AU-triatlet har sat tandlægestudiet på pause – nu gælder det OL i Paris

Sidste år kunne 25-årige Alberte Kjær Pedersen kalde sig bachelor i odontologi, mens resten af hendes årgang fra 2018 kunne kalde sig færdiguddannede. I denne uge skal hun igen et smut forbi Tandlægeskolen og sige tillykke til 2019-årgangen, som nu er blevet tandlæger, mens hun selv først begynder på sin kandidat til næste år. For som triatlet på eliteniveau og studerende på tandlægestudiet er der ikke altid plads til begge dele i kalenderen, og sidste år valgte hun at tage en længere pause fra studiet for at fokusere fuld tid på at kvalificere sig til OL i Paris: 

”Det har til tider været lidt hårdt, fordi jeg altid er lidt bagud på den sociale front. Og i princippet også altid lidt bagud studiemæssigt. Men det har jeg altid været, for jeg har altid dyrket sport på højt niveau ved siden af min skole,” fortæller Alberte Kjær Pedersen, der begyndte at dyrke triatlon som 12-årig.

Tandlægeskolen på AU, som har et lidt mindre og mere intimt studiemiljø, har til gengæld også gjort tilpasningen til de skiftende årgange en del nemmere: 

”Tandlægeskolen hed jo tandlægehøjskolen engang, og det er et lidt højskoleagtigt studie. Man kender hinanden ret godt, og man arbejder på tværs af årgange og semestre på klinikken. På den måde har jeg egentlig bare været glad for, at jeg har været på forskellige årgange. For jeg har jo kendt alle i min behandlergruppe, idet jeg har været på alle tre årgange.”

På tandlægeuddannelsen er der meget obligatorisk undervisning og klinikarbejde, og af den grund har Alberte Kjær Pedersen ikke kunnet tage orlov midtvejs i studieåret. Hver pause til fordel for elitesporten har derfor måttet forløbe sig på et år gangen. Og derfor har hun samlet set brugt fem år på at få bacheloren i hus afbrudt af to pauser på et år. Dertil forventer hun at holde to års pause mellem bachelor og kandidat.

Forberedelserne til OL i Paris

Senest har pausen fra universitetet haft et helt særligt formål, nemlig kvalificeringen til OL i Paris, hvor Alberte Kjær Pedersen 31. juli repræsenterer Danmark ved Olympisk Triatlon. Her skal hun først svømme 1.500 meter i floden Seinen, som løber gennem den franske hovedstad, efterfulgt af 40 kilometers landevejscykling, der til sidst kulminerer i et 10 kilometers løb frem til målstregen på Champs-Élysées' brostensbelagte gader. Distancerne er cirka det dobbelte af, hvad hun skulle igennem, da hun 18. maj svømmede, cyklede og løb sig til en førsteplads ved World Triathlon Cup Huatulco i Mexico. 

Selvom Alberte Kjær Pedersen er stolt af sin kvalificering, er det med blandede følelser, hun ser frem til den hårde sportspræstation, der venter:

”Det er faktisk sjældent, jeg glæder mig til at konkurrere, fordi jeg ikke længere er lykkeligt naiv. Jeg har så meget erfaring nu, at jeg ved, hvor hårdt og ulideligt det bliver. Men når jeg først er i gang, er det ikke noget problem, så er jeg ligesom i det.”

Man kunne tro, at en kvalificering til OL medfører en stor omvæltning i dagligdagen, hvor både træning og kostplanlægning intensiveres, men sådan er det ikke for Alberte Kjær Pedersen:

”Træningen er bare, som den plejer. Vi fintuner lidt på tingene, men ellers er det bare almindelig hverdag. Jeg er jo kommet hertil ved at gøre det, jeg plejer. Så det er jo ikke, fordi jeg skal opfinde den dybe tallerken, fordi jeg skal til OL. Jeg tror, folk udefra hyper det op til, at nu er det nu! Den skal sidde lige i røven hver dag, og jeg skal være motiveret hver dag. Men det kan man ikke, det er jo en lang proces at kvalificere sig. Jeg tror, man får det bedste resultat, hvis processen har været god,” fortæller hun.

Alberte Kjær Pedersen har derfor også modsat mange andre af sine med-triatleter valgt at blive hjemme i Danmark i tiden op til OL. Her har hun sit lokale svømmestadion tæt på, en kilometer til al behandling hos Team Danmark og vante cykel- og løberuter i skoven.

”Og så også bare for at få al den danske opbakning med,” tilføjer hun.

Elitesport eller uddannelse: hvad fylder mest?

Alberte Kjær Pedersen er fra Fredericia og begyndte der at dyrke triatlon som 12-årig. Fra det øjeblik blev balancen mellem sport og skolegang en kunst, hun skulle lære at mestre. Til hendes held var hendes træner også hendes gymnasielærer, og han kunne derfor hjælpe hende med at forbinde de to verdener:

”Han har altid været meget pro-skole og sagt: Du skal lave dit skolearbejde, men du må også godt give dig selv lov til og tid til at træne ved siden af. Så han har været meget god til at planlægge træningen efter, hvordan skolen har været de pågældende dage.”

