Ph.d.-projektet får lang line, mens stressen bliver holdt i kort snor
Ph.d.-studerende Lene Høeg Fuglsang-Damgaard skulle have afleveret sin afhandling om effekten af raske personers kontakt med hunde for to uger siden. Sådan kommer det ikke til at gå. Og det er hun helt o.k. med. For efter at have været sygemeldt med stress i sit tidligere job er det vigtigt for Lene Høeg Fuglsang-Damgaard at have sig selv med.
SERIE: FRA A TIL PH.D.
I den kommende tid sætter Omnibus med en ny artikelserie fokus på de mange veje til en ph.d.-grad – og ikke mindst tankerne om, hvad der venter, når graden er i hus.
Skal vi også skrive om dig – eller din kollega? Skriv til os på omnibus@au.dk.
35-årige ph.d.-studerende Lene Høeg Fuglsang-Damgaard udstråler en stor ro, da hun modtager Omnibus ved hovedindgangen til AU’s nye grønne campus i Viborg. Hun har takket ja til at fortælle om sit ph.d.-projekt, som skulle have været afleveret for to uger siden – en aflevering, som dog er udskudt:
”Jeg var ikke klar til at aflevere, så jeg har udsat afleveringen til oktober,” fortæller hun inde på sit kontor.
Hun anerkender, at det ikke er ideel situation, at hun nu må udsætte afleveringen. Men Lene Høeg Fuglsang-Damgaard fortæller, at hun sammen med sin vejleder har sat rammerne for resten af processen, som hun kan se sig selv i. Da der ikke er budgetteret med mere løn end de afsatte 3 år, sker forlængelsen for hendes egen regning. Men hun beholder stadig sin tilknytning til projektet.
Projektet var sådan set forsinket fra begyndelsen. For Lene Høeg Fuglsang-Damgaard påbegyndte projektet i 2020, hvor coronaen som bekendt buldrede. Hendes ph.d. er en del af det større forskningsprojekt Animal Contact på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab. Projektet er ledet af seniorforsker Karen Thodberg og har til hensigt at undersøge, hvordan sunde og raske mennesker bliver påvirket af forskellige niveauer af kontakt med hunde, og om hunde har en effekt, når man er i en stresset eller smertefuld situation. Projektet er det eneste af sin slags her i Danmark på nuværende tidspunkt. Men på grund af forsamlingsforbuddet kunne Lene Høeg Fuglsang-Damgaard og de andre ansatte på projektet ikke komme i gang med de oprindelige forsøgsplaner og måtte omlægge hele forskningsdesignet.
At tage aftener, nætter og ferier i brug for at indhente forsinkelsen har ikke været en mulighed for Lene Høeg Fuglsang-Damgaard. Hun blev i et tidligere job sygemeldt med stress, og det skal ikke ske igen, har hun lovet sig selv. Hvilket dog er lettere sagt end gjort – og stressen har da også stukket til hende undervejs i projektet.
Den perfekte ph.d.-stilling på det perfekte tidspunkt
Lene Høeg Fuglsang-Damgaard er uddannet fra Københavns Universitet, hvor hun læste sin bachelor- og kandidatgrad i Husdyrvidenskab og Animal Science. Men da hun på LinkedIn faldt over en ph.d.-stilling på Aarhus Universitet, som ramte helt plet i et emne, hun både fagligt og privat var optaget af, rykkede hun til Jylland med sin mand.
”Jeg har både i mit bachelor- og kandidatprojekt beskæftiget mig med hunde, og jeg var klar over, at det nok var urealistisk at kunne blive ved med det i min ph.d., så jeg søgte selvfølgelig bredt. Men da jeg så denne stilling, der simpelthen var lige det, jeg interesserer mig for, jamen, så kunne det godt være, at vi boede på Sjælland og egentlig kiggede på hus der, men altså, der var ikke så meget andet at gøre, end at min mand og jeg måtte flytte herover.”
