#Pleasedontstealmywork – at få kender til konkrete sager om forskningstyveri, betyder ikke, at de ikke findes på AU

I 120 anonyme vidnesbyrd fortæller yngre forskere fra danske universiteter, hvordan de har oplevet, at vejledere får sig skrevet på deres publikationer uden at have bidraget nævneværdigt, eller at vejlederne stjæler den yngre forskers idé eller data.

Det beskrives som forskningstyveri, og kampagnen #pleasedontstealmywork, der nu har bragt de mange vidnesbyrd frem fra yngre forskere og ph.d.-studerende landet over, blev startet i februar af ph.d.-studerende Maria Toft fra KU. Hun havde selv oplevet det, hun beskriver som forskningstyveri.

I et af de 120 vidnesbyrd, som blev offentliggjort i mediet Science Report i april, lyder det:

”Den overordnede forsker er medforfatter på hver eneste videnskabelige artikel, der udgår fra vores afdeling, uden at vedkommende lever op til Vancouver guidelines. Bidrager ikke med noget af betydning. Bare dét at være leder af afdelingen berettiger medforfatterskab”.

Kunne beretningen stamme fra Aarhus Universitet? Måske. Men spørger man Palle Bo Madsen, der er juraprofessor og formand for Praksisudvalget på AU, er udvalget kun stødt på få lignende sager, og ingen af dem handler om, at forskere uberettiget har fået medforfatterskab på yngre forskeres artikler.

”Vi har ikke haft sager, som handlede om at tiltvinge sig forfatterskab. De er i hvert fald ikke fremme. Om der er nogle under overfladen, kan vi jo af gode grunde ikke vide, men man kan da godt frygte det,” siger Palle Bo Madsen.

Plagiatsager og strid om databrug

Derimod har der i tidens løb været plagiatsager, som for eksempel også har involveret forholdet mellem en vejleder og en ph.d.-studerende. Men det er ikke en tendens, fortæller han. Der har været  en enkelt sag med en ph.d.-studerende, der mente, at vejlederen havde brugt den pågældendes data i flere artikler, uden at den ph.d.-studerende havde godkendt det. 

Palle Bo Madsens erfaring er, at der er forskel på fagtraditionerne på universitetets forskellige fakulteter og fag. På de tørre områder (Aarhus BSS og Arts, red.) som hans eget, er der sjældent mange forfattere på samme artikel modsat nogle af de våde områder på Health, Nat og Tech.

”Der behøver ikke være noget odiøst i, at vejlederen og den ph.d.-studerende publicerer sammen, og på nogle fag er der vist nærmest tradition for det. Man må formode, at de taler sammen om det, der skal ske, og dermed bidrager med noget begge to,” siger han.

”På nogle af de våde områder er der ofte et hav af forfattere på en artikel, og det bliver åbenbart accepteret inden for disse fagområder. Der kan man da godt diskutere, om det er helt i overensstemmelse med Vancouverreglerne. Om alle de mennesker virkelig har ydet en indsats, der retfærdiggør et forfatterskab. Men det sker i stor stil inden for visse fag og er generelt accepteret i de fag, har jeg indtryk af. Vi har i hvert fald ikke nogen, der har indbragt sager om det for os,” siger han.

Formand for Praksisudvalget: Svært at sige, hvor grænsen går

Det er vanskeligt at sætte formel på, hvor grænsen går, når det kommer til, hvem der skal stå som forfattere på artiklen, eller hvem en god idé til projektet egentlig kommer fra, når der arbejdes i hold eller under vejledning, fortæller Palle Bo Madsen. Derfor kan formanden for praksisudvalget heller ikke generelt slå fast, hvad der er rigtigt og forkert, uden at sidde med en konkret sag.

”Der er helt klart gråzoner. Hvis den ph.d.-studerende notorisk har lavet et selvstændigt arbejde, kan vejlederen eller andre selvfølgelig ikke komme og tiltvinge sig medforfatterskab. Det ville være i strid med ansvarlig forskningspraksis. Men derfra og så til, hvor meget andre skal bidrage med, for at de kan kræve at få et medforfatterskab, vil altid være en konkret vurdering.”

”Generelt skal man have bidraget selvstændigt til det videnskabelige projekt på et eller andet niveau, andet end bare at have hentet kaffe eller udført rent praktisk arbejde. Det behøver ikke nødvendigvis at indebære, at man er med i alle faser, eller at man er med fra starten. Men hvis du har bidraget fagligt på en eller anden måde, for eksempel har gennemlæst eller kommenteret noget og derved påvirket resultatet, så vil man kunne opfylde kravene.”

Henvendelser til ph.d.-forening kan tælles på én hånd

Kristoffer Holst Ibsen er formand for AUPA – foreningen for ph.d.-studerende på AU – og han genkender billedet fra #pleasedontstealmywork-kampagnens beretninger. 

”Vi har helt sikkert haft nogle snakke med forskellige ph.d.-studerende omkring det her med medforfatterskaber, hvor vi tænkte: ”Hold da op, det lyder da helt forkasteligt,” siger han.

Sagerne har netop handlet om, at vejlederen har villet skrives på som medforfatter uden at have bidraget. Episoderne virker især til at komme fra yngre forskere på de våde områder. Kristoffer Holst Ibsen kan dog ikke sige, hvad sagerne endte med, men er af den opfattelse, at de færreste ender med en formel sag.

Han anbefaler de yngre forskere at gå til AU’s rådgivere for ansvarlig forskningspraksis, fordi de er uafhængige og kan tale fortroligt. Når først sagen indbringes for Praksisudvalget, inddrages den anden part. Som formand for Praksisudvalget, Palle Bo Madsen, formulerer det, ”kommer man jo ikke på bedre fod” af at indgive sagen for udvalget.

