Omnibus prik

Campusguide Emdrup: Campus med højt til loftet, konservesklub – og en nazi-fortid ...

AU's campus i Emdrup er et lille studiemiljø for studerende på uddannelsesvidenskab og en række pædagogiske og didaktiske kandidatuddannelser. Her læser man i smukke historiske omgivelser med højt til loftet – og et nazi-strejf. Den årlige julefrokost, som fredagsbaren BarBund afholder i samarbejde med Aarhus Universitets Fællesskab for Udbredelse af Konserves, er et must.

Aarhus Universitets campus i Emdrup huser blandt andet uddannelsen uddannelsesvidenskab og en række kandidatuddannelser inden for pædagogik, didaktik og uddannelsesvidenskab. Foto: Lars Kruse, AU Foto

AU  MEGET MERE END AARHUS!

AU's uddannelser er fordelt på flere campusser i Herning, i Emdrup ved København og i Aarhus. I Aarhus er der studerende både på AU's gule campus, der omkranser Universitetsparken, i Nobelparken, på Katrinebjerg, på NAVITAS, på Fuglesangs Allé og i AU's nye campus Universitetsbyen. Lidt udenfor Aarhus finder man Moesgaard, hvor antropologi og arkæologi holder til. Og næste år åbner AU's nye campus i Viborg.

Fire campusguides

Omnibus har talt med garvede studerende fra AU's forskellige campusser, og i den kommende tid bringer vi campusguides fra følgende campusser:

Guiden er bragt første gang i 2023.

Jon Kristian Wandahl Hansen læser uddannelsesvidenskab på 5. semester på AU's campus i Emdrup.

Her finder du billig kaffe eller frokost

Jon: ”Hvis vi skal have billig frokost, går vi ned i kantinen og køber en sandwich. Det er helt klart det lækreste. Skal man have snacks, er det billigst i Netto, som ligger tæt på campus. Hvis man gerne vil have billig kaffe, vil jeg anbefale at have sin egen instantkaffe med og så gå ned på biblioteket, hvor der er et lille køkken.”

Her finder du billige øl

Jon: ”Helt klart i fredagsbaren BarBund, som har åbent hver fredag. Her er man garanteret fest med en billig øl. Hvis det ikke er fredag, går vi i Netto og køber en kasse af den billige Harboe, som vi sidder og drikker i parken, hvilket er virkelig godt for det sociale, og det er virkelig hyggeligt.”

Hvor følger du med i, hvad der sker på campus?

Jon: ”Jeg finder nyheder lidt forskellige steder, da der ikke rigtigt er et samlet sted med info på Campus Emdrup. Fester og sociale arrangementer bliver ofte slået op inde i de facebookgrupper, der bliver oprettet, når vi starter herude, så som ny er det vigtigt at melde sig ind i dem, så man får besked om arrangementerne. Jeg følger også med på de opslagstavler, der hænger ude på campus, især i forhold til de mere faglige begivenheder som specialeforsvar eller DPU Debat.”

Det bedste sted til at læse og skrive

Jon: ”På Campus Emdrup er der en gammel festsal, som nu bruges til foredrag og lignende, hvor jeg synes, det er godt at sidde og fordybe sig med andre eller alene. Der er en seriøsitet derinde, som er god at arbejde i, og så er det bare bonus, at det er et smukt og gammelt lokale.”

Disse arrangementer må du ikke gå glip af

Jon: ”Det bedste arrangement er helt klart julefrokost i BarBund i samarbejde med klubben Aarhus Universitets Fællesskab for Udbredelse af Konserves (AUFFUAK), som virkelig trækker folk til. Det er et lidt sjovt arrangement, hvor der bliver serveret mad af konserves tilberedt af kokke, som virkelig pimper konservesmaden. Julefrokosten synes jeg virkelig ikke man må gå glip af. Vi arrangerer også en fællestur til Aarhus til Kapsejladsen, som er vildt fedt, fordi man virkelig kan mærke, at man er en del af et større universitet. Af faglige aktiviteter kan jeg godt lide DPU Debat, der fire gange om året holder arrangementer, som plejer at være ret fede.”

Dit studieliv bliver ikke komplet uden ...

Jon: ”Mit studieliv er ikke komplet uden alt det, der foregår rundt om undervisningen. Samtaler med mine venner fra studiet omkring tekster og artikler, som sætter min læring i kontekst, og hvor det, jeg har lært, også bliver bredt ud i et større perspektiv. Det, at man kan kombinere det faglige og det sociale bagefter. Hvor der er plads til ikke kun at spille beerpong i Fredagsbaren, men også til at diskutere det faglige, vi lærer, synes jeg er uundværligt. Det, at vi bliver bundet sammen af det faglige og det sociale, synes jeg virkelig er fedt.”

Et sidste godt råd

Jon: ”Jeg synes, det vigtigste er, at man er modig og tør kaste sig ud i sit nye studieliv. Det giver virkelig meget at prøve nye ting og skabe nye relationer. Jeg tror, man kommer langt ved at have en positiv attitude og gåpåmod omkring sit nye studieliv."

OM CAMPUS EMDRUP: FRA NAZIBORG TIL PÆDAGOGISK HØJBORG

Campus Emdrup ligger i den nordvestlige del af København og huser den københavnske del af instituttet DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse). Men bygningen Emdrupborg har en historie, der rækker langt tilbage. I 1800-tallet lå her et landsted, som siden blev til en ”fri og folkelig Læreanstalt for vordende Lærere”.

Fra 1917 husede bygningen husvilde, indtil aktieselskabet Deutsche Schule opkøbte grunden under besættelsen og opførte en skole og gymnasium for tyskere i Danmark, dog indrettet med indendørs skydebane og boksehal. Bygningen er tegnet af den tyske arkitekt Werner March, der også har tegnet det olympiske stadion i Berlin.

I årene efter besættelsen fungerede stedet som flygtningelejr, men i 1947 blev bygningen overtaget af blandt andre Danmarks Lærerhøjskole, og i den forbindelse blev bygningens nazistiske præg forsøgt fjernet. Siden har bygningen dannet rammen om forskning og undervisning i pædagogik og uddannelse.

Korrekturlæst af Charlotte Boel