I de seneste måneder er beretninger fra yngre forskere om forskningstyveri dukket frem i medierne i kraft af kampagnen #pleasedontstealmywork. Et flertal af beretningerne drejer sig om manglende kreditering på artikler eller en vejleder, der krediteres uden at have bidraget nævneværdigt.

En af dem, der beskæftiger sig med emnet og kender til gråzonerne i problematikken, er lektor på Institut for Biomedicin Sebastian Frische, der underviser de ph.d.-studerende på Health i forskningspraksis. Mere specifikt fortæller han dem om praksis for publicering og medforfatterskab.

Han understreger, at AU har lavet sine egne formuleringer om forskningspraksis, og derfor skal man ikke kun tage udgangspunkt i Vancouverreglerne, som der oftest henvises til.

”Det vigtige at få på plads er at anerkende, at alle, der bidrager til forskningen, skal have fuld kredit for det, de har lavet, og bidraget skal kunne beskrives. Det skal der være grundlæggende enighed om, og det er også det, der står i universitetets politik.”

”I Vancouverkriterierne er det at betale for projektet ikke nok til et forfatterskab, men derfor tror jeg da nok, at de fleste anerkender dem, der har skaffet pengene, som nogen, der har bidraget til studiet. Om de så har ret til forfatterskab eller ej? Ja, det er dybest set dem, der har lavet studiet, der bestemmer det. Det er et kulturelt spørgsmål,” siger Sebastian Frische.

Det er måske netop her, der kan opstå uenigheder, fordi det er en gråzone?

”Ja, det er derfor, man skal være klar over, hvilken kultur man har med at gøre. Det er det, vi underviser i. Der findes formelle regler, man kan falde tilbage på, men det bedste er at løse problemerne, så alle får kredit for det, de har lavet. Det er det essentielle,” siger han.

Oplever du, at de ældre og yngre forskere har styr på reglerne og er oplært i det?

”De unge er. De gamle er også efterhånden blevet det. Reglerne er kommet til at spille en større og større rolle, i takt med at forfatterskaber er blevet vigtigere. Det kan man godt blive lidt træt af. Men det er, fordi folk er afhængige af at få den kredit.”

Han er ikke i tvivl om, at det er yngre forskere, der ikke får den kredit, de burde.

”Det er jo skræmmende med alle de eksempler på forskningstyveri, der kommer frem, og der er helt klart nogle, som bliver snydt og ikke får nok kredit for deres arbejde, når man bare kigger på forfatterskaber.”

”Men man skal også skelne. Nogle af sagerne er åbenlyst fuldstændigt vanvittige, og så er der andre, hvor det måske bygger på misforståelser,” siger Sebastian Frische.

Tilbage i 2012 skrev Sebastian Frische en klumme om problemstillingen med medforfatterskaber, og pointerne er stadig aktuelle i dag, fortæller han. Klummen kan læses her.