Træningen har hun også lært at se som et afbræk fra de situationer, hvor hun sidder fast i noget skolearbejde eller med hendes egne ord ”har været helt kukkeluk i krydderen” under eksamenslæsningen. Træningen har været det, der kom efter skolen, men alt det blev der vendt om på i arbejdet frem mod OL-kvalifikationen, og det har været en ambivalent tilvænning:

”Jeg tror helt ærligt, at jeg inderst inde bedre har kunnet lide at gå i skole end at dyrke elitesport. Jeg synes, elitesport er fedt, men jeg synes også, det er drønhårdt, fordi man som atlet hele tiden skal blive hurtigere, stærkere og bedre.”

Samtidig med at presset har været hårdt, har hun også manglet nogle at spejle sig direkte i:

”Der er mange drenge, som dyrker triatlon i Danmark. Der er også piger, men sjældent på min alder og på mit niveau inden for kortdistance-triatlon, i hvert fald ikke her i Aarhus. Så jeg har ikke så mange at spejle mig i til hverdag, og det føles mere som survival of the fittest, end det gør i skolen. Der er det lidt mere trygt, man bliver båret lidt mere på vej, og der er flere lige som mig.”

Det har ifølge Alberte Kjær Pedersen taget nogle måneder at vænne sig til tanken om, at det, der engang mere var en hobby, for i år og næste år er blevet hendes fuldtidsarbejde. Men hun er helt afklaret omkring situationen: 

”Nu kan jeg godt mærke, at jeg var klar til det at få det break. Jeg har jo gået i skole nonstop siden 0. klasse.”

Challenge accepted

Man kunne indvende, at det umiddelbart ikke er så smart at kombinere elitesport med et studie, der som tandlægeuddannelsen ikke er særligt fleksibelt. Den indvending kom Alberte Kjær Pedersens mor med, og hun ved, hvad hun taler om, for hun er selv tandlæge:

”Hun sagde til mig: ”Alberte, jeg ved ikke, om det er en god idé at læse til tandlæge, for der er så meget obligatorisk på uddannelsen, og det bliver svært for dig at kombinere med din elitesport”.

Men det skal man ikke fortælle til Alberte Kjær Pedersen:

”Når jeg får at vide, at det ville være en god idé at gøre noget på en bestemt måde, så er det det sidste, jeg har lyst til at gøre. For eksempel når nogen har sagt: Triatlon, det er jo en hård sport, Alberte. Det kræver meget tid og mange ofre, og det vil vi ikke råde dig til at gøre. Så får det mig til at tænke: Ja, ja, nu skal jeg vise jer!”

Det er også med den mentalitet, hun tilgår sin sport. Og hun ser faktisk en lighed mellem sin triatlon og tandlægestudiet:

”Triatlon er en sport, hvor man absolut ikke springer over, hvor gærdet er lavest. Det gør man absolut heller ikke, når man læser til tandlæge. Og jeg tror bare godt, jeg kan lide at udfordre mig selv og tage de lidt svære valg,” forklarer hun.

Udover det faktum, at den obligatoriske undervisning indtil videre har resulteret i en toårig forsinkelse på udannelsesfronten, der i sig selv har været udfordrende, så bringer netop forsinkelsen også en anden større udfordring med sig. For idet Alberte Kjær Pedersen først påbegynder sin kandidatuddannelse næste år, står hun som mange andre studerende i den situation, at hun kommer til at mangle SU på det sidste år af sin uddannelse grundet SU-reformens afskaffelse af det sjette SU-år. Men også den udfordring tager hun nogenlunde roligt: 

”Jeg må bare tjene så mange penge nu, at jeg kan lægge noget til side. Man kan lave det, der hedder en sportspension som elitesportsudøver, og så få udbetalt det, der svarer til en SU, når jeg mangler penge til resten af studiet. Det er jo ikke, fordi jeg tjener mange penge, men jeg tjener mere, end jeg bruger. Så det skal nok gå op og løbe rundt.”

Hvad skal fylde i fremtiden?

Med et ben i både elitesporten og tandlægefaget er Alberte Kjær Pedersen ikke på nuværende tidspunkt 100 procent afklaret med, hvordan hendes fremtidige karriere kommer til at se ud: 

”I perioder har jeg været så træt af elitesport, at jeg har været glad for at have valgt noget, der er helt anderledes. Og så er der nogle perioder, hvor jeg er vildt glad for elitesport og tænker: Hvorfor har jeg ikke valgt et studie, jeg kan kombinere lidt bedre med elitesporten?”

Skulle hun fortsætte inden for elitesportsverdenen, ville det være som træner, hvor hun kan guide yngre atleter på vej og give sparring omkring, hvordan det er at leve et liv i samspil med elitesporten. Trænerrollen ville skulle fungere som en sidegesjæft til et job i for eksempel børnetandplejen, hvor hun særligt gerne vil arbejde med børn, der enten lider af tandlægeangst eller andre psykiske diagnoser:

”Det med at hjælpe nogen og være med til at sørge for, at en bestemt situation lykkes, det interesserer mig meget. Og det relaterer sig i virkeligheden også til det, jeg er vant til i min sport. At man læser situationen, tilpasser sig, er tålmodig og fokuserer på samarbejdet.”

Korrekturlæst af Charlotte Boel