Studietvivler: "Jeg tror altid, jeg kommer til at være i tvivl"

Hvornår har du været i tvivl?

”Allerede da jeg gik på gymnasiet, var jeg i tvivl om, hvad jeg ville. Studievejledningen blev ved med at sige, at jeg skulle vælge ud fra mine interesser, men jeg vidste ikke, hvad mine interesser var. Jeg var meget i tvivl og tænkte, at det rigtige valg nok ville dumpe ned i hovedet på mig. Men det gjorde det ikke.”

”Jeg startede på snedkeruddannelsens grundforløb efter et højskoleophold, hvor jeg var begyndt at overveje, om jeg skulle have et kreativt arbejde. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg slet ikke var nørdet nok til at arbejde så fint. For som snedker er det tiendedele af en millimeter, man måler på. Jeg var virkelig dårlig til det. Så jeg tænkte ’Okay, det er nok bare ikke mig’. Og så droppede jeg ud efter et par måneder.”

”På højskolen havde jeg også haft et fag om fremtidsforskning og teknologi, som jeg syntes var megafedt. Jeg så helt vildt meget Black Mirror dengang og var meget optaget af teknologi. Så da jeg fandt uddannelsen i teknoantropologi, søgte jeg ind. Men der gik ikke ret lang tid, før jeg fandt ud af, at det bare ikke var mig. Vi havde meget filosofi, og i dag kan jeg sagtens se, at det gav mening. Men dengang forstod jeg ikke, hvad jeg skulle bruge det til. Jeg havde jo aldrig læst på universitetet før, så jeg var slet ikke vant til den måde at tænke på.”

Hvordan påvirkede studietvivlen dig?

”Det kom til udtryk ved, at jeg pjækkede mere. Det kan føles så stort, og som om ens uddannelse skal være en stepping stone til resten af ens liv. Og den tanke tror jeg bare, man skal aflive. Jeg tror aldrig, jeg var blevet færdig med noget, hvis jeg var blevet ved med at tænke det sådan. Jeg tror, jeg var meget fastlåst i, at det skulle være perfekt. At jeg ville komme ind et sted, og så ville det bare være det mest spændende i hele verden, og at det virkelig var mit felt. Men jeg har fundet ud af, at jeg aldrig kommer til at have det sådan."

Hvad gjorde, at tvivlen blev til handling?

”Der er generelt ikke så langt fra tanke til handling i min hjerne. Allerede i introperioden på teknoantropologi havde vi nogle alumner, som kom og fortalte, hvad de lavede. Og jeg var bare ved at dø. Jeg tænkte: Det er fucking løgn. Det gider jeg ikke. Jeg så meget frem til, at vi skulle have et kursus i etik på andet semester. Men da vi endelig fik det, syntes jeg, det var virkelig kedeligt. Jeg havde lovet mig selv at give det et år, fordi jeg altid har været hurtig til at give op. Så det gjorde jeg. Men lige inden eksamen om sommeren droppede jeg ud.”

Hvad følte du, da du droppede ud?

”Jeg havde det meget, som om jeg skulle finde en rigtig hylde. Så det var skuffende begge gange, jeg droppede ud, fordi det så heller ikke var den hylde, jeg skulle være på. Men for mig har der ikke været så meget skam i at droppe ud. Det har bare været en selvfølge, at jeg ikke skal blive et sted, hvis det ikke er det, jeg vil. Men jeg tror også, det skyldes, at jeg kommer fra en familie, hvor det ikke er forventet, at jeg tager en akademisk uddannelse. Det er selvfølgelig aldrig sjovt at fortælle, at man er stoppet på noget, men jeg har altid tænkt, at det var vigtigere, hvordan jeg selv havde det, end hvad folk tænker.”

Hvad er dit gode råd til dem, der tvivler på deres studievalg lige nu?

”Jeg tror, mit råd vil være, at man skal lade sig selv slappe lidt af og bare være i det. Man skal ikke nødvendigvis tænke så skide meget over alting altid. Og det bliver måske lidt stort nu, men vi er også blevet individer på en helt sindssyg måde. Det er blevet meget vigtigt, hvad jeg er. Og det tror jeg simpelthen, vi skal slappe lidt af med. For det er nemmere bare at være, hvis man ikke hele tiden tænker på, hvad man skal være.”

Korrekturlæst af Charlotte Boel.