Danske Universiteter: "Stillerum kan blive lukket permanent, hvis de ikke holdes neutrale"
Landets universiteter er enige om, at stillerum skal holdes neutrale og ikke må anvendes til religiøs forkyndelse. Det oplyser interesseorganisationen Danske Universiteter i en udmelding. Rummene skal tjekkes ved jævnlige opsynsrunder, lyder det.

De danske universiteter er enige om, at brugerne af de såkaldte stillerum på landets universiteter skal udvise respekt for andre brugere, og at der ikke må udøves social kontrol i forbindelse med brugen af rummene.
Sådan lyder det blandt andet i en udmelding fra Danske Universiteter, de danske universiteters fælles interesseorganisation. Udmeldingen er offentliggjort 27. marts.
”Der er i Danske Universiteter enighed om, at rummene skal holdes neutrale, at de ikke må udsmykkes med religiøse symboler og ligeledes heller ikke må anvendes til religiøs forkyndelse. Brugerne må heller ikke efterlade personlige ejendele i rummene. Sådanne skal medtages, når man forlader rummet. Dette sikres af universiteterne ved jævnlige opsynsrunder,” skriver Danske Universiteter, som slutter:
”Hvis ovenstående hensyn ikke respekteres, vil det enkelte universitet tage de skridt universitetet finder nødvendigt, herunder kan rummene eventuelt blive lukket permanent.”
KU vil fremover holde mere opsyn med rummene
Udmeldingen kommer i en tid, hvor stillerum – som blandt andet også kaldes refleksionsum og fordybelsesrum – er til debat. Debatten er blandt andet blusset op, efter at otte ud af ti af kommissionsmedlemmerne i Kommissionen for den glemte kvindekamp i januar anbefalede, at politikerne på Christiansborg indfører regler, der sikrer, at stillerum inviterer til alle ”uanset køn, etnicitet og religion, og at alle har mulighed for at anvende rummene på lige vilkår.” SDU lukkede i februar sit stillerum, da rummet var blevet indrettet med effekter, der gjorde, at det ikke fremstod neutralt for alle studerende og ansatte. Over 60 ansatte har i et åbent brev til SDU-ledelsen krævet rummet genåbnet. Det åbne brev er udgivet i SDU’s studentermedie RUST 25. marts.
28. marts, dagen efter Danske Universiteters fælles udmelding, forholdt også Københavns Universitet sig til stillerummene. KU’s stillerum vil fremover blive holdt fri for alt, der ikke er en del af ”campusadministrationernes indretning af rummet,” oplyses det i en nyhed på KU’s intranet. Studerende og medarbejdere havde indtil 3. april til at hente eventuelle effekter fra rummene.
”I tråd med udmeldingen vil KU fremover holde mere opsyn med rummene, så de fremstår neutrale og tilgængelige,” skriver KU, der ifølge sin egen opgørelse har syv stillerum. AU har til sammenligning fire og er ved at åbne et femte.
Uniavisen, universitetsavisen på KU, har gennemgået en række af stillerummene på KU siden udmeldingen. I et af stillerummene på KU’s Søndre Campus lå der pamfletter fra Hizb ut-Tahrir og en bog fra en canadisk imam, Bilal Philips, som er på Danmarks liste over udenlandske, religiøse forkyndere, der er udelukket fra indrejse til Danmark af hensyn til den offentlige orden i landet. Da Uniavisen nogle uger senere besøgte rummet, var det fjernet.
Brian Bech Nielsen: Reagerer ikke på politisk pres
Det er rektor på Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen, som er formand for Danske Universiteter. Da Omnibus i marts spurgte rektoren til stillerummene på AU, lød svaret nogenlunde som det, Danske Universiteter netop har meldt ud. Altså at rummene skal holdes neutrale, og at der skal være plads til alle.
Brian Bech Nielsen har over for Kristeligt Dagblad afvist, at Danske Universiteter reagerer på et politisk pres.
”Nej, det kan man ikke sige. Vi følger med i debatten og i verden omkring os og synes, der var grund til, at vi formulerede vores stillingtagen, således vores position står klart for alle,” udtalte han til avisen 1. april.
”Det løber mig koldt ned ad ryggen”
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) synes ”generelt set”, at det ”lyder som en dårlig idé,” at AU er ved at åbne et femte stillerum. Det sagde han 19. marts i Folketingssalen til et spørgsmål stillet af Peter Skaarup (D).
Minister om nyt stillerum på AU: "Overordnet set synes jeg, at det er en dårlig idé"
Flere har i den seneste tid udtalt sig kritisk om, at AU åbner endnu et stillerum. Senest har Liberal Alliances uddannelsesordfører, Sandra Elisabeth Skalvig, i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad skrevet, at det løber ”mig koldt ned ad ryggen, når jeg læser, at Aarhus Universitet er på vej til at åbne sit femte stillerum”.
”Universiteterne har selveje, og det skal der ikke rokkes ved. Men det fritager ikke ledelsen for ansvar. Derfor vil jeg minde rektor på Aarhus Universitet om, at der ligger et ledelsesmæssigt ansvar her, som ser ud til at blive misforvaltet. Universiteterne er templer for videnskaben - ikke for religionsdyrkelse,” skriver hun.