Omnibus prik

International evaluering af AU i 2016

Universitetsledelsen har planer om en international evaluering af den faglige udviklingsproces i 2016.

”Vi vil gerne have internationale eksperter til at se på os udefra for at svare på, om AU har nået de mål, som vi satte os i 2011. Har vi for eksempel fået et velfungerende samarbejde på tværs af organisationen, bidrager vi til løsningen af vigtige problemer for det omgivende samfund, og henter vi store forskningsbevillinger til universitetet i fornødent omfang?” Siger rektor Brian Bech Nielsen.

Som et relevant målepunkt i en international undersøgelse peger rektor på EU’s støtteprogram for forskning og innovation Horizon 2020 med et samlet budget på 70,2 milliarder euro.  

”Et parameter vil garanteret være, hvordan vi klarer os i det forskningsprogram, der kaldes Societal Challenges i Horizon 2020.”

Universitetsledelsen har endnu ikke lagt sig fast på, hvem der skal forestå undersøgelsen.