Sexisme på universitetet: Hvad taler vi om? Og hvad er der sket, siden 107 forskere fra AU skrev under på fælles opråb?

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

107 forskere fra Aarhus Universitet skrev for godt en måned siden under på, at de har oplevet sexisme i den akademiske verden. Men hvad drev forskerne til at skrive under – og hvad har det ført med sig? Nogle bærer på nagende oplevelser. Andre gjorde det for deres yngre kolleger. Og en institutleder fik næsten aftenkaffen galt i halsen, da han så antallet af underskrivere på sit institut.

24.11.2020 | Marie Groth Andersen

Grafik: Astrid Reitzel

Sådan fordeler underskriverne sig på AU

I alt skrev 689 personer under på, at de har oplevet sexisme rettet mod sig selv eller andre inden for universitetsverdenen. 

107 af underskriverne er ansat på Aarhus Universitet. Derudover har en række tidligere ansatte på AU også skrevet under. 

79 af underskriverne er fra fakultetet Arts: 28 fra Institut for Kultur og Samfund, 26 fra Institut for Kommunikation og Kultur og 25 fra DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse.

På Fakultetet Aarhus BSS har 12 medarbejdere fra Institut for Statskundskab skrevet under, 3 fra Psykologisk Institut og 1 fra Juridisk Institut. 

På fakultetet Natural Sciences har 5 medarbejdere fra Institut for Fysik og Astronomi skrevet under, 1 fra Institut for Bioscience og 1 fra Institut for Datalogi.

På fakultetet Health har 4 medarbejdere fra Institut for Klinisk Medicin skrevet under og 1 medarbejder fra Institut for Folkesundhed. 

Underskriftsindsamlingen er sendt rundt via netværk og er ikke sendt til samtlige medarbejdere ved danske universiteter. At mange har valgt at skrive under på ét institut, kan dermed ikke ses som ensbetydende med, at det pågældende institut har haft mange sager om sexisme.

689 forskere fra højere læreanstalter i Danmark vakte opsigt, da de i begyndelsen af oktober skrev under på, at de har oplevet – eller har bevidnet – sexistisk adfærd i den akademiske verden. 107 ud af de 689 af underskriverne er fra Aarhus Universitet. Tre fjerdedele (79) af disse er fra de tre institutter på fakultetet Arts.

LÆS OGSÅ: Nu rettes #MeToo-spottet mod sexisme på danske universiteter

På Institut for Kultur og Samfund har 28 medarbejdere sat deres navn på underskriftsindsamlingen. To af dem er professor MSO Lene Kühle og lektor Marianne Qvortrup Fibiger, begge fra Afdeling for Religionsvidenskab.

 

Lektor Marianne Qvortrup Fibiger (tv.) og professor MSO Lene Kühle, begge fra Afdeling for Religionsvidenskab

”Jeg har på det seneste tænkt meget over, hvordan det var at være yngre ph.d.-studerende eller løst ansat kvindelig forsker for efterhånden næsten 20 år siden. Og hvad vi oplevede,” fortæller Lene Kühle. 

På spørgsmålet om, hvad det er for oplevelser, svarer hun:

”Der var da ældre, mandlige kolleger, både her på AU og i internationale sammenhænge, som jeg undgik at køre alene i elevator med og undgik ved festlige lejligheder for ikke at ende i en ubehagelig situation. Og kommentarer, som gik mere på min personlighed eller udseende end på min faglighed. Som da en ældre kollega sagde til mig efter et af mine første faglige oplæg, at han troede, jeg var sådan en sød en, og ikke vidste, at jeg også kunne være ’så skrap’,” fortæller Lene Kühle.

Vi har et ansvar som fastansatte

Marianne Qvortrup Fibiger fortæller, at de som yngre blev mødt med det, hun beskriver som ”en særlig kommunikativ og adfærdsmæssig kode”.

”Vi var stort set de eneste kvindelige forskere på vores afdeling dengang, og kommunikationsformen var derfor en anden, som i en nutidig kontekst sikkert vil virke krænkende,” siger hun.

Lektoren peger på, at tiden nu er en anden – og det samme er hendes eget udgangspunkt for at gøre noget ved problemet: 

”Det betyder, at vi som forskere i faste stillinger må være dem, som gør opmærksom på, at vi skal tage en diskussion om, hvad og hvordan vi kan kommunikere på arbejdspladsen.”

Vi må gøre noget

Men da yngre kvinder på universitetet gjorde opmærksom på, at kulturen ikke har ændret sig meget på 20 år, gjorde det indtryk på lektoren og professoren.

