Omnibus prik

Udflytningsplanen kom langt om længe på plads, men hvad betyder den for dig som studerende?

AU skal skære studiepladser væk og udflytte uddannelser de kommende år som følge af udflytningsaftalen. Men påvirker det dig som studerende, og i så fald hvordan? Det hjælper AU's vicedirektør for uddannelse med at svare på her.

Der er ingen grund til bekymring for de studerende, fortæller Anna Bak Maigaard, der er vicedirektør for AU Uddannelse. Foto: Ida Jensen/AU Foto

Fakta

Disse uddannelser på AU lukker:

  • Diakoni, KA (Arts)
  • Kognitiv semiotik, KA (Arts)
  • Sygepleje, KA, Emdrup (Health)
  • Jordbrug, natur og miljø, KA (Tech)
  • Erhvervssprog i virksomhedskommunikation, KA (BSS)
  • Political Science, KA, engelsksproget (BSS)
  • Samfundsfag, BA (BSS)

Disse uddannelser på AU udflytter:

  • It, kommunikation og organisation, KA (BSS)
  • Oplevelsesøkonomi, KA (Arts)
  • Agrobiologi, BA (Tech)
  • Agrobiologi, KA (Tech)
  • Animal Science, BA (overtages fra KU) (Tech)
  • Animal Science, KA (overtages fra KU) (Tech)

Nye udbud:

  • Veterinærmedicin (dyrlæge), BA (Tech)
  • Veterinærmedicin (dyrlæge), KA (Tech)

Bacheloren i samfundsfag lukker, en række kandidater skæres væk eller udflyttes, og flere fag skal være mindre. Det er nogle af punkterne i den udflytningsplan, som partierne bag lavede en endelig aftale om i slutningen af marts.

Men hvad betyder aftalen konkret for dig som studerende?

For de fleste studerende på AU vil det slet ikke kunne mærkes, fordi deres uddannelse er uberørt. Og på de uddannelser, der rammes af aftalen, skal de studerende heller ikke være bekymrede, fortæller Anna Bak Maigaard, der er vicedirektør for AU Uddannelse.

Jeg går på en af de uddannelser på AU, som skal lukke eller flyttes ud – hvad betyder det for mig?

"Hvis du allerede er studerende på en uddannelse på AU, som står til at flytte eller lukke, er svaret, at det ikke vil berøre dig. Du får mulighed for at gøre din uddannelse færdig her i Aarhus eller i Emdrup, eller hvor din uddannelse ligger. Man har ret til at færdiggøre den uddannelse, man er optaget på," siger Anna Bak Maigaard. 

Jeg har lige søgt ind på en uddannelse, der nu ifølge planen skal lukke – hvad betyder det for mig?

"Uddannelsen er åben, indtil den lukker. Og når man er optaget på en uddannelse, har man krav på at kunne gøre den færdig, og det gør vi med rigtig god og høj kvalitet," siger vicedirektøren for AU Uddannelse.

Men hvad nu, hvis man for eksempel læser nordisk sprog i dag, men gerne vil have en kandidat i oplevelsesøkonomi eller it, kommunikation og organisation, som flytter til Herning: Skal man så flytte for at få sin kandidat, eller kan man stadig tage den i Aarhus?

"Det er endnu for tidligt at svare på. Aarhus Universitet har igangsat et arbejde med at analysere den politiske aftale, samt sikre implementeringen heraf på universitetet. Det er i forbindelse med dette arbejde endnu for tidligt at forholde sig til konkrete eksempler, men implementeringen kommer naturligvis til at sikre, at studerende, der er indskrevet på en uddannelse, får mulighed for at færdiggøre denne," siger hun.

Jeg vil gerne søge ind på den nye dyrlægeuddannelse, der som følge af aftalen oprettes på AU. Hvornår kan jeg søge ind – og hvornår kan AU fortælle mere konkret om uddannelsen?

Til dem er svaret: Vi glæder os meget til at udbyde en dyrlægeuddannelse på AU. Lige nu er vi i gang med forberedelserne – blandt andet godkendelsesprocesser, fastlæggelse af årstal for det første udbud og meget mere. Vi opdaterer inde på bachelor.au.dk og kandidat.au.dk hele tiden, så der kan interesserede ansøgere følge med," siger Anna Bak Maigaard.

Korrekturlæst af Charlotte Boel. 

Opdatering 5/4 kl. 13.10: Tidligere fremgik et spørgsmål om "hvad nu, hvis man læser en bachelor i samfundsfag og er i tvivl om, hvorvidt kandidaten også stadig kan læses i Aarhus?", som ikke konkret blev besvaret af AU Uddannelse. Men det står klart, at det ikke får nogle konsekvenser for de studerende. Kandidaten bliver ikke berørt.