Sådan gik det AU-atleterne til OL

Der var mange fine resultater til AU-atleterne ved dette OL. Det glæder Jens Bundgaard fra AU Elitesport, der mener, at det sætter en tyk streg under, at studier og elitesport ikke spænder ben for hinanden.

Anne-Marie Rindom vandt guld i Laser Radial. Dermed vandt hun den ene af i alt tre danske guldmedaljer. Foto: BESTSELLER/Lars Møller for DIF og Team Danmark.

Der er hele ni studerende og tre alumner fra Aarhus Universitet, som i løbet af de sidste tre uger har repræsenteret Danmark ved de Olympiske Lege i Tokyo. Legene sluttede i går søndag, og nu kan man passende kigge tilbage og se, hvordan det er gået de atleter, der enten er eller tidligere har været tilknyttet AU Elitesport.

Sejlere Anne-Marie Rindom, der læser Idrætsvidenskab på AU, kunne som bekendt stille sig øverst på podiet med en guldmedalje om halsen, men også mange andre af AU-atleterne leverede flotte resultater. Herunder kan du se, hvordan det gik dem.

LÆS OGSÅElitesejleren Anne-Marie Rindom er OL-favorit og studerende på AU, og så har hun det bedst med at have én bold i luften ad gangen

Sejlsport:
Anne-Marie Rindom (KA Idrætsvidenskab) - Laser Radial – Guld

Ida Marie Baad (KA Erhvervsøkonomi) og Marie Thusgaard Olsen (BA Økonomi) – 49’er FX – 8. plads

Jonas Warrer (alumne) – 49’er – 5. plads

BMX:
Simone Tetsche Christensen (KA Medicin) – BMX – 6. plads

Atletik:
Anna Emilie Møller (BA Medicin) – Forhindringsløb - 21. plads

Thijs Nijhuis (KA Medicin) – Marathon – 70. plads

Mette Graversgaard (BA Molekylærbiologi) – udgik med skade inden løbet, og Louise Østergaard (KA Generel Pædagogik) var reserve i det endelige løb. – 4x100 kvinder – Holdet slog dansk rekord, men nåede ikke finalen

Simon Hansen (BA International virksomhedskommunikation) – 4x100 mænd – Holdet slog dansk rekord, men nåede ikke finalen

Sara Slott (alumne) – 400 meter hæk – udgik efter styrt i semifinalen

Skydning:
Steffen Olsen (alumne) – Riffel 50 meter – 28. plads

Man kan konkurrere på øverste hylde sideløbende med studierne

Jens Bundgaard, der er daglig leder af AU Elitesport, ser tilbage på OL med stor begejstring.

”Jeg synes, at det er nogle super flotte resultater udgangspunktet taget i betragtning. Men for mig er den store fortælling, at det at konkurrere på den allerøverste hylde i den internationale elitesport fortsat er noget, man kan gøre sig klar til sideløbende med studierne,” siger Jens Bundgaard.

LÆS OGSÅ: Ni studerende fra Aarhus Universitet deltager i De Olympiske Lege

Tolv af de danske atleter har været igennem, eller er en del af, AU Elitesport, og det glæder Jens Bundgaard, der dog ikke tror, at den flotte repræsentation og de fine resultater kommer til at påvirke AU Elitesport.

”Jeg tror ikke, at det får den store betydning. Jeg tror, at der allerede er en bevægelse i gang i Danmark, som har fundet sted over de sidste ti år. Der har tidligere i sporten været nogle personer, som har fundet det nødvendigt, at man skulle ofre alt andet for at dyrke sin sport. Det er nu igen bevist, at den dobbeltambitiøse satsning kan være lige så god, når det handler om at nå til de helt særlige sportslige mål,” siger Jens Bundgaard.

I alt fik Danmark 11 medaljer med hjem fra Tokyo. Tre guldmedaljer, fire sølvmedaljer og fire bronzemedaljer. De Olympiske Lege i Tokyo sluttede officielt i går søndag med afslutningsceremonien.