Universitetsledelsen vil udlicitere rengøringen i 51 bygninger på AU
Ledelsen får mere tid til at fokusere på forskning og uddannelse, hvis stadig flere driftsopgaver konkurrenceudsættes over de kommende år, lyder argumentet fra universitetsledelsen.
Universitetsledelsen vedtog i efteråret en strategi for konkurrenceudsættelse af driftsopgaver på Aarhus Universitet. Og med den i hånden har universitetsdirektør Arnold Boon og vicedirektørerne i enhedsadministrationen siden december lagt planer om at sende rengøringen i 51 bygninger på AU i Aarhus ud i åben konkurrence mellem private rengøringsselskaber.
Bygningerne er hovedsagligt placeret i det såkaldt nordøstlige hjørne af Universitetsparken og huser blandt andet Jura, Statskundskab og Psykologi.
30 rengøringsassistenter på Aarhus BSS, 4 på Arts og cirka 3 på Science & Technology gør rent i bygningerne, og de blev orienteret om planerne på et møde torsdag i sidste uge.
LÆS OGSÅ: Rapport fra en gulvspand: Argumenterne holder ikke, ledelse!
Universitetsledelsens nye strategi for konkurrenceudsættelse af driftsopgaver bygger på en forventning om, at ledelsen vil få mere tid til at fokusere på den del af driften, der på bedst mulige vis understøtter undervisning og forskning, hvis private overtager stadig flere af de samlede driftsopgaver.
Desuden peger ledelsen på, at den ifølge lovgivningen løbende er forpligtet til at undersøge, om der er opgaver, som med fordel kan løses af eksterne firmaer.
Universitetsledelsen træffer endelig beslutning om eventuelt at konkurrenceudsætte rengøringen i de 51 bygninger i løbet af marts.
LÆS OGSÅ: Strategi for konkurrenceudsættelse af driftsopgaver