AUPA er især bekymret over det skæve magtforhold, der findes mellem en vejleder og en ph.d.-studerende. Som yngre forsker er man udsat, fordi man ikke er fastansat, og ens fremtid i akademika afhænger til dels af seniorforskernes beslutninger, for eksempel fordi eksterne bevillinger sjældent kan søges alene af en ph.d.-studerende.

”Forestil dig en vejleder, som har fået en ekstern bevilling til at ansætte én postdoc, og som har to ph.d.-studerende, der begge gerne vil have stillingen og er cirka lige gode akademisk. Tager vejlederen så den ph.d.-studerende, som har fortalt om alle sine stressproblemer og er utilfreds over, at vejlederen skal være medforfatter? Eller tager vejlederen den ph.d.-studerende, der ikke siger noget og arbejder videre uden at brokke sig? Der kan nemt opstå tvivl om, hvorvidt det er gavnligt at fortælle sin vejleder om sine problemer og utilfredshed, når det ofte er ens vejleder, der afgør ens fremtid i akademia. Jeg tror, det er her, mange problemer omkring usikkerhed og stress opstår,” siger Kristoffer Holst Ibsen.

I sidste ende handler det om, at nogle fagområder har en usund kultur, mener han.

”Det er helt klart et kulturelt problem, som ikke ville eksistere, hvis alle levede op til reglerne, var rare og anstændige og gik til arbejdet med integritet,” siger Kristoffer Holst Ibsen.

Djøf modtager beretninger efter kampagnen

Jura-lektor på AU, Caroline Adolphsen, der er formand for Djøfs forsknings- og undervisningsudvalg, har inden for de seneste måneder modtaget beretninger fra Djøf, som hun aldrig før er stødt på.

”Det er pres for at arbejde gratis for en fastansat forsker, pres for at få overleveret forskningsdata og pres for at blive medforfatter. Altså fuldstændigt det samme billede, som vi ser i vidnesbyrdene,” siger Caroline Adolphsen, der også er tillidsrepræsentant for VIP-ansatte på Aarhus BSS.

Sagerne, Caroline Adolphsen har hørt om, er ikke nødvendigvis fra AU, og hun understreger, at det er fortrolige henvendelser.

Adolphsen: Mekanismerne findes også på AU

Men når man ser på årsagerne, som ifølge lektoren blandt andet kan findes i de mange løsansættelser som postdoc, er der ingen grund til at tro, at problemerne ikke findes på AU.

”Hvis man kigger på APV’erne, er der også mange yngre medarbejdere, der oplever usikre fremtidsudsigter, og en del er ansat på eksterne bevillinger. Så de mekanismer, vi har set i de andre sager, kan man jo sagtens genkende på AU. Den omstændighed, at ingen er gået noget sted hen med det, betyder ikke, at der ikke er et problem,” siger hun.

Hun mener ligesom Kristoffer Holst Ibsen, at det handler om magtstrukturen på AU. Så længe de yngre forskere er afhængige af seniorforskerne, er der en risiko for, at magt misbruges.

”Så vi kan ikke komme udenom den risiko, og derfor er det vigtigste at få informeret – også de erfarne forskere – om, hvor grænsen går, og hvad der er rigtigt og forkert. Og så slå hårdt ned på, hvis nogle ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Så må man jo kigge på, om de skal være ansat på AU,” siger Caroline Adolphsen.

Skruen uden ende

Lektor og fællestillidsrepræsentant for akademikere på AU – herunder ph.d.-studerende – Olav W. Bertelsen kalder det ”skruen uden ende”. Det er blevet mere almindeligt, at seniorerne står på artiklerne, når de har bidraget bare lidt.

”Jeg er ret overbevist om, at noget, der accelererer den her problematik, er, at alle er super presset i forhold til at få flotte CV’er, for ellers får man ingen forskningsmidler hjem.”

”Tidligere var der en largeness – ikke deciderede ghost writers – men man sagde, det her er den unge persons arbejde. Der er det nok sådan i dag, at i en forskningsgruppe kommer seniorerne på, for ellers hænger det simpelthen ikke sammen. I den bevægelse kan der også ske det, at folk stjæler arbejde,” siger Olav W. Bertelsen.

Ligesom det tidligere er blevet beskrevet, er der en del gråzoner, som kan være svære at navigere i.

Inden for mange fagområder bliver en ph.d.-studerende anset som en ressource, forklarer han, og mange seniorforskere kan slet ikke udføre deres projekter uden hjælp fra de ph.d.-studerende.

”Der kan være en situation, hvor man har et projekt i gang, og den ph.d.-studerende føler, det er et vejledningsforløb for dem, men fra vejlederens perspektiv er det et fælles projekt, og det er det sådan set også, fordi vejlederen har beskrevet det og fået funding hjem til det.”

Tillidsrepræsentant: Jeg har ikke i tilstrækkelig grad budt mig til

Olav W. Bertelsen har aldrig modtaget en henvendelse om stridigheder om medforfatterskab. Det ser han imidlertid snarere som et eksempel på, at problemstillingen har været gemt under overfladen indtil nu.

”Jeg har ikke haft sager, men jeg er sikker på, det er fordi, jeg ikke i tilstrækkelig grad har budt mig til som en, man kan komme til som ph.d.-studerende eller specialestuderende.”

”Det er noget, vi blandt TR’erne må forholde os til på en eller anden måde. Vi skal sørge for, at det bliver mere oplagt at komme til os med de her sager, men det er nok først og fremmest en diskussion, vi skal have ude i de faglige miljøer,” siger han.

”Vi taler ikke om det internt på AU. Det er det helt sørgelige ved det. Derfor er det så vigtigt, at det her kommer frem nu,” siger Olav W. Bertelsen.

Korrekturlæst af Charlotte Boel.