Universitetsledelsen takker de kvinder, der er stået frem med #MeToo på universiteterne

At stå frem kræver et stort mod, men det er med til at skabe den fælles erkendelse, vi har brug for, fastslår universitetsledelsen i en kommentar til sexisme på danske universiteter.

Foto: Jesper Rais

"Det er direkte forstemmende læsning og vidner om en helt uacceptabel adfærd – som også forekommer på Aarhus Universitet. Den opførsel tager vi som universitetsledelse skarp afstand fra. Vi vil først og fremmest udtrykke vores store respekt for og tak til de kvinder, som er stået frem, og som har bidraget til underskriftindsamlingen. Det kræver et stort mod, men det er med til at skabe den fælles erkendelse, vi har brug for."

Sådan indleder universitetsledelsen  - med reference til de #MeToo-beretninger, der fredag blev bragt i Politiken - en kommentar til sexisme i akademia.

LÆS OGSÅ: Nu rettes #MeToo-spottet mod sexisme på danske universiteter

Må formode, at der må være flere tilfælde

Ledelsen skriver videre i sin kommentar:

"Vi ved, at sexisme ofte trives i systemer, hvor der er hierarkiske magtrelationer, så der er grund til ekstra opmærksomhed her, men uskikken udfoldes også mellem ligestillede. Det er med andre ord en stor opgave, vi står over for. Af vores APV fremgår det, at én procent af medarbejderne har oplevet seksuel chikane inden for 12 måneder. Men antallet af sager om seksuelle krænkelser er meget lille, og derfor vi må formode, at der må være flere tilfælde, end dem vi kender til. At der på den måde er et mørketal, fordi de, der bliver udsat for chikane, af den ene eller anden årsag ikke søger støtte eller bringer det videre."

Hvorfor er så mange utrygge ved at søge hjælp?

Hvordan det mørketal kommer frem i lyset, vil universitetsledelsen arbejde videre med:

"Vi bliver nødt til sammen at arbejde med selve kulturen på vores fælles arbejdsplads. Men som ledelse skal vi i dén grad også spørge os selv, hvad der gør, at mange ikke føler sig trygge ved at søge hjælp? Det spørgsmål vil vi arbejde videre med i universitetets forskellige fora."

Samtidig opfordrer universitetsledelsen til, at man handler og søger støtte, hvis man oplever eller bevidner sexisme på Aarhus Universitet.

Ledelsen peger i den forbindelse på, at man som medarbejder bør søge støtte hos sin nærmeste leder. Og at der, hvis det ikke lige er oplagt at banke på lederens dør, er andre muligheder såsom at gå til tillidsrepræsentanten, arbejdsmiljørrepræsentanten, Psykologisk Rådgivning eller Arbejdstilsynets hotline om seksuel chikane og mobning

LÆS OGSÅ: Hvor går jeg hen?

Som studerende har man også mulighed for at søge støtte - og at få sagen bragt videre i systemet, hvis det er det, den studerende ønsker. Universitetsledelsen peger her på muligheden for at gå til den lokale studievejledning, Studenterrådets Retshjælp, studenterpræsterne eller AU Helpline.


FAKTA