Omnibus prik

AU-studerende til præsidentvalg i Ukraine

Urolighederne i Ukraine har hele verdens opmærksomhed. Midt under konflikten sendte organisationen SILBA medlemmer til det konfliktramte land som valgobservatører ved præsidentvalget 25. maj. En af dem er AU-studerende Agnethe Sørensen.

Foto: Anders Trærup

De fleste er godt tilfredse med at betragte den anspændte situation i Ukraine på behørig afstand via tv og avisspalter. Men ikke Agnethe Sørensen, der læser International Studies på AU.

”Jeg er meget draget af situationen i Ukraine lige nu. I kraft af mit studie interesserer jeg mig for international politik, og situationen i Ukraine er helt aktuel og foregår på et højt niveau, hvor mange internationale aktører er inde over. For eksempel EU, hvordan stiller de sig over for Rusland? Og hvilken rolle påtager FN sig? Samtidig vil jeg gerne opleve konflikten i virkeligheden, for medierne vinkler jo typisk sagen på én bestemt måde,” fortæller hun dagen før sin afrejse til det konfliktprægede land, hvor hun få dage senere fungerede som valgobservatør ved præsidentvalget 25. maj.

Fornem opgave

Agnethe Sørensen rejste med organisationen SILBA (Support Initiative for Liberty and Democracy), som arbejder for at sikre demokrati og frihed i de østeuropæiske lande ved hjælp af frivillige valgobservatører, blandt andre studerende. Hun ved på forhånd, at det bliver en udfordring i et land, hvor mange tvivler på, at det reelt er muligt at afvikle et legitimt valg.

”Det er en fornem opgave, vi har, og for mig at se er det i Ukraines interesse, at vi er der. For hvis det lykkes at afvikle et frit valg, kan vi formidle vores observationer til pressen. Lykkes det omvendt ikke, er det jo også vigtigt at få ud.”

Sommerfugle i maven

Hun lægger ikke skjul på, at det er med sommerfugle i maven, at hun rejser af sted.

”Jeg har fulgt situationen nøje og ventede til allersidste øjeblik med at beslutte mig for, om jeg skulle tage af sted. Hvis der igen opstod uroligheder i Kijev, ville jeg ikke tage derned. Men vi skal ikke arbejde i Østukraine, hvor der er mest opstand lige nu, og jeg stoler på, at SILBA har sat sig ind i forholdene.”    

Sikkerheden er vigtig

Det bekræfter landsformanden for SILBA, Sofie Marseen. Hun fortæller, at organisationen ikke vil gå på kompromis med sikkerheden i den gode sags tjeneste.

”Det er jo bestemte områder af Ukraine, der er urolige, og der tager vi ikke hen. Vi vil ikke dække steder, hvor vores medlemmer er i risiko for at blive udsat for vold og kidnapning,” siger hun og forsætter:

”Det er vigtigt, at medlemmerne er klædt på til opgaven. I dagene op til valget holder vi oplæg, hvor vi fortæller dem, at de skal trække sig i situationer, der bliver ubehagelige, eller hvis der opstår situationer, hvor vi ikke længere kan stå inde for observatørernes sikkerhed. Vi sørger også altid for at have en økonomisk buffer, så vi hurtigt kan få transporteret vores medlemmer væk.”


I april var AU-studerende Signe Andersen udsendt af SILBA som valgobservatør i Makedonien. Turen gav hende et spændende perspektiv på hendes dagligdag som statskundskabsstuderende. Du kan læse hendes oplevelser og se fotoreportage.