Omnibus prik

Ekstern undersøgelse af studiemiljøet på Institut for Odontologi og Oral Sundhed er i gang

Den eksterne undersøgelse gennemføres, efter en række studerende sidste år berettede om et ”giftigt” og psykisk belastende studiemiljø. Institutleder forventer at kunne offentliggøre konklusioner og anbefalinger i det tidlige forår.

Institut for Odontologi og Oral Sundhed har iværksat en ekstern undersøgelse af studiemiljøet på instituttet efter kritik fra studerende. Foto: Ida Jensen, AU Foto

En række studerende ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed berettede sidste efterår anonymt i både Århus Stiftstidende og Omnibus om et ”giftigt” og psykisk belastende studiemiljø, primært på tandlægeuddannelsens klinikdel. Blandt andet i form af nedladende kommentarer og undervisere, der overfuser studerende både foran medstuderende og patienter i klinikken.

Institut iværksætter ekstern undersøgelse, efter at mere end 20 studerende står frem og beretter om ”giftigt studiemiljø”

Det fik instituttet til at foranledige en ekstern undersøgelse af studiemiljøet på instituttet. For ifølge institutleder Siri Beier Jensen havde instituttet tilsyneladende ikke kunnet fange kritikken fra de berørte studerende via de ordinære kanaler såsom undervisningsevalueringer og i fora med repræsentanter for studerende.  

”Vi har brug for at få kortlagt, hvad det handler om, så vi har noget konkret at handle ud fra. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at handle på det her”, sagde Siri Beier Jensen sidste år til Omnibus.

Spørgeskemaundersøgelse sendes ud i eksamensperioden

Instituttet har valgt, at Falck Healthcare skal gennemføre undersøgelsen, der både består af en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse og kvalitative gruppeinterviews med studerende og medarbejdere. Spørgeskemaundersøgelsen løber over tre uger i januar. Her inviteres alle studerende og medarbejdere med relation til den kliniske undervisning til at besvare et online spørgeskema. Adspurgt, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at gennemføre undersøgelsen midt i eksamensperioden, svarer Siri Beier Jensen:

”Det har vi drøftet med Falck Healthcare, som har stået for at udarbejde undersøgelsesdesignet. Falck Healthcare vurderede, at den kvantitative del af undersøgelsen godt kunne foregå i januar. Undersøgelsen foregår online og består af syv spørgsmål, som det vil tage 5-10 minutter at besvare, så det vurderes, at de studerende vil have mulighed for at deltage, selv om de ikke nødvendigvis er fysisk til stede på instituttet i den periode. Af den grund er svarperioden også udvidet til tre uger.”

Studerende inviteres til gruppeinterviews    

Instituttet har i nyheder til medarbejdere og studerende fremlagt procesplanen for undersøgelsen, og her fremgår det, at udvalgte medarbejdere og studerende vil blive inviteret til at deltage i gruppeinterviews. Eksempelvis inviteres tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter til at deltage i ét gruppeinterview, mens studieledere, studienævnsforpersoner og studenterrepræsentanter fra begge studienævn på instituttet deltager i et andet gruppeinterview. Også studerende, der gik på tandlægeuddannelsens 6. semester i foråret 2024, er indbudt til gruppeinterview, fordi det primært var studerende fra denne årgang, der anonymt stod frem i Århus Stiftstidende. Her vil de få mulighed for at uddybe de oplevelser og episoder, der er blevet delt i medierne, står der i procesplanen.

De studerende var anonyme, da de berettede om deres oplevelser til både Århus Stiftstidende og Omnibus. Det er oplevelser, som det kan være følsomt at tale om i plenum og uden vished om, hvem de andre tilstedeværende er. Hvilke overvejelser har I gjort jer om, hvordan det vil påvirke deres lyst til at dele deres oplevelser og dermed instituttets mulighed for at opnå indsigt?

”Igen vil jeg henvise til, at Falck Healthcare har stået for designet, og at de foreslår denne metode på baggrund af deres mangeårige erfaring med at gennemføre denne type undersøgelser. Vi mener, det er et godt forslag at give denne gruppe studerende mulighed for at uddybe, hvis vi skal opnå indsigt og læring,” siger Siri Beier Jensen og uddyber, at netop dette gruppeinterview vil foregå under andre præmisser end de øvrige interviews:

”Det vil også fremgå af invitationen til de studerende. For eksempel vil interviewet ikke foregå på instituttet, og det vil ikke blive transskriberet.”

Siri Beier Jensen fremhæver også, at alle kan række ud til chefpsykolog ved Falck Healthcare, Jacob Vindbjerg Nissen, som leder undersøgelsen.

Rapport forventes klar i det tidlige forår

Gruppeinterviewsene vil strække sig ind i marts, og Siri Beier Jensen håber, at instituttet kan have rapporten i hånden i det tidlige forår. Her vil rapportens hovedkonklusioner og anbefalinger blive offentliggjort til studerende og medarbejdere, og selve rapporten vil instituttet bearbejde i de relevante fora, oplyser hun.

”Jeg ser virkelig frem til at få resultatet af undersøgelsen, så vi kan handle på den. Vi skal have et godt og trygt studie- og arbejdsmiljø på instituttet,” slutter hun.  

Korrekturlæst af Charlotte Boel