Kriminalitetsforebyggelse generelt og ekskriminelles reintegration i samfundet har længe interesseret 33-årige Mikkel Rask Pedersen. Særligt når følelser af skyld og skam er involveret og blokerer for, at de afsonende kriminelle kan komme ud på den anden side og få en meningsfuld tilværelse:

”Jeg har været meget optaget af det, der definerer ekskriminelle, og hvordan de kan vende noget dårligt, de har gjort, til noget godt. Eller opnå en slags tilgivelse. Hvis vi ikke kan tilgive kriminalitet, kan vi heller ikke have en succesfuld reintegration,” fortæller han.

Det ståsted blev dog udfordret, da Mikkel Rask Pedersen som kandidatstuderende på antropologi havde en samtale med en af sine medstuderende:  

”Vedkommende spurgte mig: Jamen, hvad med overgreb på børn, kan man tilgive det? Og mit helt personlige intuitive svar var: Nej, det kan man overhovedet ikke. Men samtidig havde jeg et fagligt perspektiv, som gik på, at der ikke burde være forskel på kriminelles mulighed for at opnå en plads i samfundet igen, hvor de ikke begår overgreb, hvilket vil kræve en grad af hjælp, men også en form for tilgivelse.”

Konflikten mellem Mikkel Rask Pedersens umiddelbare personlige holdning over for hans faglighed og viden blev et interessant spændingsfelt for ham, der i første omgang udviklede sig til et speciale og senere til et ph.d.-projekt i samarbejde med Red Barnet.

Et hårdt, svært og grænseoverskridende forløb

I sit speciale undersøgte Mikkel Rask Pedersen et online peersupport-forum for mennesker med seksuelle tanker om børn, der ikke ønskede at begå overgreb. I det forum kunne de pædofile chatte med andre i lignende situationer og søge støtte og sparring. Konkret var Mikkel Rask Pedersens opgave at undersøge, hvad der kendetegnede disse mennesker, hvilke udfordringer de levede med, og hvordan de interagerede med hinanden:

”Overordnet var budskabet fra brugerne i det her forum: Vi er faktisk gode mennesker. Men vi har de her tanker, vi ikke selv har valgt, og vi vil gerne have hjælp til at håndtere dem,” forklarer Mikkel Rask Pedersen.

I chatrummet stødte Mikkel Rask Pedersen på mange triste skæbner og mennesker med en alvorlig grad af psykisk mistrivsel, og arbejdet med specialet satte sine spor:

”Hele forløbet havde været hårdt, svært og grænseoverskridende. Men også spændende og inspirerende, hvilket var det, der fik mig igennem den lange proces med at skrive specialet. Men så var jeg også done og tænkte, at jeg skulle ud og lave noget andet.”

Mikkel Rask Pedersen måtte dog sande, at arbejdsmarkedet ikke ligefrem var let at komme ud på som nyuddannet antropolog:

”Der gik måske et halvt års tid, fra at jeg ikke havde lyst til at røre mere ved det her emne, til at jeg så småt begyndte at tænke: Okay, hvad var det faktisk, jeg fandt ud af i mit speciale? Kan jeg bruge det til noget?”

Tog kontakt til Red Barnet

Derfra tænkte han, at Red Barnet kunne være en potentiel samarbejdspartner til at få hans viden om en meget specifik målgruppe omsat til bedre hjælp til pædofile og ikke mindst bedre beskyttelse af børn:

”Jeg kontaktede Red Barnet og sagde: Jeg har noget viden, der peger på noget ret vigtigt i forhold til at kunne beskytte børn mod overgreb. Det er lidt kontroversielt, men det handler faktisk om, at vi skal lave en tidligere forebyggelse, hvor vi hjælper pædofile i stedet for kun at fokusere på straf og behandling.”

Ifølge Mikkel Rask Pedersen manglede der et forebyggelsesaspekt i indsatsen mod overgreb på børn, og før han selv undersøgte de anonyme støttefora, havde han ingen anelse om, at der fandtes en gruppe af unge mennesker helt ned til teenagealderen, som havde begyndende pædofile tanker, og som ikke vidste, hvad de skulle stille op med dem. Mange af dem skammede sig så meget, at de ikke turde gå til egen læge og frygtede udstødelse og had fra deres nære relationer:

”Unge mennesker med seksuelle tanker om børn har været skjult for samfundets og forskningens øje i rigtigt lang tid, fordi forskningen har været domineret af en klinisk forskning af dømte overgrebspersoner. Som samfund skal vi være langt bedre til at motivere dem til at søge hjælp. For ingen har lyst til at søge hjælp, hvis det at søge hjælp indebærer, at man skal se sig selv som et forfærdeligt menneske.”

