Omnibus prik

DEBAT: Konservative Studenter: "Uden de mindre studenterpolitiske foreninger er bestyrelsesvalget afgjort på forhånd"

Hvis vi i Konservative Studenter ikke stillede op til universitetsvalget i år, ville der de facto ikke være noget valg til bestyrelsen. Derfor er det vigtigt, at vi værner om studenterdemokratiet og sikrer et system, hvor mindre foreninger og løsgængere har mulighed for at deltage demokratisk, skriver Max Manøe Bjerregaard, formand for Konservative Studenter.

Dette er et debatindlæg. Synspunkterne i indlægget er skribentens. Foto: Konservative Studenter

Konservative Studenter (KS) har en over 90-årig lang historie på Aarhus Universitet, hvor vi har deltaget i universitetsvalgene, siden de først opstod. Målet ved valgene har altid været at organisere de studerende i studenterpolitik og give dem en demokratisk stemme og medindflydelse på det universitet, vi alle skal værne om.

Denne hensigt er i dag udfordret. Studenterrådet dominerer studenterpolitikken, og manglende initiativ fra studerendes side i at organisere sig på en måde, hvor der ikke kun er én stor forening mod én lille forening, gør, at valget reelt er afgjort på forhånd. Hvor man i landspolitik taler om, at der er for mange partier, er situationen på Aarhus Universitet den stik modsatte. Her stiller kun Studenterrådet og Konservative Studenter i år op til bestyrelsesvalget og de fleste akademiske råd, mens den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum stadig forsøger at finde sit fodfæste efter sin genopstart.

REPLIK: Studenterrådet: "At løse problemer som mangel på læsepladser er hverken en blå eller rød sag"

Studenterrådet gemmer sig bag et slør af neutralitet og objektivitet

For at få en af de to pladser i bestyrelsen på Aarhus Universitet kræver det over 30 procent af stemmerne. Dette betyder, at vi i KS skal mere end tredoble vores stemmeprocent fra sidste valg, og vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at dette sker. Sandheden er dog også, at mens vi har meldt et klart ideologisk og værdimæssigt standpunkt ud, gemmer Studenterrådet sig bag et slør af neutralitet og objektivitet, hvor enhver værdikamp nedprioriteres for at maksimere stemmer. Derudover opstiller Studenterrådet med en rangeret liste, der sikrer de to spidskandidater sejren, hvis Studenterrådet lykkes med at bevare sine to mandater.

Mens vi har meldt et klart ideologisk og værdimæssigt standpunkt ud, gemmer Studenterrådet sig bag et slør af neutralitet og objektivitet, hvor enhver værdikamp nedprioriteres for at maksimere stemmer.

Bedre magtstrategi for KS at stille op for Studenterrådet 

I dag er det stadig muligt at stille op som løsgænger, men det ses dog sjældent i praksis. Studenterrådets neutralitet tiltrækker løsgængere. Hvis vi i KS ønskede at være udspekulerede, ville det være en bedre magtstrategi for os at stille op for Studenterrådet i fredsvalg fremfor at tage kampene til universitetsvalget. Dette kommer vi dog ikke til at gøre. Stemmeprocenten ved sidste bestyrelsesvalg i 2022, hvor studerende skulle stemme, var sølle 18,47 procent, hvilket efter min opfattelse skyldes, at mange studerende har svært ved at se, hvilken forskel deres stemme egentlig gør. Hvis man som studerende virkelig vil gøre sin stemme gældende, bør man derfor stemme på mindre foreninger såsom os og Frit Forum eller en løsgænger. Kun på den måde kan vi gøre universitetsvalgene (her sigtes ikke til selve valghandlingen) demokratiske og sikre, at det ikke blot bliver et show, hvor den reelle kamp foregår bag Studenterrådets lukkede døre, hvor rækkefølgen på listen aftales på forhånd. 

Hvis vi i KS ønskede at være udspekulerede, ville det være en bedre magtstrategi for os at stille op for Studenterrådet i fredsvalg fremfor at tage kampene til universitetsvalget. Dette kommer vi dog ikke til at gøre.

I KS kommer vi til at kæmpe alt, hvad vi kan, for at få et godt valg, og hvis man ønsker at gøre op med status quo, skal man stemme på os – uanset om man er erklæret borgerlig eller ej.

Max Manøe Bjerregaard er formand for Konservative Studenter i Aarhus og spidskandidat til bestyrelsen på Aarhus Universitet for Konservative Studenter.

Korrekturlæst af Charlotte Boel