”Vi tænkte, at det må vi gøre noget ved, og nu er der momentum,” fortæller Lene Kühle. 

Hun skrev derfor til en kollega, som forsker i ligestilling, for at høre, om hun kendte til initiativer, som de kunne trække på. Det gjorde hun, nemlig underskriftsindsamlingen. 

Hvis det er svært for os, hvordan er det så ikke for de yngre?

De tøvede begge lidt med at sætte deres navn på. 

”Og det fortæller jo noget om, hvor svært det er at bryde det her tabu. For hvis jeg skal overveje det i min sikre situation, hvor svært må det så ikke være for en yngre forsker på vej frem i sin karriere?” spørger Lene Kühle retorisk.

Ikke kun en kvindesag

Men Lene Kühle og Marianne Qvortrup Fibiger skrev under. Og sendte underskriftsindsamlingen rundt til deres kvindelige kolleger i afdelingen.  

”Men det var en fejl, at vi ikke fik mændene i afdelingen koblet på,” siger Lene Kühle og uddyber:

”Det handler jo ikke om mænd imod kvinder. Det her angår både mænd og kvinder.” 

Både Marianne Qvortrup Fibiger og Lene Kühle understreger, at deres underskrift ikke handler om, at nogen skal stilles til ansvar for fortidens synder.  

”Det handler om at se fremad,” siger Marianne Qvortrup Fibiger.

En syg kultur?

I alt har seks kvinder i afdelingen valgt at skrive under. Og det blev bemærket af kolleger fra andre hjørner af organisationen, som spurgte, om der er en syg kultur på religionsvidenskab. Men det er udtryk for præcis det modsatte, mener Lene Kühle.

”Det markerer netop, at vi har en sund kultur, at vi tør stå frem og skrive under,” siger Lene Kühle. 

Svært at stå frem – på den rigtige måde

I en anden af instituttets røde bygninger i Nobelparken har lektor i historie, Helle Strandgaard Jensen, også gjort sig overvejelser om, hvorvidt hun ville skrive under.

Helle Strandgaard Jensen, lektor i historie 

Hun har for et par år siden oplevet en fysisk krænkelse i forbindelse med sit arbejde, men ønsker ikke at uddybe, hvad krænkelsen bestod i. 

”Jeg er bange for det pres, der følger med at uddybe den konkrete situation. De kvinder, der har uddybet offentligt, har været udsat for et stort pres, og jeg kan ikke overskue at skulle forholde mig til de mulige konsekvenser ved at stå frem,” siger hun. 

Bange for konsekvenserne

Hun fik ikke sagt fra over for sin krænker. Dels blev hun chokeret og overrumplet i situationen. Dels var hun bange for at konfrontere ham efterfølgende, da det muligvis kunne få konsekvenser for hende karrieremæssigt. 

”For eksempel hvis vedkommende senere skulle peer reviewe en ansøgning i forbindelse med tildeling af forskningsbevillinger. Ham, der krænkede mig, har højere akademisk status end mig, og jeg bevæger mig inden for et relativt lille forskningsfelt.”

Det sker – det skal I vide

Hun endte dog med at sætte sin underskrift på indsamlingen for at skabe opmærksomhed om, at krænkelser også finder sted i den akademiske verden. 

”Jeg håber, at ledelsen vil gøre mere for at skabe opmærksomhed omkring problemet. Og også at personer, der krænker, tænker over deres opførsel og adfærd.”

Er der noget, du konkret savner fra ledelsen?

”Ja, at man ser sammenhængen, i forhold til at den strukturelle sexisme i akademia kan føre til krænkelser. Med det mener jeg eksempelvis, at der er få kvindelige professorer. Og at det stadig typisk er kvinderne, der tager sig af ’husholdningsarbejdet’, for eksempel at deltage i ad hoc-udvalg og tage sig af studerende, der har brug for det. Der er nogle kønnede strukturer, som bringer kvinderne bagud og mændene fremad,” siger Helle Strandgaard Jensen. 

Mandlig underskriver

Det er altovervejende kvinder, der har skrevet under på indsamlingen. Men der er også mænd, som har ønsket at være med til at sætte fokus på, at sexisme finder sted på universitetet. En af dem er Morten Hesse, der er lektor ved Center for Rusmiddelforskning på Psykologisk Institut.

Morten Hesse, lektor ved Center for Rusmiddelforskning på Psykologisk Institut

”Jeg har tidligere oplevet yngre, kvindelige medarbejdere, som blev behandlet af ældre medarbejdere længere oppe i hierarkiet på en måde, der gik dem for nær,” siger han, men ønsker ikke at uddybe nærmere.

