.  

”Jeg tror, mange studerende med en diagnose føler sig alene med det. Ved at stå frem og fortælle om mine individuelle udfordringer og oplevelser, kan jeg være med til at give et mere nuanceret blik på, at man godt kan være studerende og ph.d.-studerende med en funktionsnedsættelse.”

Sine Lysdahl Jensen håber også at være med til at nuancere billedet af, hvad det vil sige at have en funktionsnedsættelse.

”Det opleves meget individuelt, og hvis universitetet skal blive bedre til at hjælpe og støtte studerende med funktionsnedsættelser, kræver det individuelle løsninger frem for kasseløsninger, hvor én bestemt diagnose udløser en bestemt type støtte.”

AU-studerende med diagnoser mødes i drop-in gruppe og udveksler erfaringer: “Jeg kunne godt føle, at jeg er den eneste, som kæmper”

Sine Lysdahl Jensen er ph.d.-studerende ved DPU på Arts, hvor hun er en del af projektet ’Inclusion in higher education through design of multiple student pathways’ og forsker i inklusion af studerende med funktionsnedsættelse på højere uddannelsesinstitutioner. 

”Mit konkrete projekt handler om, hvordan studerende med affektive lidelser navigerer i universitetsverdenen. Jeg er meget interesseret i, hvordan forskellige steder får betydning for oplevelsen af inklusion eller eksklusion. Steder og rum er aldrig neutrale, der er altid en værdi eller norm forbundet med dem, og jeg er nysgerrig på, hvordan universitetets steder eller rum enten forstærker eller reducerer oplevelsen af angst eller depression eller bipolar lidelse,” fortæller hun.   

Åbenhed som strategi

Da Sine Lysdahl Jensen søgte ph.d.-stipendiet, var hun åben om, at hun har en psykisk diagnose, der kan resultere i både angst, hyperaktivitet og depression, og til tider er meget indgribende for hendes måde at være i verden på, som hun selv formulerer det. At hun trods det fik stipendiet, gjorde hende enormt stolt og glad. Men samtidig gennemgik hun og hendes nærmeste en sorgfuld periode, fordi et nærtstående familiemedlem var alvorligt syg. At befinde sig følelsesmæssigt udspændt mellem glæde og forventning på den ene side og sorg og fortvivlelse på den anden side, var for Sine Lysdahl Jensen så kontrastfuldt og opslidende, at det endte med en sygemelding. 

Sine Lysdahl Jensens ærinde er netop ikke at male et lyserødt billede af, at det at kombinere en psykisk diagnose med et ph.d.-studium er ukompliceret. Det er det langt fra. Men for Sine Lysdahl Jensen er en af strategierne, som skal gøre det lettere, at være åben om sin diagnose.

”Når man går og holder det inde, tager det meget energi at kontrollere og forsøge at passe ind. Ved at tale åbent om det, håber jeg, at jeg ikke skal kæmpe så meget for at holde på det,” forklarer hun. 

Det er dog ikke alle i hendes afdeling, der kender til hendes situation endnu, fortæller hun. 

”Men det er ikke en hemmelighed, og jeg vil hellere have, at man spørger nysgerrigt ind til det, end at folk går og gør sig forestillinger om, hvordan det må føles eller hele tiden vurderer min tilstand,” siger hun.     

Men det er en relativ ny strategi, vedstår hun. På kandidatuddannelsen fortalte hun det ikke til nogen. 

”Jeg kunne ikke overskue det,” forklarer hun.

Akademiker ad omveje

 At Sine Lysdahl Jensen skulle få en universitetsuddannelse og siden et ph.d.-stipendium lå ikke i kortene. Gymnasiet beskriver hun som ’forfærdeligt’, det boglige sagde hende intet, og karaktermæssigt befandt hun sig i bunden af skalaen. Til gengæld surfede hun på det danske landshold.

”Jeg har altid godt kunne lide at bruge min krop og har dyrket flere sportsgrene på eliteniveau,” fortæller hun. 

Efter gymnasiet forsøgte Sine Lysdahl Jensen at skabe sig en karriere som professionel windsurfer. Men det var før disciplinen blev en del af OL, så det var mere end svært at leve af. Hun søgte siden ind til Forsvaret, først som værnepligtig og herefter på sergentskolen, hvor hun først var sergentelev og siden udnævnt til sergent. 

”Jeg havde så meget energi og havde brug for at få den brugt og for at blive udfordret og få disciplin,” fortæller hun. 

Umiddelbart efter blev hun syg med depression og blev udredt og fik en psykisk diagnose. 

”Først kunne jeg ikke se mig selv i en diagnosekasse, men jo mere jeg talte med psykiatere og sygeplejersker, jo mere kunne jeg genkende mig i det, de sagde. Jeg havde selv en ret begrænset og fordomsfuld tilgang til psykiske lidelser,” fortæller hun. 

Efter en længere sygemelding stoppede hun i Forsvaret og arbejdede noget tid som eventkoordinator for så at søge ind på pædagoguddannelsen. Der mødte hun en underviser, som fik afgørende betydning for, at hun i dag befinder sig på universitetet.

