Skal rågen nakkes? Dyreeksperter og kollegianere er ikke enige

Artiklen er opdateret 10. juni, kl. 11.00 med en kommentar fra rågekolonien

Sommer, sol, eksamener… og rågeskrig fra de tidlige morgentimer til solnedgang. Det er virkeligheden for beboerne på Parkkollegierne disse uger, da en rågekoloni igen i år har udset egetræerne ved amfiscenen som sit drømmehjem. Sidste år kunne Omnibus berette om rågeregulering i selvsamme egetræer ved amfiscenen. 

Rågefuglen er fredet, men Naturstyrelsen kan give tilladelse til at regulere rågeungerne. Det kan lyde brutalt at skyde rågens unger, spørger man beboerne på Parkkollegierne, er rågen naboen fra helvede.

”Fedt, fedt, fedt,” siger en beboer på Parkkollegierne, Andreas Dalsgaard, da Omnibus fortæller ham, at rågeungerne i Universitetsparken reguleres igen i år. 

”What? Ej, ægte? Jeg anede ikke, at man skød ungerne. Det synes jeg er lige lidt for meget,” siger en anden bebeoer, Sarah Bahat, da hun overhører samtalen. 

”De skal udryddes” 

Efter en rundspørge på flere af kollegierne i Universitetsparken, er Sarah Bahats reaktion umiddelbart den eneste empatiske holdning fra beboerne på Parkkollegierne. For at sige det mildt, er der ikke meget til overs for rågefuglen. 

Beboer Mads Pagh bliver vækket hver dag klokken fem om morgenen af rågeskrig fra rågekolonien. 

”Det er jo sundhedsskadeligt. Jeg synes ikke som sådan, at det er et skadedyr, men den larmer jo. Så ja, jeg går ind for regulering af dem,” siger han. 

”De skal udryddes,” siger en anden beboer, Søren, med et stift blik rettet mod trætoppene uden for køkkenaltanen. 

”Jeg kan ikke sidde på min altan, fordi det larmer så meget. Hvem var her først? Det er jo alligevel en anlagt park – altså, nogen har jo plantet træerne. Det er ikke vild natur,” siger Søren og peger ud på parken. 

Parkkollegium 3 har fået udleveret en rågeklapper af pedellerne, så de kan larme tilbage og forskrække rågerne. Der har tilmed været rågetema til et tour de chambre-arrangement på gangen, fortæller en af beboerne. 

Der hersker ingen tvivl om, rågefuglen har fået status som nattesøvnens største fjende. 

Naturen er grim og larmer

Naturformidler og TV-vært Sebastian Klein er ikke fortaler for reguleringen af råger. Vi har det med at ville bestemme over naturen, fortæller han til Omnibus. Måske kan barndomshelten lære beboerne på Parkkollegierne at acceptere rågen som en ligeværdig nabo. 

”Råger, uh, de larmer i vores ører,” siger han og fortsætter: ”Naturen har det bedst med, at vi lader den være i fred, men det har vi det svært med.” 

”Når vi regulerer, laver vi jo en symptombehandling, og vi behandler dem på den eneste måde, vi kan. Vi skyder,” siger han. 

Der er omkring 12 måneders ventetid til et værelse på Parkkollegierne, og det skyldes måske de naturskønne omgivelser. Men nogle gange er naturen bare ikke, som vi vil have den, ifølge Sebastian Klein. 

”Vi vil gerne bo i nærheden af høje træer, men så kan vi ikke lide de fugle, der bor i dem,” siger han.

”Naturen er ikke lutter sommerfugle og fuglesang. Naturen den stinker, og den larmer, og den generer,” siger Sebastian Klein. 

”Og så er den (rågen, red.) jo heller ikke pæn vel? Så skyder vi den. Hvis den bare var pæn eller sagde noget pænt …” siger han. 

Helt Ghandi er han dog ikke, vedstår han:

”Hvis en myg stikker mig, ja, så klasker jeg den. Men ellers lader jeg naturen være,” siger han. 

Fra fjender til venner 

Antropolog og seniorrådgiver emerita på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, Inger Anneberg, henvendte sig sidste år til Omnibus efter at have læst artiklen om rågereguleringen. 

Hun stillede sig kritisk over for, at rågens kald blev omtalt som sundhedsskadeligt. Derfor har Omnibus i år inviteret Inger Anneberg til en gåtur under trækronerne ved amfiscenen – lige midt i orkanens øje. 

