Omnibus prik

Eksamenerne må vente – sprinter med 41 kilometer i timen mod OL-drømmen

Sprinteren Simon Hansen løb ikke bare et, men hele to historiske resultater hjem ved EM i atletik i begyndelsen af juni. Siden har han haft ét fokus: OL i Paris. De sidste eksamener på bacheloruddannelsen i virksomhedskommunikation må vente. Han prioriterer sin træning, og studiet må ikke distrahere.

Foto: Roar Lava Paaske

”I used to pray for times like these”

Sådan står der skrevet med tusch på skumsålen af Simon Hansens pigsko. Citatet minder sprinteren fra Bording om, at deltagelsen ved store internationale mesterskaber engang blot var drømme. I dag er drømmene en realitet, og sæsonen har allerede resulteret i historiske resultater.

Citatet minder også om de kompromisser, rejsen har medbragt. Simon Hansen ser for tiden sine studiekammerater blive færdige på bacheloren i virksomhedskommunikation i engelsk; selv må han vente til august. Først venter nemlig en eksamen af en helt anden kaliber: sommerens Olympiske Lege i Paris fra 26. juli til 11. august. Siden sprinteren fra Midtjylland på dramatisk vis kvalificerede sig til 100-meterfinalen ved EM i juni og her løb karrierens hurtigste tid, har OL været fokus. Bacheloruddannelsens færdiggørelse må vente.

Ved EM i atletik 7.-12. juni 2024 sprintede Simon Hansen sig som den første dansker nogensinde til en 100-meterfinaleplads ved EM. Ikke nok med det, så løb Simon Hansen sammen med det danske stafetlandshold sig til en international stafet-finaleplads for første gang siden OL 1920.

Men Simon Hansen er langt fra færdig: De to historiske sprintresultater ved EM er kun begyndelsen på sæsonen. Vi møder Simon Hansen til træningen på den røde løbebane i Viby en let overskyet tirsdag morgen, for målet er klart:

”Fokus ligger på OL i Paris. Selvom intet er sikkert endnu, kan jeg lige så godt begynde at fokusere på OL nu. Den skal bare have en over nakken.”

Alle følelser forsvinder. Der er en stemme i mit hoved, som siger: Simon, du skal græde; du skal råbe og være sur – men der er bare intet.

400-meterbanen på Viby Stadion er noget mere ydmyg end det Olympiske Stadion i Rom, hvor Simon Hansen løb EM-finalerne: Stadion er tom, og manglen på tribuner gør, at vinden tydeligt mærkes – særligt når man som Simon Hansen løber med en topfart på 41 kilometer i timen.

Simon Hansens medbragte højttaler spiller musik under træningen, og temaet er livlig bas.

”Atletikken er mit primære fokus”

Under de specifikke udstrækningsøvelser, Simon Hansen rutinemæssigt laver inden intervalløb, forklarer han detaljeret og ærligt om følelserne, han oplevede inden og under 100-meterfinalen ved EM, hvor han først missede finalen med en hundrededel af et sekund:

”Da jeg ser, at ham tyskeren (Robin Ganter, red.) har løbet en hundrededel af et sekund hurtigere end mig, tænker jeg: Så er det hele bare lige meget. Alle følelser forsvinder. Der er en stemme i mit hoved, som siger: Simon, du skal græde; du skal råbe og være sur – men der er bare intet. Først da jeg har fået en sludder med min træner og forlader det olympiske stadion, begynder jeg at tude.”

Simon Hansen fortæller dog, at der ikke var lang tid til tårer. Den danske elitechef brugte halvandet sekund på trøst, før fokus var på den mulighed, som viste sig ved et tysk afbud.

”Da jeg ser, at tyskeren sidder og tuder, fordi han ikke kan løbe finalen, går det op for mig: Nu er det nu. Pludselig går jeg tilbage ad det tunnelsystem, som jeg en halv time tidligere forlod stadion ad, med tårer i øjnene og tænker: Nu står du i den finale, nu gør du det. Jeg er egentlig ikke så nervøs, for jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg har trænet det i så lang tid.” 

Simon Hansen sprintede sig i finalen til en syvendeplads. Vinderen blev Marcell Jacobs, olympisk guldvinder på 100-meter ved OL i 2021.

Sporten er fokus

Siddende på den røde løbebane i Viby fortæller Simon Hansen om, hvordan han kombinerer sin elitesportskarriere med studiet på AU. Studiet kommer i anden række.

”Atletikken er mit primære fokus. Hvis jeg skulle gå og tænke over en eksamen, ville det gå ud over træningen, og det er bare uacceptabelt. Jeg vil virkelig gerne skolen, fordi jeg læser noget, jeg synes er interessant. Studiet giver mig en masse mening uden for sporten. Det er bare ikke mit hovedfokus,” forklarer Simon Hansen, mens han binder en træningselastik om hegnet, som omkranser Viby Stadion.

