DEBAT: Skal studerende snydes for at lære at skabe ny viden?
GAI er en efterplaprende og ”hallucinerende” papegøje-teknologi, der ikke er udviklet til at fremme kreativitet, originalitet, intelligens og andre gode menneskelige egenskaber i den videnskabelige proces, som bør være i fokus, når vi uddanner studerende, skriver lektor Jens-Bjørn Riis Andresen i en respons på kronik skrevet af Artsdekan og -prodekan.
Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Maja Horst og Niels Lehmann afslutter deres replik til Mary Hilsons debatindlæg i Omnibus med en sportsmetafor. I fortsættelse heraf vil jeg hermed stille mig ved siden af Mary Hilson til en mixed double.
REPLIK: Så uenige er vi måske heller ikke – kun på ét punkt
Dekan og prodekan hævder i deres kronik i Politiken, at er man i stand til at prompte med umage, leverer GAI høj kvalitet. I kronikken lyder det, at ”en relativt svag studerende (kan) producere et imponerende speciale på under en uge”. De hævder desuden, at arkæologi ”for 20 år siden var [det] et håndværk baseret på udgravninger og arkivstudier”, mens man i dag laver simuleringer og datamodeller.
DEBAT: "Jeg køber ikke præmissen om, at indførslen af AI er forudbestemt og ustoppelig"
Påstandene bliver fremlagt uden belæg og demonstrerer ovenikøbet manglende viden om de fagligheder, som de er sat til at lede.
Alle vil kunne genkende, at når nye studieordninger skrives, skal vi for ethvert kursusmodul på fagene definere målkravene for viden, færdigheder og kompetencer. Horst og Lehmann fokuserer i kronikken på kompetencer, men glemmer resten.
Hvor kommer da al denne ‘viden’ fra, som GAI har adgang til? Ja, tech-giganterne har suget mængder af information ud af alt, hvad der kunne komme under deres negle og har lagret det i kæmpe, energislugende datacentre. Og dette monster skal vi så blive ved med at fodre og blive afhængige af. Næste skridt er så at smide vore kære biblioteker ud og brænde bøgerne. Så har vi nået ”point of no return”.
Kunsten at skabe ny viden
Hvordan da skaffes ‘ny viden’? Ikke fra GAI i hvert fald. GAI er en efterplaprende papegøje-teknologi, der ”hallucinerer”. GAI formår ikke at identificere nye forskningsperspektiver eller lakuner i en faglighed, der som genstand har en empiri. Den har ingen begreb om uåbnede arkivpakker, ubearbejdede fund eller nye undersøgelsesmetoder. Kan GAI fortolke historiske tekster? Kan GAI fortolke dokumentation fra arkæologiske udgravninger? Kan GAI behandle et stof ud fra nye teoretiske perspektiver? Jeg tvivler, stærkt endda. Kort sagt: GAI er ikke en teknologi udviklet til at fremme kreativitet, originalitet, intelligens og andre gode menneskelige egenskaber i den videnskabelige proces.
Dertil kommer færdigheder. Det er en misforståelse at opfatte udgravninger som et håndværk, selvom vi bruger hænderne. Udgravninger skal læres som en refleksiv proces, hvor iagttagelser og forventninger (viden) løbende er i dialog. Uden egen viden i øjeblikket for undersøgelsen, ingen dialog. Og på lignende måde er læsning og tolkning af tekster en refleksiv proces.
Selvfølgelig skal nye teknologiske muligheder udnyttes fremover. Men blot ikke ukritisk. Hvis en ny teknologi kan løse manuelle eller andre opgaver, skal dette forhold udnyttes til at fremme kvaliteten i den videnskabelige proces. Dette perspektiv er hos Horst og Lehmann desværre helt fraværende. De er fokuseret på at studierne tjener det formål, at ”få gode liv og arbejdsliv i et digitalt transformeret samfund”. Det er et prisværdigt mål, men studierne tjener jo (først og fremmest) til at dygtiggøre sig inden for en videnskabelig disciplin, hvis formål det er at skaffe ny viden. Denne kunst skal læres, den skal legemliggøres i den studerende selv. Og denne oplevelse skal de studerende ikke snydes for.