Omnibus prik

Studietvivler: ”Det er viljestyrke, der skal trække dig igennem fagene, når du er i tvivl”

Der findes ikke én måde at opleve studietvivl på. For nogle er tvivlen en konstant summen, de lærer at leve med, mens den for andre kan vokse sig så stor, at de vælger studiet fra. Derfor har vi talt med fire studerende, som alle har vidt forskellige erfaringer med studietvivl. I denne artikel taler vi med Daniel Baagøe Vestergaard. Han er 25 år og læser på kandidatuddannelsen i nanoscience.

Foto: Roar Paaske

Daniels studiehistorik:

Daniel Baagøe Vestergaard valgte i 2018 at søge ind på bacheloruddannelsen nanoscience, da han ikke blev optaget på medicinstudiet.

I starten var det tungt at komme igennem, fordi ønsket om at læse medicin stadig rumsterede bagerst i hovedet, og fagene på nano var tunge og omfattende.

Nu har han lært at acceptere tvivlen som en konstant lille summen og lader den ikke styre for meget længere. I dag er han i gang med at skrive sit speciale.

TEMA OM STUDIETVIVL

Denne artikel er en del af Omnibus' tema om studietvivl.

Læs også interviews med tre andre studerende, som kom i tvivl  – og handlede på tvivlen:

På Omnibus' temaside kan du også læse flere artikler om studietvivl:

Hvornår har du været i tvivl?

”I første omgang startede jeg på nanoscience, fordi jeg var i tvivl om, hvad faen jeg lige skulle gøre, når nu jeg ikke kom ind på medicin, som ellers var mit mål. Jeg havde læst op på en masse fag for at kvalificere mig til medicinstudiet, så jeg valgte at starte på nanoscience, fordi jeg gerne ville bruge nogle af alle de fag.”

”Som på mange andre uddannelser bliver en del af de hårde fag pakket ind i starten af uddannelsen. Især på nano, fordi der er fag fra flere fakulteter. Så i starten bruger man vanvittigt mange timer på at studere. Mange dropper ud af nano på grund af stressniveauet, og jeg fik også tanken: Okay, knækker jeg også af det? Er det mig, der lige om lidt ikke kan hænge sammen?”

Hvordan påvirkede studietvivlen dig?

”Det tog en del fokus at være i tvivl. Det kunne også nogle gange medføre, at de ting, jeg lavede, ikke virkede særligt spændende og relevante, hvilket ikke hjælper, når du er i tvivl. Følelsen af overflødighed og unødvendighed stiger bare eksponentielt, når du er i tvivl om, hvorvidt du overhovedet skal være på det her studie. Det er viljestyrke, der skal trække dig igennem fagene, når du er i tvivl.”

Hvad gjorde, at tvivlen blev til handling?

”Jeg gik til den professor, som var min vejleder under bacheloren, fordi han var lidt højere oppe i systemet, og spurgte: Hey, går det her, er det en god idé at fortsætte, eller går det ad helvede til? Der var svaret, at jeg bare skulle klø på. Da jeg havde klemt mig igennem det første forløb, havde jeg besluttet mig for, at nu var det det her, jeg gjorde. Men tvivlen har hængt i baghovedet hele vejen igennem. Nu er jeg begyndt på mit speciale, så det er altså alt for sent at være i tvivl nu. Og jeg er efterhånden begyndt at lave nogle federe ting, så jeg er ikke rigtigt i tvivl længere.”

 

Hvordan føltes det at være i tvivl om dit studie?

”Jeg var ked af det, og jeg tænkte meget over, hvordan jeg var over for andre mennesker. Måske var jeg også lidt træls at være sammen med. Det håber jeg ikke, jeg var.”

Hvad er dit gode råd til dem, der tvivler på deres studievalg lige nu?

”Hvis man døjer med, at det første forløb er meget presset som i mit tilfælde, så tag lige et øjeblik og pust ud. Så må man leve med, at man potentielt aldrig får det indhentet igen. Man skal passe på sig selv og ikke brænde sammen. Og så skal man forventningsafstemme med sig selv, om det, man godt kan lide, er noget, man måske bedre kan udleve i fritiden. Eller om det er noget, der ville være fedt at komme ud og arbejde med bagefter.”

Korrekturlæst af Charlotte Boel.