”På pædagogstudiet blev jeg introduceret for teori og antropologi. Der opdagede jeg, at det boglige var virkelig interessant, og jeg blev opfordret til at forfølge min nysgerrighed. Der var en underviser, der så mig – og at jeg kunne noget. Det havde jeg ikke oplevet før.” 

Underviseren opfordrede Sine Lysdahl Jensen til at læse filosofiske og antropologiske værker og var på den måde med til at åbne hendes øjne for kandidaten i pædagogisk antropologi.   

”Jeg anede slet ikke, at det var en mulighed. Jeg kommer ude fra landet fra et hjem, hvor der hverken var bøger eller store ord. Jeg kendte ingen, som havde læst på universitetet, jeg havde aldrig troet, at det akademiske var for mig – at jeg kunne,” fortæller Sine Lysdahl Jensen. 

Fysiske steder kan trigge lidelser

De erfaringer som Sine Lysdahl Jensen gjorde sig om at være kandidatstuderende med en diagnose, trækker hun i høj grad på i sit nuværende forskningsprojekt. 

For eksempel fandt hun det grænseoverskridende at skulle bevæge sig fra Nobelparken, hvor hun arbejdede hårdt på at finde tryghed i at være, og over i et helt nyt miljø på Støtte- og Rådgivningscenteret i forbindelse med SPS-rådgivning (specialpædagogisk støtte, red.). 

”Det havde været langt mere brugbart for mig, hvis vejledningen kunne foregå online eller i det miljø, jeg var en del af til daglig,” fortæller hun. 

”Jeg oplevede også at blive mødt med holdningen: ’Sådan en som dig har brug for struktur’. Men jeg havde en struktur, som bare var forskellig fra andres,” fortæller hun.

Det endte med, at hun helt droppede at få SPS-støtte under studiet.

”Oplevelsen har gjort mig nysgerrig på place and space – og hvordan det kan trigge lidelser,” fortæller Sine Lysdahl Jensen og understreger, at det ikke er hendes lidelse, der er i fokus for projektet:

”Men den kropslige erfaring, jeg har, kan åbne for nogle refleksioner. Jeg vil gerne undersøge, hvilke strategier de studerende med affektive lidelser bruger for at kunne være i universitetets rum. Både de fysiske rum og de mere abstrakte værdibaserede rum.”

Baseret på sine egne oplevelser kalder hun det for ”sindssygt”, at universitetet har etableret et eksamenshus i Lisbjerg, som er fuldstændig afkoblet fra universitetet, og dermed ikke er en del af de studerendes hverdag.

”Hvis jeg skulle tage et helt andet sted hen for at gå til eksamen, ville jeg være helt …” hun slår opgivende ud med armene.

Det rette sted  

Mens Sine Lysdahl Jensen ikke havde den store gavn af universitetets SPS-rådgivning som kandidatstuderende, er situationen en anden, nu hvor hun er ph.d.-studerende, og hun oplever det som en brugbar støtte.

”Vi arbejder for eksempel med, hvordan jeg bevarer kontrollen i forskellige situationer,” fortæller hun.

Derudover fokuserer hun på at opnå den rette balance mellem at være understimuleret og overstimuleret. 

”Det handler om at give mig selv lov til at forfølge abstrakte idéer, men samtidig at være opmærksom på at få spist, få min søvn, få motion, holde pauser og følge min behandlingsplan. Det er noget, jeg konstant skal forholde mig til, for at det er rart for mig at være et sted. Jeg skal hele tiden regulere mig selv.”

Udover SPS har Sine Lysdahl Jensen også haft meget gavn af at tale med studenterpræsterne, fortæller hun. De har blandt andet talt om lidelse som et menneskeligt vilkår. I tiden op til hendes sygemelding på ph.d.-studiet opstod nogle episoder, som for Sine Lysdahl Jensen har været lidelsesfulde og skamfulde at være i og tænke tilbage på. 

Selvom hun nu igen har det godt, ved hun, at hun sikkert vil møde flere udfordringer igen undervejs i ph.d.-studiet. Men her kan hun trække på hele sin bagage både fra Forsvaret, sin tid som elitesportsudøver og sine prøvelser på universitetet i kombination. 

”Jeg ved, at jeg kan blive presset, men jeg ved også, at jeg kan gennemføre det, jeg sætter mig for,” siger hun. 

”Jeg føler gennemgående, at jeg er det helt rigtige sted, hvor jeg kan forfølge min nysgerrighed og blive intellektuelt udfordret og stimuleret, det kræver bare lidt ekstra arbejde for mig at navigere i det her system.” 

Sine Lysdahl Jensen håber, at hun ved at fortælle sin historie, og ikke mindst gennem det forskningsprojekt, hun er en del af, kan bidrage med viden og erfaring, der gør det nemmere for studerende med særlige behov at føle sig inkluderet.

”Man kan ikke ændre alle rum, men inklusion er også forbundet med fleksibilitet. Ikke kun i forhold til indretning af undervisning og eksamen, men også fleksibilitet i forhold til rammer som arkitektur, fællesskab, interaktioner med undervisere – altså en gennemgående fleksibilitet og en nysgerrighed og åbenhed omkring individuelle behov.”