Guide: Vil du læse i udlandet? – så start planlægningen halvandet år i forvejen

Måske har du allerede boret en tegnestift i globussen, dér hvor du drømmer om at læse i løbet af studietiden? Men det allerbedste råd til studerende med udlængsel er hurtigt at afløse drømmeriet med et virkelighedstjek. For selvom mulighederne for at komme til udlandet er mange, kræver det en del benarbejde, før billetten til drømmedestinationen kan indløses. Og selve søgeprocessen kan tage op til halvandet år.

Foto: Colourbox

Omnibus har frittet to af AU’s internationale koordinatorer, Lotte Skovborg og Trine Høj Eriksen, for deres bedste råd til dig, der vil læse i udlandet:

Gode råd

  • Start med at undersøge mulighederne på din uddannelse via din studieportal og den internationale koordinator på dit fag (du kan finde vedkommende via AU GO eller dit studiecenter).
  • Tjek din studieordning for at finde ud af, hvornår det er muligt at rejse ud i løbet af din uddannelse.
  • I databasen AU GO kan du få overblik over alle AU’s udvekslingsaftaler og herefter sammenholde dem med, hvad der er muligt i forhold til studieordningen på dit fag.
  • Hold øje med fristerne for at søge – både AU’s frister og værtsuniversitetets frister.
  • Vær fleksibel i forhold til fag og destination. Universiteter i engelsktalende lande er dyre og attraktive og dermed svære at få plads på. Så vær åben for alternativer – der undervises på engelsk i mange andre lande.
  • Søg inspiration og gode råd, for eksempel på facebook.com/rejsud, deltag i arrangementer om internationale muligheder, og spørg andre studerende, der har været i udlandet i løbet af studierne.
  • Start i god tid. Søgeprocessen kan tage op til halvandet år.
  • Og ja, søgeprocessen kan være bøvlet, men langt de fleste studerende siger, at det er det hele værd.

Eksempel på søgeproces

  1. Overvej, hvor du gerne vil hen, og hvilke fag vil du tage i udlandet.
  2. Undersøg: Findes det samme eller lignende fag på det universitet, du gerne vil læse på? Og giver faget tilstrækkeligt med ECTS-point eller credits til at erstatte faget på AU?
  3. Ansøg om at blive indstillet til plads på en af AU’s udvekslingsaftaler.
  4. Bliver du indstillet til en plads på en af udvekslingsaftalerne, er du ikke garanteret plads på værtsuniversitetet. Du skal først søge om forhåndsgodkendelse af fagene hos dit studienævn og eventuelt dokumentere dine sprogkundskaber. Herefter kan du søge om en plads på værtsuniversitetet.
  5. Får du tilbudt en plads af værtsuniversitetet, kan du købe billet og begynde at glæde dig.

Udlængsel? Her er dine muligheder:

  • Faste udvekslingsprogrammer: AU har forskellige udvekslingsaftaler eller indgår i udvekslingsprogrammer med hundredvis af universiteter over hele verden. AU’s internationale koordinatorer vil kunne hjælpe dig i løbet af søgeprocessen, studiepladsen er gratis, og du får ofte et stipendie med. Tjek mulighederne på din uddannelse i databasen AU GO.

  • Praktik i udlandet: Arbejd et semester hos en virksomhed eller organisation i udlandet og få praksiserfaring på CV’et. Det er dit eget ansvar at skaffe praktikplads. Du kan søge om forskellige stipendier, og er din praktik ulønnet, kan du få din SU med.

  • Gør det selv – selvarrangeret ophold: Du kan i princippet læse, hvor i verden du vil. Du skal bare sikre dig, at du kan få merit for de fag, du vil læse i udlandet, og at fagene giver de nødvendige ECTS-point. Det er lettere sagt end gjort, og du kan ikke regne med hjælp fra AU’s internationale koordinatorer. Når du selv arrangerer, er du meget på egen hånd i hele søgeprocessen, og du skal selv betale for studiepladsen. Du kan dog søge om Udlandsstipendium gennem SU-kontoret.

  • Summer School: AU har kontakter til en række udenlandske universiteter, som udbyder kurser i sommerferien. Du kan også selv finde et kursus på et udenlandsk universitet.

  • Feltstudium og sprogophold: Nogle studier giver mulighed for feltarbejde eller sprogophold i udlandet. Du skal selv arrangere opholdet, og du skal igen være opmærksom på ECTS-point og forhåndsgodkendelse.

AU Study Abroad Fair 2016

Hør mere om frister og procedurer, mød de internationale koordinatorer, få råd til legatsøgning og selvarrangerede ophold, bliv introduceret til databasen AU GO m.m.:

  • Emdrup: 13. september kl. 10-15 i Festsalen
  • Aarhus: 6. oktober kl. 15-19 i Søauditorierne
  • Herning: 6. oktober kl. 16-18 i lokale 2126 

Se programmet