Manden var heldigvis villig til at flytte med, og i dag bor de lidt uden for den lille by Ørum, der ligger omkring syv kilometer fra AU’s campus i Foulum.
Grundlæggende viden om mødet med menneskets bedste ven
Formålet med det projekt, Lene Høeg Fuglsang-Damgaard er en del af, er at skabe grundlæggende viden om, hvilken effekt det reelt har på raske mennesker at være i kontakt med hunde:
”Vi har en idé om, at samvær med hunde er godt for os. Vi har det rart, når vi er sammen med hunde, men vi har ikke nogen beviser for det. Og hvis vi skal til rent faktisk at bruge hunde mere aktivt i vores sundhedssystem, hvor man for eksempel skal have lov til at få en hund med ind på hospitalet, hvis man er syg, skal vi jo have bevis for, at det gør en positiv forskel,” fortæller hun.
Projektet indebærer derfor at undersøge både de psykologiske og fysiologiske ændringer, der opstår, når en person har forskellige niveauer af kontakt med en hund. Lene Høeg Fuglsang-Damgaard står for at undersøge sidstnævnte. Under forsøgene har hun tjekket deltagernes hjerterytme og dennes variabilitet, deltagernes niveau af galvanic skin response, altså emotionel sved, kortisolniveauet i spyttet og sidst deltagernes blodtryk:
”Vi havde en forventning om, at jo mere kontakt personen havde til hunden, jo mere afslappet ville vedkommende være, hvilket vi ville kunne måle, ved at den fysiologiske respons skulle falde. Men det, vi egentlig så, var, at alting steg. Så vores hypotese blev afvist.”
Om stigningen i den fysiologiske respons er god eller dårlig, kan hun ikke svare på, og det var heller ikke hensigten med forsøgene. Målet har i stedet været at danne helt grundlæggende viden om,hvad der sker:
”Gør det en forskel, hvilket niveau af kontakt vores forsøgspersoner har? For hvis det gør en forskel, om man enten kigger på en hund eller er aktiv med en hund, er det jo nødt til at blive beskrevet. Der er så mange modsatrettede resultater derude indenfor forskningen af interaktion mellem hund og menneske. Nogle siger, at hundene har en positiv effekt, mens andre siger, det ikke gør nogen forskel. Men hvorfor? Vi kan ikke konkludere, at hunde har en positiv indflydelse ud fra den forskning, der er lavet. ”
Der er tidligere lavet forskning om, hvordan kontakten med hunde påvirker for eksempel børn med autisme, krigsveteraner, ældre og mennesker med forskellige diagnoser. Men der mangler fortsat basal viden om, hvilken effekt det har på raske mennesker.
Meget mere udbredt i USA
Det er særligt i forbindelse med brugen af besøgshunde, at Lene Høeg Fuglsang-Damgaard håber, at bedre grundlæggende forskning i kontakten mellem hunde og mennesker kan være med til at skubbe til en udvikling herhjemme i Danmark. I USA er der en stærkere tradition for den type forskning, der går over 20 år tilbage. Den tradition fik hun indsigt i, da hun under sit udlandsophold i 2023 på Virginia Commonwealth University i USA så, hvordan besøgshunde i langt højere grad blev brugt i sygehusvæsenet:
”Jeg besøgte et universitetshospital, der havde cirka 50 teams af hunde og hundeførere, som besøgte patienter på hospitalet. Der tænkte jeg bare: Det burde vi jo have i Danmark. Men vi er så forskrækkede i forhold til bakterier og allergi, men det har de løst i USA, og derovre kører det bare,” fortæller hun.
Under opholdet havde hun sin mand og toårige søn med. Familien fik det til at fungere, ved at manden tog orlov fra sit job for at passe sønnen:
”Det var selvfølgelig en dyr omgang at tage familien med, og jeg modtog flere legater, som dog kun dækkede mine udgifter, men det var en oplevelse, vi ikke ville have været foruden.”
