Ny dekan går to the point på en fredelig og fordragelig måde
Manden, der stiller sig i spidsen for det nye Faculty of Technical Sciences, hedder Eskild Holm Nielsen. Han kommer fra en stilling som innovationschef ved Aalborg Universitetshospital.
Om Eskild Holm Nielsen
- 57 år, uddannet civilingeniør og ph.d.
- Kommer fra en stilling som innovationschef på Aalborg Universitetshospital og leder af Idéklinikken. Før det var han dekan ved Det Tekniske Fakultet for IT og Design ved Aalborg Universitet i syv år. Tidligere har han arbejdet med miljøplanlægning og -vurdering.
- Gift og far til to børn på 22 og 25 år, bor i Aalborg.
- Fritiden bruger han på gåture og cykelture, og så er han på 25. år med i en vinklub.
- Tiltræder 1. januar 2020.
Normalt skæver Eskild Holm Nielsen til DMI’s vejr-app om morgenen for at afgøre, om han skal tage cyklen på arbejde. Det ritual skipper han sandsynligvis næste år; ellers bliver det i hvert fald en lang cykeltur fra hjemmet i Aalborg til Aarhus, hvor han 1. januar 2020 tiltræder som ny dekan for Faculty of Technical Sciences.
Det nye fakultet er en følge af, at AU’s største fakultet, Science and Technology, 1. januar deles i de to fakulteter Faculty of Technical Sciences og Faculty of Natural Sciences.
LÆS OGSÅ: Opsplitning af ST: De klassiske forskere i det ene fakultet – og alle de andre i det andet
Har været dekan ved AAU
Eskild Holm Nielsen er uddannet civilingeniør og kommer fra en stilling som innovationschef på Aalborg Universitetshospital. Her har han beskæftiget sig med innovation og entreprenørskab som leder af Idéklinikken, hvor han har været med til at etablere Health Hub. Et initiativ, som hjælper studerende, iværksættere og klinikere på nordjyske hospitaler med at realisere deres iværksætteridéer.
Men dekantitlen er ikke ny for ham. For han har tidligere været dekan ved Det Tekniske Fakultet for IT og Design ved Aalborg Universitet. En post, han bestred i syv år. Nu stiller han sig i spidsen for det nye fakultet på AU, som han får mulighed for at præge fra begyndelsen.
”Det bliver spændende at være med til at skabe retningen for et nyt fakultet. Jeg håber, at span of control vil være mindre på et mindre fakultet, så medarbejderne vil opleve en større nærhed til ledelsen,” siger Eskild Holm Nielsen.
Han forventer ikke, at opsplitningen giver anledning til markante ændringer for medarbejderne.
”Fakultetet bliver delt, men det er sket ud fra faglige betragtninger, og de faglige enheder vil derfor ikke blive splittet. Derfor vil den enkelte medarbejder formentlig heller ikke mærke meget til det, fordi de stadig vil være en del af det samme institut som tidligere,” siger han.
To the point – på en fredelig og fordragelig måde
5 skæve til Eskild Holm Nielsen
- Min yndlings-app er: … DMI’s vejr-app, LinkedIn og Vivino. Vejrudsigten er interessant for mig i forhold til om jeg skal cykle på arbejde eller ej. LinkedIn er en del af mit professionelle virke, og vin er min passion. Jeg har været med i en vinklub i 25 år – livet er for kort til dårlig vin.
- De færreste ved, at jeg: … arbejdede som langturschauffør – eller eksportchauffør, som det hedder – mens jeg læste. Jeg kørte ture til Paris og det øvrige Frankrig.
- Jeg kan ikke få det bedre, end når jeg: … er på Fanø. Det er mit yndlingsferiested. Jeg er kommet på øen i mere end 30 år, og jeg kan godt lide roen, naturen og det at mærke vejret og havet. Og så kan jeg godt lide at være sammen med fagligt dygtige mennesker, for eksempel på et strategiseminar, hvor man sammen får skabt noget nyt.
- Sidst, jeg var oppe i det røde felt, var: … da jeg var tvunget til at vente 40 minutter i kø ved telefonen for at lave et abonnement om. Det var ikke muligt at ændre det pr. mail.
- Sådan skal jeg fejre jul i år: Vi skal være værter i år og får besøg af min mor, min søster, min niece og svoger og vores to døtre. Menuen står på både and og gås – en and i ovnen og en gås på grillen.
Hvordan mærker vi, at du sætter dig for bordenden af det nye fakultet?
”Sådan et spørgsmål er jo altid svært selv at svare på. Men jeg har en ledelsesstil, hvor jeg er to the point. Jeg vil gerne tage fat om problemer, før de vokser sig store. Og så er det vigtigt for mig med en god tone, og at man kan tale om tingene i fred og fordragelighed – og gerne med humor.”
Det nye fakultet kan spille central rolle i forhold til at pege på bæredygtige løsninger
Det nye fakultet kommer til at favne fagligheder som ingeniørvidenskab, agroøkologi, fødevarevidenskab, husdyrvidenskab, miljøvidenskab og biologi.
”Det er en spændende faglig kombination, som jeg forventer vil komme til at spille en central rolle i forhold til at pege på nye bæredygtige løsninger,” siger Eskild Holm Nielsen.
En anden opgave bliver ifølge den nye dekan at sikre, at universitetet kan honorere samfundets store efterspørgsel på ingeniører og naturvidenskabelige kandidater.
Det bedste fra to verdener
Flere af institutterne på det nye fakultet har rødder i tidligere sektorforskningsinstitutioner, og det finder Eskild Holm Nielsen interessant.
”Set udefra har man taget det bedste fra to verdener og koblet dem sammen i institutterne og de to centre DCA og DCE på en måde, så man bevarer relevansen i forhold til de problemstillinger, som ministerier og virksomheder har. Desuden er det en fordel, at vi har mulighed for at kombinere forskellige fagligheder og trække på andre institutters fagligheder.”
Hvis vi siger oksekød …
Eskild Holm Nielsen tiltræder på et tidspunkt, hvor Science and Technology – og i særdeleshed Institut for Agroøkologi og DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug – i måneder har befundet sig i mediernes søgelys som følge af sagen, der begyndte med den stærkt kritiserede oksekødsrapport, og hvor det siden viste sig, at der var fejl og mangler i flere andre rapporter udgivet af DCA.
Han understreger, at han er bekendt med sagen fra pressen, men at han ikke kender den i dybden.
”Jeg vælger at kigge fremad, og jeg kan ikke på nuværende tidspunkt gå ind i, hvorvidt der har været uregelmæssigheder. Men jeg ved, at institutterne og centrene arbejder hårdt med kvalitetssikring af forskningen, så man ikke kommer til at stå med lignende sager fremadrettet,” siger han og fortsætter:
”Men det vigtigste for mig i den forbindelse er, at forskningen såvel som kritikken i medierne bygger på et sagligt og veldokumenteret grundlag.”
Anden dekanstilling er i genopslag
Stillingen som dekan for det andet nye fakultet på AU, Faculty of Natural Sciences, er sendt i genopslag. Ansøgningsfristen er 9. december, og den kommende dekan forventes at tiltræde 1. marts 2020.