Camilla Lønborg Nielsen var indtil i fredags en del af et forskerhold på Institut for Fysik og Astronomi, som arbejdede for at skabe mere effektiv og skånsom strålebehandling af kræftpatienter. Men nu er det slut. For til trods for, at hendes cv set udefra virker som den snorlige vej til en forskerkarriere på universitetet, er det ikke et liv, hun kan se sig selv i.

Som så mange andre startede Camilla Lønborg Nielsen i børnehaveklasse som seksårig. Mere usædvanligt er det, at hun kun var 11 år om at gennemføre både folkeskolen og gymnasiet, fordi hun sprang et klassetrin af folkeskolen over. Efter femte klasse fik Camilla Lønborg Nielsens forældre nemlig arbejde i USA, og fordi amerikanske børn starter i skole et år tidligere end danske, blev hun skrevet ind i syvende klasse for at være jævnaldrende med sine klassekammerater. Da hun to år senere vendte tilbage til Danmark, startede hun således i niende klasse, selvom hendes tidligere klassekammerater kun var nået til ottende. Derfor var hun kun 14, da hun startede på gymnasiet, og i en alder af 17 år begyndte den nyudklækkede student på bacheloruddannelsen i nanoscience.

I august modtog hun som 26-årig sin ph.d.-grad i fysik og landede en midlertidig stilling som postdoc på samme projekt. Men Camilla Lønborg Nielsen har nu forladt sin hverdag bag universitetets gule mursten. For tilværelsen som forsker er ikke noget for hende.

”Det virker som et hårdt og usikkert liv, hvor man står meget alene og hele tiden skal retfærdiggøre, at man er god nok til at fortsætte. Det føles utaknemmeligt på en eller anden måde,” fortæller hun.

Et arbejde i mørke

Et gult lysstofrør kaster sine stråler ned over det ellers helt mørklagte kælderrum i bygning 1522 hos Institut for Fysik og Astronomi, hvor Camilla Lønborg Nielsen har brugt de sidste fire år på at opnå sin ph.d.-grad. Hun viser hjemmevant rundt blandt lokalets opsætninger af laserstråler i en labyrint af små runde spejle. Lyslabyrinten står på et stort arbejdsbord, som den unge forsker har brugt utallige timer ved. Hun kender bordet, spejlene og lokalet så godt, at hun kan finde rundt hernede selv i komplet mørke.

”Efterhånden har jeg lært, præcist hvor ledningerne ligger på gulvet, så jeg kan springe over dem, når lyset er slukket,” fortæller hun.

Det ene gule lysstofrør havde engang selskab af tre mere, men de er sprunget med tiden og aldrig blevet udskiftet.

”Vi bruger det gule lys, når vi laver forsøg med lysfølsomme kilder, fordi det har en længere bølgelængde. Men jeg kender efterhånden lokalet så godt, at jeg ikke behøver tænde det. Så når jeg kommer op herfra klokken fire om eftermiddagen på en sommerdag, er det noget af et chok for øjnene med alt det sollys efter en hel dag i mørket,” lyder det.

Forskning for mere præcis strålebehandling

Forskningsprojektet, som Camilla Lønborg Nielsen var en del af både som ph.d.-studerende og postdoc, havde til opgave at opfinde genbrugelige dosimetre til strålebehandling af kræftpatienter. Et dosimeter måler dosis af stråling. Typisk bruger man fotonstråling ved strålebehandling af tumorer, men på Aarhus Universitetshospital benytter man i stedet den mere nænsomme stråling med protoner.

”Fotoner er røntgenstråler, og de går lige igennem menneskekroppen. Så når man for eksempel strålebehandler en hjernetumor og vil undgå, at strålen går igennem tumoren og også rammer det raske væv bagved, bruger man i stedet protoner”, forklarer hun.