Red Barnet var meget lydhøre over for projektet, og sammen fandt de frem til, at en erhvervs-ph.d. kunne være en mulighed for at finansiere det. Aftalen blev, at hvis Mikkel Rask Pedersen kunne skaffe den nødvendige fundraising til projektet, var han sikret en ansættelse hos dem i projektperioden. Det lykkedes, og i 2019 blev han i samarbejde med AU tilknyttet Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab med professor i informationsvidenskab Peter Lauritsen som vejleder.

I projektet havde han nu muligheden for at undersøge, hvordan disse online peersupport-fora som teknologi indebar et potentiale til at tilbyde tilgængelige, anonyme og troværdige steder, hvor pædofile kan opnå støtte uden at blive skræmt væk eller yderligere stigmatiseret. Hans forskning viste nemlig, at unge pædofile, der føler sig afvist af samfundet og har minimal tillid til sundhedsmyndighederne, har højere risiko for at søge hjælp hos de forkerte, heriblandt ældre udøvende pædofile, der kan forsøge at overbevise dem om, at det er okay at udleve tankerne og begå overgreb:

”Via min forskning har jeg bidraget med viden om, hvem de her mennesker egentlig er, og jeg har forsøgt at menneskeliggøre dem. Og det er noget, der kan være udfordrende at tænke: at pædofile også er mennesker, der bare gerne vil leve et godt liv. Det har været en viden, vi har haft meget brug for at indsamle for at kunne lave bedre forebyggelse.”

Red Barnet oprettede blandt andet med udgangspunkt i Mikkel Rask Pedersens forskning et oplysningssite under navnet ’CTRL’, hvor unge mennesker med seksuelle tanker om børn kan gå ind og finde svar på deres spørgsmål, blive klogere på, hvilken hjælp der er at hente, og lære at styre de pædofile tanker.

Brugte fire år på projektet

Mikkel Rask Pedersen fremhæver flere positive ting ved samarbejdet mellem Red Barnet og Aarhus Universitet om ph.d.-forløbet. Han opnåede forskningserfaring, samtidig med at han opbyggede et tilhørsforhold til en organisation:

”På den måde synes jeg, at jeg har et langt bedre udgangspunkt for at forstå, hvad der venter mig i erhvervslivet, hvis jeg vil den vej. Til gengæld mistede jeg også lidt af mit tilhørsforhold til universitetet ved ikke at undervise. Men det får jeg tilbage nu som postdoc.”

Forløbet bød dog også på udfordringer:

”Den virksomhed eller organisation, du arbejder i, skal kunne bruge det akademiske udbytte. Ellers sker der ofte det i en erhvervs-ph.d., at man tror, man dels skal lave nogle produkter, som virksomheden kan bruge, dels lave produkter, der kan blive til ph.d.-artikler osv. Og så ender man med at have alt for meget at lave. Det gjorde jeg også, og jeg endte med at bruge fire år i stedet for tre,” erkender han.

Da Red Barnets kontor lå i København, måtte han i perioden rykke teltpælene op og forlade Aarhus. Midt i projektet blev han også far til en lille søn.

Ikke enten-eller

Men hvad trækker så mest i ham nu – universitetet eller erhvervslivet?  

”Det behøver ikke være så adskilt. Lige nu udlever jeg akademikerdrømmen, men den involverer stadig en tæt kontakt til verden uden for universitetet. Jeg er meget drevet af, at min forskning har en finger på pulsen i forhold til det, der rører sig, og jeg kan godt lide, at den berører nogle problemstillinger, som er direkte relevante for nogen, der står og mangler den viden derude.”

Ph.d.-projektet har også givet Mikkel Rask Pedersen et mod til at gå ind i socialt og politisk sensitive forskningsområder, som andre måske helst vil undgå. For det er på kanten af samfundet og hos de mest udsatte borgere, han lærer mest om det samfund, han er en del af:

”Jo mere modstand, du møder i det, du laver, desto mere går du ned ad en vej, der ikke er gået før. Hvis det her er så svært at snakke om, er det fordi, der er noget at snakke om.”

Korrekturlæst af Charlotte Boel