REPLIK: Så uenige er vi måske heller ikke – kun på ét punkt

Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribenternes holdning.

På baggrund af Mary Hilsons debatindlæg må vi konstatere, at vi i vores kronik om Generativ AI (GAI) i Politiken har fået formuleret os misforståeligt. I vores øjne er vi langt mindre uenige, end vi ser ud til at være i Hilsons optik. Faktisk forekommer det os, at uenigheden kan koges ned til et enkelt punkt. Det vender vi tilbage til. Først vil vi gerne markere, hvad vi ikke er uenige i.

DEBAT: "Jeg køber ikke præmissen om, at indførslen af AI er forudbestemt og ustoppelig"

En bunden opgave

Hilson hævder, at vi skulle have foreslået, at ”historiestuderende ikke skal lave kildeanalyser fra bunden”. Det billede kan vi ikke genkende, for vi kunne ikke drømme om at forhindre undervisere i at ”læse menneske-skrevne tekster sammen med de studerende”. Selvfølgelig skal der stadig bedrives klassisk hermeneutiske studier på et humanistisk fag. For os drejer det sig på ingen måde om at erstatte de humanistiske kompetencer med digitale men derimod om at hjælpe de studerende med at tilegne sig begge dele.

Det er ikke nogen nem opgave, for vi skal opfinde nye måder at bedrive dybdestudier på i en presset tid, hvor fristelsen til at overdrage dem til kunstig intelligens er stor. Lykkes det os at holde balancen, kan det imidlertid være, at vi mennesker bliver bedre til det hermeneutiske arbejde. For ud over, at vi anser det for at være en bunden opgave at sikre vores kandidaters relevans på et arbejdsmarked, hvor AI vinder større og større indpas, rummer GAI et enormt potentiale for at forbedre læreprocesserne.

Kritisk sans og digitale kompetencer

Hilson antyder med rette en række risici forbundet med GAI. Og vi kan sagtens få øje på de mange faldgruber. Netop derfor understreger vi i kronikken vigtigheden af kritisk sans. I en AI-tid er den vigtigere end nogensinde, for vi vil blive oversvømmet af AI-genereret kommunikation. Hvis vi forstår Hilson korrekt, opfatter hun os som pessimistiske teknologideterminister, der forstår ”indførslen af AI” som ”forudbestemt og ustoppelig”.

Det er rigtigt, at vi ikke tror, at GAI kan puttes tilbage i flasken. Ligegyldigt hvor kritisk man er over for indførelsen af AI i alle samfundssektorer, tror vi, at GAI er kommet for at blive. Men for os handler det på ingen måde om bare at lægge os ned og lade sig køre over af teknologien. Tværtimod. For os at se gælder det om at arbejde med, hvordan vi skal integrere GAI, så vi får mest muligt ud af det, og det kræver, at man lærer at interagere med, bruge og reflektere over teknologiens virkninger. Vi tror ikke, at hverken studerende eller undervisere kan opøve kritisk, refleksiv brug, uden at man har tilegnet sig et bredt sæt af digitale kompetencer.

Her er vi uenige

Hermed er vi nået frem til uenigheden, nemlig spørgsmålet om hvor omkalfatrende AI vil blive for samfundet som helhed og for uddannelsessystemet mere specifikt. Hilson finder dels, at vi overgør kvaliteten af de output, man kan få applikationerne til at levere. Dels køber hun ikke præmissen om, at teknologien er blevet et vilkår.

Her ser vi temmelig anderledes på sagen. Vi bliver jævnligt overraskede over, hvor høj en kvalitet GAI er i stand til at levere. I hvert fald når man gør sig umage med sine prompts. For et par år siden var det nok rigtigt, som Hilson hævder det, ”at AI-generede tekster i sagens natur er generiske og overfladiske”. Men i dag er AI en grundteknologi, som snart vil findes i næsten alle de teknologier, vi anvender i hverdagen. 

Derfor mener vi, at vi svigter vores studerende, hvis vi ikke forbereder dem til at arbejde med GAI. Teknologien har allerede gjort sit indtog på arbejdsmarkedet, og mange af de opgaver, som vores studerende tidligere lavede i deres første job, er godt på vej til at blive overdraget til GAI. Derfor er det nødvendigt, at vores kandidater får de kompetencer, der sætter dem i stand til at interagere med teknologien ved at bidrage med det, som kun mennesker kan levere.

Løsningerne skal vi finde sammen

Ligesom Hilson, ville vi gerne kunne skynde os langsomt, så vi kunne koncentrere os om andre senmodernes udfordringer. Netop derfor anmoder vi i kronikken offentligheden om at have forståelse for, at det tager tid at arbejde med problemerne. Men hvis fremtiden er, at GAI kan skabe produkter (mindst) på det niveau, vi selv kan frembringe, ser fremtiden ud til at være nu. 

Det er ikke enkelt at integrere GAI i uddannelserne. Og situationen er næppe ens for alle. I kronikken angiver vi kun nogle relativt forkølede overordnede bud, og der er et enormt behov for, at vi alle sammen arbejder på at finde løsninger – både dem, der kan bruges på tværs af fag, og dem, der er helt specifikke for de enkelte fag. De sidste fordrer faglig indsigt og må derfor findes i de lokale fagmiljøer.

Vi har forsøgt at give bolden op. Tak til dig, Hilson, for at sættet battet på, så vi fik mulighed til at præcisere banen, som vi ser den.