Omnibus prik

REPLIK: Studenterrådet: "At løse problemer som mangel på læsepladser er hverken en blå eller rød sag"

Vi har én klar politisk retning og værdimæssigt standpunkt: at tale de studerendes sag, kæmpe for deres rettigheder og løse de konkrete problemer, studerende måtte stå i. Sådan skriver Studenterrådet i et svar på Konservative Studenters kritik af rådet for at dominere studenterpolitikken og "gemme sig bag et slør af neutralitet og objektivitet".

Dette er et debatindlæg. Synspunkterne i indlægget er skribenternes. Foto: Studenterrådet

Vi i Studenterrådet er enige med Konservative Studenter (KS), når de siger, at den lave valgprocent på AU er ærgerlig, og at det ville være fedt, at flere studerende stemte til universitetsvalget. Jo flere studerende der stemmer, desto stærkere står dem, som bliver valgt, og vores alles fælles stemme – og jo sværere bliver det at feje studenterindflydelsen til side.

Når KS skriver, at der ikke er nok studerende, der organiserer sig ”på en måde, hvor det ikke kun er én stor forening”, har vi dog lidt mindre forståelse for kritikken. Ja, jo flere ’varianter’ der er på hylderne, desto større frivalg – så langt er vi enige. Men det er jo op til de enkelte studerende selv at vælge, hvor de vil organisere sig, og hvor de vil lægge deres kræfter – det i sig selv er jo også et frit valg.

DEBAT: Konservative Studenter: "Uden de mindre studenterpolitiske foreninger er bestyrelsesvalget afgjort på forhånd"

Vi har én klar politisk retning

Givet at der kun er de to pladser på valg (til bestyrelsen), er det svært at gøre noget ved, at det kræver over 30 procent at få en plads – det er et demokratisk standardsystem.

Vi har én klar politisk retning og værdimæssigt standpunkt: at tale de studerendes sag, kæmpe for deres rettigheder og løse de konkrete problemer, studerende måtte stå i – og det gælder alle studerende på hele AU. At løse problemer, som at der mangler læsepladser, eller at eksamener håndteres ordentligt, er hverken en blå eller rød sag.

Når KS kritiserer løsgængere for at stille op sammen med Studenterrådet, har vi igen svært ved at se det negative i, at nogle studerende tager et frit valg om, hvordan de ønsker at stille op. Vores oplevelse er, at mange af de studerende, der stiller op, gør det, fordi de vil forbedre vilkårene i deres lokale studiemiljø – eller måske har et helt konkret problem, de vil løse. I Studenterrådet har vi både meget erfaring, som kan hjælpe med det, og gode muligheder for sparring; vi er på mange måder en græsrodsbevægelse, hvor alle studerende kan samles og dele kræfter og evner.

Bare stem!

Til sidst: Når KS siger, at man i år kun kan gøre univalget demokratisk ved at stemme på løsgængere eller på KS – til det er vores budskab helt klart: Bare stem! Hvis univalget skal batte noget, sådan rigtigt, så bare brug din stemme i første omgang. Jo flere studerende der stemmer til univalget, jo nemmere er det for de to studerende, der bliver valgt ind i bestyrelsen, at komme til bordet og blive lyttet til og taget alvorligt – ligegyldigt hvem du stemmer på.

Brug din stemme – og husk, at ligegyldigt hvad KS (eller vi, for den sags skyld) siger, for det er din stemme, og du sætter den, hvor du vil.

Korrekturlæst af Charlotte Boel