Rektor: Svært at se en arbejdsuge, der ikke varierer ud over 37 timer i en universitetskultur
Mere end halvdelen af AU’s ansatte arbejder væsentligt mere, end deres kontrakt kræver. Det tal overrasker ikke rektor Brian Bech Nielsen, som peger på, at AU’s ansatte er drevet af lyst og et stort engagement. Men overarbejdet er også udtryk for tidspres og skal ikke bagatelliseres, siger fællestillidsrepræsentanterne Olav W. Bertelsen og Aase Pedersen.
Som noget nyt i år indeholdt APV-spørgeskemaet en række spørgsmål til medarbejdernes overarbejde, og –hvad der måske er mere interessant – hvorfor medarbejderne arbejder over.
To tredjedele af de videnskabelige ansatte (VIP) arbejder væsentligt mere end de aftalte 37 timer. Det samme gør sig gældende for en tredjedel af de teknisk-administrativt ansatte (TAP). Omfanget af overarbejde overrasker ikke rektor.
”Jeg ved godt, at folk arbejder rigtig meget, jeg er jo selv fostret i dette system. Og jeg noterer mig, at mange angiver, at de gør det, fordi de har lyst.”
LÆS OGSÅ: Rektor: Vi laver en omfattende APV - det forpligter
Det er rigtigt, at 60 procent blandt VIP’erne og 42 procent blandt TAP’erne angiver lyst som årsag. Men den mest udbredte begrundelse for overarbejdet blandt VIP’er er imidlertid, at det er nødvendigt for at meritere sig tilstrækkeligt (86 procent). Dernæst at det ikke er muligt at nå de faste arbejdsopgaver inden for den aftale tid (79 procent). Blandt TAP’er er sidstnævnte begrundelse den mest udbredte (87 procent). Mange angiver også, at overarbejdet skyldes, at der ikke er andre, der kan overtage arbejdsopgaverne (72 procent).
LÆS OGSÅ: Medarbejdere på Arts og BSS er de mest udkørte og stressede
”Det er korrekt, at overarbejde sker af mange forskellige årsager. Men det er svært at lave en skillelinje. For mange medarbejdere er arbejdet også deres hobby, så hvornår er det arbejde, og hvornår er det hobby?” spørger rektor.
Arbejdsuge på 37 timer?
Rektor erkender dog, at der er en skyggeside i tallene.
”Der er en grænse for, hvor meget den enkelte kan kapere, og det er vi nødt til at tale om. Men for at sige det lige ud, har jeg meget svært ved at se en arbejdsuge, der ikke varierer ud over 37 timer i en universitetskultur. I så fald bliver det et meget dårligt universitet, for så er vi ikke konkurrencedygtige.”
Skal der laves en ny forventningsafstemning med medarbejderne, når nu du siger, at 37 timer om ugen næsten ikke kan lade sig gøre?
”Nej, jeg kunne ikke drømme om at sætte en fikseret tid op. Det her er meget, meget individuelt. Nogen arbejder over, men ikke alle. Og der er varierende grader. Man kan ikke sætte det på formel, men vi kan tale om det,” siger Brian Bech Nielsen.
Behændigt figenblad?
Men i og med at mange angiver lyst som årsag, har I som ledelse også fået et behændigt figenblad, der kan bruges til at bagatellisere det faktum, at et flertal ikke har tid til deres arbejde, og at der er blevet færre medarbejdere til at løse opgaverne.
”Jeg siger ikke, at der ikke er et problem eller opmærksomhedspunkt. Jeg forholder mig til de tal, der ligger foran os, og betragter selvfølgelig også sagen ud fra kendskabet til det liv, jeg selv har levet som universitetsmand i mange år, og det vigtige er at lære den grænse at kende. Ellers er faren der for, at man går ned med stress. Det er et ledelsesansvar – men ikke kun et ledelsesansvar; det er et ansvar, vi hver især har, og et ansvar, vi har for vores kolleger.”
LÆS OGSÅ: Vi er på et universitet, men tonen er ikke altid dannet
Den lokale ledelse er vigtig i den sammenhæng, mener rektor.
”Det med at vise interesse for sine kolleger og dem, man er sat til at lede. Jeg tror, at omsorg kan hjælpe, men jeg erkender, at det er en balance, og den hænger også sammen med universitetskulturen.”
Bekymrende tal
Fællestillidsrepræsentant for VIP og AC-TAP, Olav W. Bertelsen, kalder tallene bekymrende, selvom omfanget af overarbejdet heller ikke kommer bag på ham.
LÆS OGSÅ: Medarbejderne i administrationen ser ikke lyst på fremtiden
”Ja, mange arbejder over af lyst og er engagerede, og det er dejligt. Men flertallet gør det, fordi de ikke kan nå deres arbejde inden for den aftalte arbejdstid, og fordi det er nødvendigt for deres karriere. Det er vigtigt ikke at bagatellisere de tal ved at sige, at overarbejdet kun er lystbetonet. Vi skal tage medarbejdernes svar alvorligt.”
Lyst eller nød?
Olav W. Bertelsen er enig med rektor i, at især VIP’eres arbejdstid i princippet er ukontrollabel, og at det kan være svært at se en 37-timers arbejdsuge for sig. Det er ikke antallet af overarbejdstimer, han finder bekymrende, men derimod de begrundelser, som medarbejderne giver for at arbejde over.
”Medarbejderne giver udtryk for, at de ikke kan nå det, de skal, og at de derfor er nødt til at arbejde over. Havde flertallet givet udtryk for, at de arbejder over, fordi arbejdet fundamentalt er rigtigt sjovt, og de faktisk slet ikke kan lade være, så var det en anden sag. Men tallene i APV’en peger i retning af, at det ikke bare er fryd og gammen.”
Ikke skære alle over én kam
TAP-fællestillidsrepræsentant Aase Pedersen mener, det er vigtigt at se tallet for overarbejde i relation til stress blandt medarbejderne på AU.
”Mange kan lide deres arbejde og mener, AU er en god arbejdsplads, og der er også en tendens til, at stress er faldende over hele linjen. Men vi ser stadig mange langtidssygemeldinger, og mange føler, at de ikke kan overkomme deres arbejde. Og den følelse af, at man har for meget at se til og for mange ting, der ligger, det giver stress.”
Hun er på sin vis enig med rektor i, at arbejdstiden især for nogle medarbejdergrupper varierer meget.
”Forskere kan ikke dikteres, for nogle er arbejdet også deres hobby, og arbejdstiden skal være fleksibel. Men man kan ikke skære alle over én kam, og for mange af de medarbejdergrupper, jeg repræsenterer, er sagen en anden. Her er der mange, der arbejder over, fordi de har susende travlt og ikke føler, at de kan nå deres arbejde. Så vi er nødt til at se på, hvorfor medarbejderne arbejder så meget. ”