”Sådan noget skal ikke foregå på en arbejdsplads, og det vil jeg gerne være med til at markere,” siger han og fortsætter:

”Det handler om at skabe en rar og effektiv arbejdsplads, hvor vi kan arbejde med det, vi synes er spændende, og kan gøre en forskel for verden. Det er dårlig brug af ressourcerne, at gode hoveder er sygemeldte eller stressede, fordi de bliver behandlet på en måde, de finder krænkende og upassende,” siger Morten Hesse. 

Fik aftenkaffen galt i halsen

Institutleder ved Institut for Statskundskab, Peter Munk Christiansen, lægger ikke skjul på, at han blev overrasket over en mail fra fakultetssekretariatet, som han modtog samme aften, som artiklen om underskriftsindsamlingen havde været bragt i Politiken. I mailen kunne han læse, at ikke færre end 12 af de kvindelige ansatte på hans institut havde skrevet under på underskriftsindsamlingen.  

”Jeg var da ved at få aftenkaffen galt i halsen, da jeg læste den mail,” siger han. 

”Jeg vidste, at flere af medarbejderne havde skrevet under, men ikke at det drejede sig om så mange. Jeg mener, at jeg har en endog rimelig god fornemmelse af, hvad der sker på mit institut, og jeg ved også, at medarbejderne generelt er meget engageret i politik og samfund. Men jeg fandt det alligevel nødvendigt at få undersøgt, om jeg har været døv og blind for en eller flere sager om sexisme,” fortæller han.

Institutlederen sendte derfor en mail til de medarbejdere, der havde skrevet under, og stillede sig til rådighed, hvis de ønskede at tale med ham.  

Ingen nyere eksempler på sexisme

Peter Munk Christiansen fortæller, at han har været i kontakt med samtlige underskrivere fra instituttet enten på mail eller i form af et møde. Ud fra de samtaler konkluderer han, at der ikke er nogle nyere eksempler på krænkelser på instituttet.

Peter Munk Christiansen, institutleder ved Institut for Statskundskab. Foto: Maria Randima

”Nogle har refereret til et par ældre krænkelsessager på instituttet. Andre medarbejdere har nævnt, at der er et maskulint sprog på instituttet, og at man kan støde på bemærkninger, såsom at det ikke er klogt for karrieren at få børn. Så selvom der ikke er nyere krænkelsessager på instituttet, er det ikke ensbetydende med, at det er ren lykke.”

Institutlederen fortæller, at han i den nærmeste fremtid vil adressere sexisme og arbejdspladskultur på møder i det lokale samarbejdsudvalg, på institutrådsmødet og ved årets julemøde på instituttet. Desuden deltog han i sidste uge i et ledelsesmøde med fokus på arbejdspladskultur og krænkelser på arbejdspladsen, som var iværksat af universitetsledelsen. 

”Inden for forskningsverdenen er der en kultur, som er præget af konkurrence og samarbejde. Hvis konkurrencedelen bliver for fuldtonet, kan det have en kønsmæssig bias. Og det er lige så vigtigt at kunne arbejde sammen inden for akademia. Det gælder også samarbejdet mellem junior- og seniorforskere. Tonen mellem seniorforskere kan være skarp, spids og drillende, men det går ikke, når man som senior taler med en ph.d.-studerende, der bliver man nødt til at være mere konstruktiv,” siger Peter Munk Christiansen.

Institutlederen overvejer flere forskellige instrumenter som led i arbejdet med at skabe en bedre arbejdspladskultur på instituttet. 

”Men jeg synes, det er mest rigtigt at drøfte på instituttet først, inden jeg fortæller om dem i pressen,” siger Peter Munk Christiansen.

En gammel sag – og en vigtig sag

Professor Vibeke Lehmann Nielsen fra Institut for Statskundskab deler institutlederens konklusion om, at det relativt høje antal underskrivere på instituttet ikke bunder i et konkret problem med sexisme på instituttet. En pointe, som også bakkes op af en anden medarbejder, som Omnibus har talt med.

Vibeke Lehmann Nielsen, professor ved Institut for Statskundskab

”Vi er et institut med mange politisk bevidste medarbejdere, som mener, at dette er en vigtig sag at bakke op,” siger Vibeke Lehmann Nielsen.

Hun satte selv sin underskrift på indsamlingen. Og det er der to årsager til, fortæller hun.