Til daglig læser Simon Hansen virksomhedskommunikation i engelsk på Aarhus Universitet, og han er en del af Dual Career-programmet i AU Elitesport, som hjælper AU-studerende med at koble studie og elitesport.

Eksamen og olympiske stadioner

Simon Hansen har fået en eksamen udskudt på grund af et 100-meterløb i Madrid. Løbet skal øge den i forvejen gode chance for, at sprinteren skal til OL denne sommer.

”Jeg har haft forholdsvis nemt ved at håndtere balancen mellem studie og sport. Jeg har siden syvende klasse skullet balancere de to ting, så jeg kender det,” forklarer Simon Hansen og forsætter:

”Jeg var kortvarigt på et collegeophold i USA, hvor loadet var utroligt hårdt både fagligt og sportsligt. Det blev jeg vant til, inden jeg tog hjem til Danmark, hvor der var knap så meget stress på.”

Simon Hansen forsøger at opdele sport og studie. De udskudte eksamener lader ham fokusere på løbet i Madrid og det danske mesterskab 29.-30. juni, som også afvikles inden OL.

”Jeg havde stået til OL et halvt år forinden, og så er det ikke så intimiderende at komme ind til en akademiker i fem minutter.”

Erfaringerne fra sine sportspræstationer på internationalt niveau bruger han på studiet:

”Jeg havde på et tidspunkt en gruppeeksamen, hvor jeg godt kunne mærke nerverne hos mine medstuderende. Jeg havde stået til OL et halvt år forinden, og så er det ikke så intimiderende at komme ind til en akademiker i fem minutter,” griner Simon Hansen.

Simon Hansen deltog ved OL i Tokyo i 2021. Her repræsenterede han Danmark med stafetlandsholdet på 4x100-meterstafet.

Markedsføring og sprint

”Jeg tror, mit studievalg er lidt ligesom i atletikken, hvor du ikke selv vælger den disciplin, du er god til – den vælger dig. Jeg har altid haft passion for markedsføring og branding. Det hænger også meget sammen med min sport, da jeg synes, markedsføring i den sammenhæng er virkelig spændende,” fortæller Simon Hansen.

Studiet og sporten har Simon Hansen også koblet i virksomheden HansenSprint, hvor han tilbyder træningsprogrammer og kurser. På Instagram følger mere end 150.000 følgere med, når Simon Hansen kommenterer sprint og teknik.

”Man bliver nødt til at være god til at brande sig selv i den sport her, for vi har ikke millionkontrakter ligesom i fodbold. Jeg er ret afhængig af det brand, jeg har skabt på sociale medier, da det er med til at betale huslejen,” forklarer Simon Hansen.

I used to pray for times like these”

Simon Hansen er færdig med opvarmningen. Det markeres med et skoskifte fra almindelige løbesko over til pigsko. På den ene er der med tusch skrevet ’I used to pray for times like these’.

Simon Hansen skrev citatet på skoene, to dage inden han startede 2024-sæsonen ved et stævne afholdt på hjemmebanen i Aarhus 1900’s hal på Havreballe Skovvej. Simon Hansen vandt stævnet, i et tætpakket internationalt sprintfelt, med den næsthurtigste tid på 60 meter nogensinde løbet af en dansker iført skoene; nu er de ’pensioneret’ og bruges kun til træning.

”Citatet minder mig om, at jeg er det sted, som jeg drømte om at være, da jeg var 15 år. Man kan nogle gange blive fanget i det her ræs om at samle point til EM og OL. Så kan man godt glemme, at de muligheder, jeg har, og det niveau, jeg har nu, er det, jeg altid har drømt om. Jeg har altid drømt om at leve det liv, jeg har nu.”

Selvom Simon Hansen har repræsenteret Danmark ved OL, betyder sejren på Havreballe Skovvej noget særligt. Stævnet var arrangeret af atletikklubben Aarhus 1900, som sprinteren repræsenterer:

”Det er stadig en af mine bedste performances på banen. Havde jeg løbet det samme løb i udlandet, havde det stadig været en fed performance, men oplevelsen blev bare så meget bedre af at gøre det på hjemmebanen og med mine forældre blandt publikum.”

I pausen inden Simon Hansens sidste intervalløb, hvor ”der var lidt mere fut i fejemøget”, forklarer han om, hvor vigtigt det er for ham, at han ikke skal tænke på eksamener inden OL. Træningen er førsteprioritet. Prioriteringen har resulteret i en sæson, som kan sammenlignes med få danske sprinteres. Men sæsonen er langt fra slut. OL venter. Og som Simon Hansen råber på vej ned mod det sidste intervalløb på det vindblæste stadion:

”The job is not finished”

Korrekturlæst af Charlotte Boel