Jeppe Kaas, formand for ARTS-rådet: Studerende er bekymrede for uddannelseskvaliteten

»Vi mangler stadig at se et konkret udspil for, hvordan fakultetet vil imødegå dimensioneringen. Men ud fra det, vi er blevet præsenteret for indtil nu, er vi bekymret for kvaliteten af uddannelserne, og om vi får nok undervisning. Vi ser allerede hold, hvor der ikke er nok undervisning, og det problem tror vi ikke bliver mindre med dimensioneringen. Jeg hører også fra studerende på de uddannelser, som man arbejder på at lægge sammen, at de er bekymret for, at det vil forringe fagligheden at undervise i for eksempel metode på tværs af forskellige fag. Men vi er glade for, at man ikke bare har valgt at lave forhastede beslutninger, og vi vil rigtig gerne samarbejde om at finde løsninger.«