”Dels havde jeg for efterhånden mange år tilbage som tillidsrepræsentant en sag, som handlede om seksuel krænkelse af en medarbejder og efterfølgende udnyttelse af magtposition. Dels sympatiserer jeg generelt med problemstillingen. Jeg har aldrig selv oplevet sexisme, men jeg har gennem netværk hørt eksempler på grænseoverskridende adfærd.”

Definitionen er for bred

Vibeke Lehmann Nielsen tøvede i første omgang med at skrive under, fordi den sag, hun refererer til, ligger mange år tilbage.

”Jeg synes også, at den definition på sexisme, der blev anvendt i underskriftsindsamlingen, var meget bred. I min verden er sexisme (dvs. seksuelt grænseoverskridende adfærd) og kønsdiskrimination – dvs. udtalelser og handling, der på basis af kønsstereotyper putter mænd og kvinder i forskellige kasser og dermed begrænser tanker og handlemuligheder – to meget forskellige problemstillinger. De er begge vigtige. Men det mudrer debatten at blande dem sammen.” 

Ud over at hun er blevet anerkendt af sin institutleder for at skrive under – og at han har spurgt ind til baggrunden for underskriften, hvilket hun finder helt legitimt – har ikke mange reageret på, at hun har sat sin underskrift på indsamlingen.

”Men nogle af mine mandlige kolleger er selvfølgelig blevet bekymrede og usikre på, om de ubevidst har været med til at overtræde nogens grænser, fordi så mange kvinder på instituttet skrev under,” fortæller hun.

Samlet set håber hun, at underskriftsindsamlingen vil føre til en generel debat om emnet, og at både mænd og kvinder på den baggrund reflekterer over deres adfærd. 

Ikke større problemer på IKS end andre institutter

Tilbage på Institut for Kultur og Samfund har underskriftsindsamlingen ført til, at sexisme og kultur på arbejdspladsen er blevet og fortsat bliver drøftet både på instituttet og på fakultetet, fortæller institutleder Bjarke Paarup. 

Bjarke Paarup, institutleder ved Institut for Kultur og Samfund

I kølvandet på underskriftindsamlingen har tillidsrepræsentanterne på instituttet og fakultetet forsøgt at lave en opsamling på, om der har været eksempler på sager, som ikke har været rapporteret. Der blev i den forbindelse ikke fundet nye sager om krænkelser. 

Bjarke Paarup har ikke selv taget kontakt til underskriverne på sit institut: 

”Det synes jeg kunne virke en smule intimiderende over for medarbejderne. Og jeg håber, at alle medarbejdere ved, at min dør altid er åben,” siger han. 

At mange af underskriverne kommer fra Arts, herunder også fra hans institut, overrasker ikke som sådan Bjarke Paarup, der henviser til, at der er tale om meget store institutter med mange medarbejdere.

”At Institut for Kultur og Samfund boner ud med mange underskrivere, har jeg ikke en klar forklaring på, men vi har en del forskere her, som interesserer sig for kønsforskning. Vi har også mange løst ansatte forskere, fordi vi er det institut på humaniora, der har flest eksterne midler. Og løst ansatte kan være særligt sårbare i denne forbindelse. Men det er ikke mit indtryk, at vi har større problemer end andre institutter,” siger han. 

Skurvognssnak og hårde karriereforløb 

Det betyder imidlertid ikke, at han sparker bolden til hjørne og ikke har tænkt sig at reagere på underskrifterne. For de viser, at der er et behov for at drøfte kulturen og omgangstonen på instituttet, mener Bjarke Paarup. 

”Skurvognssnak finder også sted på universitetet, men det er uacceptabelt på en arbejdsplads. Derudover er der også oplevelser, som handler om kønsmæssige forskelle i forhold til karrieremuligheder. Karriereforløbet på universitetet er hårdt, og som det er nu, vælger flere kvinder end mænd det fra. Det er bestemt også en del af problemet,” siger han.

Bjarke Paarup peger på, at hans manøvrerum i forhold til at gøre en forskel, der batter noget for løst ansatte medarbejderes udsigt til en fast stilling, er begrænset, så længe en stor del af instituttets økonomi er bundet op på eksterne midler. Når det er sagt, tror han dog, at det netop er gennem ansættelser, han kan gøre en forskel, som fører til forandringer af kulturen på instituttet.

”Det, at vi får flere kvindelige ansatte, ser jeg som en konkret del af løsningen. Tiltrækning af stærke kvindelige ansøgere og ansættelse af flere kvinder i alle typer af akademiske positioner har været en prioritet i flere år,” siger Bjarke Paarup. 