Men selvom protonstrålingen er lettere at styre, findes der i øjeblikket ikke en nøjagtig måde at regne ud, præcist hvor strålen rammer. Strålerne justeres efter standardmål, og det er for nuværende ikke muligt at teste, om strålebehandlingen rammer lige præcist der, hvor man ønsker, fra patient til patient.

Derfor satte Camilla Lønborg Nielsens forskergruppe sig for at udvikle genbrugelige 3D-dosimetre, som kan nulstilles efter bestråling, så det bliver muligt at teste, præcist hvor strålebehandlingen rammer, før man bestråler kræftcellerne hos patienter. Et dosimeter i 3D viser nøjagtigt, hvor strålerne rammer i alle tre dimensioner, så man kan bestråle kræfttumorer mere akkurat og dermed undgå at ramme det omkringliggende raske væv.

”Der findes 3D-dosimetre til engangsbrug i dag, men de er besværlige og bliver hurtigt nedbrudt, så man bruger dem kun til forskning. Vi skulle lave et dosimeter, der var billigere, ikke blev nedbrudt så hurtigt – og som frem for alt var genbrugeligt, så det kalibreres én gang og derfra kan bruges lige så nemt som en lineal,” forklarer Camilla Lønborg Nielsen om projektet.

En dog eat dog world

Mens Camilla Lønborg Nielsen taler engageret om forskningsprojektet, er hun langt mindre entusiastisk, når det gælder ansættelsesvilkårene for yngre forskere i universitetsverdenen. I løbet af sine otte år på universitetet har den unge forsker erfaret, at det er de færreste forundt at få en fastansættelse på universitetet. En indsigt, hun ikke havde, da hun begyndte på sin bachelor i nanoscience og endnu ikke havde gjort sig tanker om, hvorvidt hun en dag selv ville være forsker. Her var hun en del af en forskningsgruppe under en forsker, der som 30-årig stadig var ansat i korte ansættelser og endte med ikke at blive fastansat.

”Det skulle ikke være mit liv,” siger Camilla Lønborg Nielsen.

Som ph.d.-studerende kunne Camilla Lønborg Nielsen nørde med stoffet uden at bekymre sig om projektets fortsatte finansiering. Men det er ifølge hende en luksus, som ikke er de fastansatte forskere forundt.

”For mig at se sætter man i universitetsverden dem, der er bedst til at forske, til at lave alt muligt andet såsom undervisning og ansøgninger om midler. Det er en utroligt konkurrencepræget og usikker verden, hvor der er mange om buddet og få penge. Det er en dog eat dog world. Derfor kan jeg ikke se mig selv arbejde på universitetet – hverken nu eller på længere sigt,” fortæller hun.

Kravet om et miljøskifte, typisk i form af et udlandsophold på en anden forskningsinstitution, er også en barriere for Camilla Lønborg Nielsen, som ikke kan se sig selv flytte til udlandet uden garanti for, at det på sigt vil føre et job med sig på et dansk universitet. Det samme gælder for hendes forlovede, som også for nylig afleverede sin ph.d. i nanoscience.

”Vi aftalte, at hvis en af os fik et tilbud om et udlandsophold foræret, ville vi se på det. Men det var ikke noget, vi selv ville opsøge,” lyder det.

Fra strålingsforsker til systemingeniør

Frem for at søge om forlængelse af den postdoc-kontrakt, der udløber til maj, søgte Camilla Lønborg Nielsen job i industrien. Og 15. januar begyndte hun som systemingeniør hos teknologivirksomheden Terma, som på det seneste er blevet kritiseret for at levere teknologi til våbenproduktion, herunder til de F-35-kampfly, som det israelske militær benytter i Gaza. Den unge forsker er bekendt med kritikken af virksomheden, men den afholdt hende ikke fra at takke ja til jobbet.

”Jeg er overbevist om, at Terma arbejder for, at våben bliver brugt bedre og ikke bare mere effektivt og tilfældigt. De designer jo radarsystemer til at detektere fjender i ens luftrum og billedgenkendelse i dronebilleder, så man kan se, om der er fjender i nærheden,” lyder det.