DEBAT: "Jeg køber ikke præmissen om, at indførslen af AI er forudbestemt og ustoppelig"

Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Den digitale transformation vi står overfor, er enorm i sin rækkevidde…” Sådan skriver dekan Maja Horst og prodekan Niels O. Lehmann fra Arts i en kronik bragt i Politiken 25. februar. Jeg giver dem helt ret i, at AI-værktøjer og især chatbotter skaber nye udfordringer i forhold til, hvordan vi underviser og eksaminerer de studerende i de humanistiske fag. Derfor er det kærkomment, at de sætter gang i debatten. Men enige er vi ikke. 

Horst og Lehmann mener, at ”kunstig intelligens kan skrive bedre opgaver end de fleste studerende”. Jeg kan slet ikke genkende denne dystre påstand! Faktisk har jeg stor tillid til, at mange af de studerende, jeg møder på universitetet, kan skrive betydeligt bedre end maskiner. Det er almindeligt kendt, at AI-generede tekster i sagens natur er generiske og overfladiske. Og som påpeget af de to skribenter, er de også tit upålidelige. Vi ved udmærket godt, at chatbotter ’hallucinerer’ og laver fejl, fordi de netop ikke ’tænker’, som et menneske gør. 

Chatbot-gak

Heldigvis, mener Horst og Lehmann, har vi humanister de nødvendige kritiske evner til at vurdere kvaliteten af en tekst. Ja, men jeg synes ikke, vi kommer til at træne disse evner, hvis vi udelukkende fokuserer på at granske tekster, som er producerede af chatbotter. Horst og Lehmann foreslår, at vores historiestuderende ikke skal skrive kildeanalyser fra bunden, men vurdere og forbedre AI-generede analyser. Kunne man forestille sig en mere kedelig og demotiverende måde at undervise på i historie? Og hvad med alle de tusindvis af historiske kilder, som ikke er blevet digitaliserede, og derfor er uden for chatbotternes rækkevidde? I min undervisning vil jeg fortsat gerne læse menneske-skrevne tekster sammen med de studerende – både ældre og nyere, håndskrevne og trykte, på nutidsdansk og på andre sprog. Jeg synes, dét er meget mere spændende og meningsfuldt, end at bruge tid på at afkode noget gak, som en eller anden chatbot har skrevet. 

Køber ikke præmissen

Horst og Lehmann mener, at AI-kompetencer bliver afgørende for arbejdsmarkedet i fremtiden. Det kan godt være, det bliver én af flere vigtige kompetencer, men præcis hvad behovet bliver på blot lidt længere sigt, kan ingen vide, fordi situationen konstant ændrer sig i et rasende tempo. Det kan sagtens være, at man kommer til at efterspørge det modsatte. Jo mere chatbotterne fylder, desto større bliver behovet for mennesker, som besidder klassiske humanistiske evner til at læse i dybden, til at forstå sammenhænge og kontekster, og til at skrive og formidle målrettet. Som historiker ved jeg, at kampe omkring nye teknologier ikke er noget nyt. Jeg køber simpelthen ikke præmissen om, at indførslen af AI er forudbestemt og ustoppelig. Vi kan naturligvis ikke lade som om, den ikke eksisterer, men den hurtige vækst bør snarere mane til forsigtighed og tålmodighed, mens vi finder ud af, hvilken vej udviklingen vil føre os. Her er jeg enig med Horst og Lehmann i, at vi er nødt til at lære sammen med resten af samfundet. Men denne læring behøver ikke være ensbetydende med at ”omfavne transformation” uden spørgsmål. 

Måske er jeg håbløs idealist

I denne forbindelse er jeg skuffet over, at Horst og Lehmann intet siger om de betydelige etiske udfordringer ved brug af AI-chatbots. Skal vi virkelig invitere endnu flere store tech-aktører – med deres nogle gange ret tvivlsomme værdier og retninger – ind på vores universitet? Og det er yderst uklart for mig, hvordan man forener miljøbelastning i form af det høje energiforbrug, hver eneste gang vi bruger en chatbot, med universitetets ambitioner om at ”arbejde for en bæredygtig udvikling for Danmark og for verden”.  

Jeg bliver faktisk trist af at læse om Horsts og Lehmanns reelt dystre visioner, selvom de præsenteres i et optimistisk sprog. Jeg synes, vi kan og skal være mere ambitiøse end blot at være et universitet, der leverer stof til maskinen i form af dygtige borgere, der danser efter tech-giganternes melodier. Jeg vil fastholde det humane ved humaniora, som handler om menneskelighed og vores medmennesker, både i fortid, nutid – og fremtid. Måske er jeg håbløs idealistisk, men jeg vil hellere lade min undervisning være præget af disse værdier end af Horst og Lehmanns ganske dystopiske visioner.

Det er nærliggende at sammenligne AI med ultraforarbejdet mad. Man kan købe en ultraforarbejdet kage bestående af mystiske kemikaliekombinationer – man kan også lære at bage kagen selv, så man ved, hvilke råvarer og processer der er i. Det kræver håndværk og erfaring. Det samme gælder, når man skal skrive videnskabelige tekster og jeg vil gerne fortsætte med at hjælpe de studerende til at blive dygtige til det håndværk. De studerende skal ikke bare kunne bedømme en tekst – de skal også kunne lave dem.