VOXPOP: Derfor prioriterer vi at komme til institutseminarer

Charlotte Thornild Møller, videnskabelig assistent:

»Jeg arbejder i Christian Kanstrup Holms gruppe, som har et tæt samarbejde med Søren Paludans gruppe. Så jeg vil gerne bakke op, nu hvor det er Søren, der holder oplæg. Jeg prioriterer typisk at komme, når seminaret tager et emne op, der relaterer til mit felt. Generelt er det en god måde at få en brush-up på, hvad der sker inden for feltet. Seminarerne er et godt tiltag, som jeg gerne vil støtte.«

Jane Hvarregaard Christensen, lektor:

»Jeg var desværre kun med til et par af institutseminarerne sidste år, fordi jeg i stedet prioriterede at deltage i nogle mere specialiserede seminarer. Men i år har jeg tænkt, at jeg vil prioritere institutseminarerne. Netop fordi de har et bredt publikum og præsenterer mange forskellige forskningsområder, kan de åbne øjnene for nye samarbejder og nye måder at gribe forskningen an på. De institutseminarer, jeg har været til, har også været meget inspirerende. Og da jeg blev spurgt, om jeg vil tale på et af seminarerne senere i år, sagde jeg selvfølgelig ja. Både fordi jeg generelt gerne vil formidle min forskning, og fordi publikum er bredt og derfor går til min forskning fra mange forskellige vinkler.«

Marina Romero-Ramos, lektor:

»For mig er der tre grunde til at deltage i institutseminarerne. Det er interessant at høre kolleger fortælle om deres forskning. Det er en mulighed for at opnå viden om nye teknikker og metoder samt mulige samarbejdsrelationer. Og så er der det personlige aspekt i det – jeg vil gerne bakke op om og vise respekt for de kolleger, der stiller deres viden til rådighed på seminarerne. Derfor prioriterer jeg meget højt at deltage, og bliver jeg forhindret, forsøger jeg at huske at sende en mail til den pågældende taler og beklage det. Jeg har flere gange oplevet at kunne bruge input fra institutseminarerne i mit forskningsarbejde, så jeg finder dem meget brugbare.«

LÆS OGSÅ: Hvordan kommer man hinanden ved på et stort institut?