Offentligt ansatte demonstrerer i Aarhus

Mens der forhandles i Forligsinstitutionen for at nå til enighed om en overenskomst for de offentligt ansatte, kalder fagforeninger til demonstration i Aarhus.

22. april 2017 var mange ansatte fra AU på gaden i forbindelse med March for Science. Her knap et år senere kalder fagforeningerne til demonstration 22. marts i en helt anden forbindelse, nemlig sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte.
Invitation til demonstration. Klik for at forstørre.

"Tag din kollega eller dine familiemedlemmer under armen og kom i god tid, da vi bliver mange."

Sådan lyder opfordringen til at deltage i en demonstration, som fagforeninger har indkaldt til torsdag i næste uge i Aarhus.

Talere vil være formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, Grethe Christensen, Nanna Højlund, der er næstforkvinde i LO og Flemming Vinter, der beklæder posten som formand i Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF).

Standupkomiker, foredragsholder og skribent Sebastian Dorset er konferencier, mens Shaka Loveless er sat til at give de demonstrerende lidt varme i kroppen i en kold (vente)tid. 

Hvem: Offentligt ansatte

Hvornår: Torsdag 22. marts kl. 17.00-19.00

Hvor: Store Torv i Aarhus