Men det tog tid og energi at få økonomi og praktik til at falde på plads, sideløbende med at hun skulle arbejde på ph.d.-projektet. Lige op til udlandsopholdet i USA begyndte hun igen at mærke sine stressreaktioner og anvendte derfor AU’s tilbud om psykologhjælp; efter kun to møder kom hun på rette spor igen:
”Alle ph.d.-studerende burde have et stresshåndteringskursus, om man har stress eller ej. Jeg tror på, at det også vil virke præventivt. Og så er det bare vigtigt, at man kan snakke åbent om det. Jeg har været meget åben omkring mit stressforløb i vores afdeling, hvilket jeg tror har gjort, at de andre ph.d.-studerende har følt sig trygge ved at snakke om det og genkendt sig selv i mine oplevelser. Det bekymrer mig, hvor mange ph.d.-studerende der mon har stress uden at have nogen at snakke med eller vide, at de har det.”
Et ph.d.-miljø med tryk på
At det i et præstationspræget samfund er vigtigt at kere sig om sin trivsel, erfarede Lene Høeg Fuglsang-Damgaard for flere år siden, da hun i et job mellem sin kandidat og ph.d. blev ramt af stress og måtte sygemeldes i en længere periode. I den forbindelse kom hun på et stresshåndteringsforløb hos Køge Kommune, der gav hende en masse værktøjer til at håndtere stressen. Derfor var det også vigtigt for hende at være åben om det, da hun blev ansat som ph.d., og i dag er det fortsat vigtigt for hende at øge opmærksomheden på stress i det akademiske miljø, særligt blandt ph.d.-studerende:
”Som ph.d.-studerende har man høje forventninger til sig selv og det, man skal kunne, og hvor meget man skal præstere. Det er ofte forventet, at man arbejder mange ekstra timer og yder en ekstra indsats. Samtidig lider mange af imposter syndrom og føler sig simpelthen ikke gode nok. Det er en skidt cocktail. Jeg har gennem hele mit forløb holdt på min 37-timers arbejdsuge og taget den ferie, jeg er berettiget til. Hvilket til dels nok er årsagen til, at jeg nu må udsætte afleveringen af min afhandling.”
Lidt af en kliché
Da Lene Høeg Fuglsang-Damgaard passioneret fortæller om sin forskning og håbet for en fremtid med øget brug af besøgshunde i Danmark, bliver det tydeligt, at hunde kan noget helt særligt i hendes øjne. Men hvad er det ved det firbenede dyr, der gør den så særlig?
”Det lyder jo også lidt som en kliché, når jeg siger det, men altså, hunde dømmer ikke. De har ikke travlt med, at man skal gøre noget eller sige noget eller gøre det rigtigt. Du kan få lov til at være fuldstændigt dig selv sammen med dem. Vores samfund kræver jo hele tiden noget af os i dag, men hvis hunden bare får en god gåtur og bliver klappet, så er den glad. Det er meget taknemmeligt på den måde.”
Drømme efter ph.d.en
Når Lene Høeg Fuglsang-Damgaard forhåbentlig til oktober får afleveret sit ph.d.-projekt, er håbet at kunne fortsætte i universitetsverdenen. På sigt kan der blive mulighed for en postdoc-stilling i hendes afdeling, som hun har tænkt sig at søge. I mellemtiden håber hun at kunne arbejde som forskningsassistent eller i andre videnskabelige stillinger. På trods af at akademia trækker mest i hende, har hun også gjort sig tanker om jobmuligheder uden for universitetet:
”Hvis jeg ikke skulle fortsætte inden for akademia og forskning, skulle det være noget med at prikke lidt til nogle hospitaler rundt omkring eller snakke med TrygFonden om, hvorvidt man kunne lave et projekt omkring brug af besøgshunde på hospitaler. Det kunne være interessant.”
Korrekturlæst af Charlotte Boel