SDU lukker fordybelsesrum permanent
SDU vælger at lukke universitetets såkaldte fordybelsesrum permanent. Det sker, efter rummet har været midlertidigt lukket siden 19. februar.

Efter fem måneder med midlertidig lukning af fordybelsesrummet har ledelsen på SDU valgt at gøre lukningen permanent. Det sker efter en række henvendelser og møder med studerende, borgere og interesseorganisationer. Her er ledelsen kommet frem til, at “det ikke er en opgave for universitetet at stille et særligt rum til rådighed for individuel fordybelse eller refleksion”. Det skriver SDU på sin hjemmeside.
Tilbage i februar måned lød det ellers fra ledelsen på SDU, at man lukkede fordybelsesrummet midlertidigt på baggrund af, at rummet var blevet indrettet med effekter, som ikke fremstod neutrale, hvilket var en forudsætning for rummets tilblivelse.
AU har fortsat fem stillerum
Siden har spørgsmålet om fordybelsesrum, refleksionsrum, stillerum og bederum på universiteterne været til heftig debat på den politiske scene. Her har blandt andre statsminister Mette Frederiksen, udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) og udlændinge- og integrationsordfører Frederik Vad (S) blandet sig. De har alle gjort det klart, at de gerne ser rummene på universiteterne lukket.
Statsministeren vil ikke have 'bederum' på universiteterne, men hvad med AU’s 'stillerum'?
På trods af debatten stiller AU fortsat fem stillerum til rådighed. De er at finde i henholdsvis Studenternes Hus, bygning 1264 på Health, DPU i Emdrup, på Katrinebjerg og Navitas.