En neutral instans bør tage sig af krænkelsessager

Hvad angår medarbejdere, der oplever at blive krænket på arbejdspladsen, peger institutlederen på, at man som hidtil kan gå til sin tillidsrepræsentant, sin afdelingsleder eller til HR, hvis man føler sig krænket. Men han så gerne, at et nyt initiativ blev føjet til den liste. 

”Jeg så gerne, at der oprettes en neutral instans, som man kan kontakte, hvis man er bekymret for, at det kan få karrieremæssige konsekvenser at gå videre med en sag. Vi har diskuteret det på instituttet og mener, at instansen skal ligge på universitetsniveau,” siger Bjarke Paarup, der vil tage problemstillingen op i AU’s diversitets- og ligestillingsudvalg, som han er medlem af.

Åbenhed er vejen frem

På Afdeling for Religionsvidenskab har underskriftsindsamlingen allerede udmøntet sig i et konkret initiativ. Sammen med afdelingsleder Jørn Borup har Lene Kühle afviklet et temamøde for alle afdelingens medarbejdere, hvor sexisme var på dagsordenen.

Marianne Qvortrup Fibiger fortæller, at de på mødet også drøftede mange af de gråzoner, som netop kan gøre sexisme- og krænkelsesproblematikken til et minefelt at navigere i. For eksempel om man fortsat kan mødes med de studerende over en øl i forbindelse med festlige sammenkomster.

”Vi har jo en tradition for at holde Sky Bar med de studerende på afdelingens tagterrasse. Og det er en fin mulighed for at mødes socialt uden for undervisningslokalerne. Konklusionen på mødet var, at der fortsat skal være plads til faglige snakke med studerende uden for undervisningslokalet – også over en øl og ud på de små timer. Det er jeg personligt glad for. For det kan også blive for sterilt, hvis man kun må interagere med de studerende inden for tidsrummet 8-16.”

Hverken Lene Kühle eller Marianne Qvortrup Fibiger mener, at det er gjort med en underskrift og et temamøde.

”Det er så langt fra nok. Det skal føre til en reel kulturændring, før jeg er tilfreds. Men nu har vi sat noget i gang. Og så må vi sørge for at følge op fremadrettet,” siger Lene Kühle.

Marianne Qvortrup Fibiger supplerer:

”Vi har sået et kim hos alle om, at man skal være opmærksom på, hvad man siger og gør. Og at det er et fælles ansvar at sige fra over for, hvad der forekommer at være krænkende adfærd. Det er vi bedre rustet til nu i afdelingen, fordi vi har taget hul på snakken.”

Jeg er styrket i, at jeg ikke er alene    

Helle Strandgaard Jensens underskrift har ikke ført mange reaktioner med sig. 

”Jeg har talt med en kollega om det, og jeg ved, at min tillidsrepræsentant er opmærksom på problemstillingen, og min afdelingsleder har taget det op. Men vi er jo heller ikke så meget på campus i øjeblikket. Havde det været normale tider, håber jeg, det er noget, vi ville have talt om ved kaffemaskinen.”

På det personlige plan har det dog gjort en forskel at sætte sin underskrift blandt 688 andre:

”Jeg føler mig styrket i, at hvis jeg skulle blive krænket igen, så er jeg ikke alene. Og så ville jeg nok finde en måde at bringe det op på,” siger Helle Strandgaard Jensen.

Sådan fordeler underskriverne sig på AU

I alt skrev 689 under på, at de har oplevet sexisme rettet mod sig selv eller andre inden for universitetsverdenen. 

107 af underskriverne er ansat på Aarhus Universitet. Derudover har en række tidligere ansatte på AU også skrevet under. 

79 af underskriverne er fra fakultetet Arts: 28 fra Institut for Kultur og Samfund, 26 fra Institut for Kommunikation og Kultur og 25 fra DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse.

På Fakultetet Aarhus BSS har 12 medarbejdere fra Institut for Statskundskab skrevet under, 3 fra Psykologisk Institut og 1 fra Juridisk Institut. 

På fakultetet Natural Sciences har 5 medarbejdere fra Institut for Fysik og Astronomi skrevet under, 1 fra Institut for Bioscience og 1 fra Institut for Datalogi.

På fakultetet Health har 4 medarbejdere fra Institut for Klinisk Medicin skrevet under og 1 medarbejder fra Institut for Folkesundhed. 

Underskriftsindsamlingen er sendt rundt via netværk og er ikke sendt til samtlige medarbejdere ved danske universiteter. At mange har valgt at skrive under på ét institut, kan dermed ikke ses som ensbetydende med, at det pågældende institut har haft mange sager om sexisme.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også