Inger Anneberg har forsket i samspillet mellem landmænd, myndigheder og dyrevelfærd. Derudover interesserer hun sig for, hvilke dyr vi kan lide, og dem, vi mindre kan lide. Hendes medborgeres reaktioner på rågelarmen igangsatte interessen for den forhadte fugl.  Selv er hun begejstret for rågen.

”Det er fascinerende med kragefugle, der danner par for livet, og den måde, de etablerer sig på socialt, synes jeg er fantastisk. De er kloge og forsvarer hinanden ved at være sammen på den måde, de er,” siger Inger Anneberg, mens hun spejder op i trætoppene. 

”Det har gjort et indtryk på mig. De kæmper i forvejen en hård kamp. Der er måske kun tre fire æg, der bliver til unger, og så kommer vi og skyder ungerne. Det kunne jeg godt ønske mig, at vi tænkte mere over i stedet for bare at tænke på larmen,” siger hun.

Hvis vi prøver at forstå rågen, bliver larmen mindre, forslår hun.

”De snakker sammen. Det er ikke bare én lyd, men de har jo 20 forskellige kald. Dem kunne I sætte jer ned og lytte til. I kunne lave en gruppe, rågernes venner. Sæt jer ned og prøv at lytte til, hvad de siger. I kunne sætte jer ind i, hvad det er for nogle fugle og tænke på dem som væsner ligesom jer,” opfordrer Inger Anneberg Parkkollegiernes beboere. 

Nu står vi ved en uddannelsesinstitution, og derinde ligger det unge guld og sover. Klokken fem om morgenen vil de studerende jo gerne sove for at kunne stå op og bidrage til samfundet ved at tage sig en uddannelse. Er det ikke problem at deres søvn bliver forstyrret?

”Jeg tænker faktisk på det omvendt. Jeg kan ikke forstå, at det der unge guld med de hjerner og med al den klogskab og viden ikke kan træde ud over aversionen. I kan jo lave nogle forholdsregler, for eksempel bruge ørepropper,” siger Inger Anneberg. 

”Hvis det skulle lykkedes at få den her koloni til at flyve et andet sted hen, kunne det være, de fløj hen til et plejehjem, og så er det pludseligt en anden gruppe, der står for skud. De har måske ikke jeres hjerner, men de vil da også gerne sove,” siger hun. 

Vores modvilje over for rågen handler ikke alene om larmen, der gør rågen til naboen fra helvede, siger Inger Anneberg. Det er dybere end det. 

”Vores måde at rangere dyr på er kulturelt bestemt. Det er forskelligt mellem samfund, hvilke dyr vi synes er nyttige, skadedyr, dyr til at spise og kæledyr. Det vil være godt, at man som studerende tænker over den rangering og ikke bare køber, at "sådan har det altid været" men prøver at forstå sig selv som en art blandt andre arter, som man faktisk kan have et fællesskab med," siger hun. 

Eksperterne romantiserer rågelarm

Vi bærer både Inger Annebergs og Sebastian Kleins råd over på kollegierne, hvor de dog ikke gør det helt store indtryk på Parkkollegiernes søvnberøvede beboere. 

”Det er nemt at mene, at vi bare skal acceptere larmen for naturens skyld. Det er nemt at sige, når de ikke bor lige uden for din altan. Det kommer jo ikke til at løse problemet,” siger beboeren Søren.

”Det er en romantisk måde at se naturen på. Det er jo heller ikke natur i parken, når vi som mennesker har anlagt den og går og passer og plejer den,” siger han. 

Ikke i min baghave!

Beboeren Mads Pagh er også kritisk overfor eksperternes udtalelser.

”Hvis vi skal tænke sådan om rågen, så skal vi jo hoppe med på vognen i forhold til, hvor etisk det er, at vi slagter kvæg og svin, for eksempel,” siger han.

”Det er jo ligesom havvindmøller og solcelleparker. Vi i byerne synes, det er en fed idé, men dem, der skal have dem i baghaven, synes, de er et problem,” siger Mads Pagh.  

Beboeren Andreas Dalsgaard, der indledningsvis syntes, det var ”Fedt, fedt, fedt”, at rågerne bliver skudt, er dog ikke helt så kritisk over for Inger Anneberg og Sebastian Klein som sine medkollegianere. 

”Selvfølgelig vil jeg foretrække, at rågerne ikke var der, men så må man stå op og lukke sit vindue, hvis man bliver vækket,” siger han.

Omnibus har naturligvis givet rågerne mulighed for at svare på kritikken. De er vendt tilbage med følgende udtalelser.