Guide: Sådan kommer du lettest rundt i Aarhus

I Danmarks andenstørste by er der både busser, tog, letbane og super-cykelstier. Her får du en garvet studerendes vurdering af fordele og ulemper ved de forskellige måder at komme rundt i Smilets By på.

Hvis du benytter den offentlige transport i Aarhus, skal du i disse dage bære mundbind. Foto: Lars Kruse/AU Foto og Aarhus Letbane. Collage: Omnibus

Hvem vurderer?

Nicklas Larsen, 23 år
Studerer Æstetik og Kultur på 7. semester og er desuden studenterskribent på universitetsavisen Omnibus.

På skinner

Du kan efterhånden ikke sige Aarhus uden også at sige Letbanen. Den knap tre år gamle letbane strækker sig fra Odder syd for Aarhus til Grenå på Djursland og snor sig ind igennem Aarhus midtby og ud mod Skejby. Den kører ofte, og den stopper ved Universitetsparken på Nørrebrogade og ved Nobelparken på Randersvej. Letbanens kørenet bliver stadig udvidet, men hvorvidt den er en oplagt løsning, afhænger meget af, hvor du bor, og hvor du skal hen.

  • Plus: Du undgår sved på panden fra cykelturen til uni, og du er i ly for vind og vejr.
  • Minus: Kørenettet er stadig begrænset og den er derfor ikke oplagt for alle at bruge. Og så koster den penge – 22 kroner for en enkeltbillet op til uni eller 384 kroner for et 30-dages pendlerkort.

Se Letbanens køreplan her

Letbanens nuværende kørenet, som muligvis udvides til også at inkludere Brabrand, Aarhus Ø og Hinnerup. Illustration: Aarhus Letbane

Med bus

Busnettet i Aarhus er kæmpestort og består både af de gule bybusser og de blå rutebiler. Der er højst sandsynligt et stoppested tæt på dig, og busserne kører generelt pålideligt. Lige nu kan du ikke betale med kontanter, men du kan bruge Midttrafiks app og rejsekort. Kører du sort, kan det koste dig 750 kroner i bøde.

  • Plus: Hvis du bor i eller tæt på midtbyen undgår du bakken op til uni, der er altid et stoppested tæt på og det er nemt.
  • Minus: Den koster 22 kroner for 1-2 zoner eller 384 kroner for et 30-dages pendlerkort, og busserne kan blive fyldte ved myldretid.

P.S. De blå rutebiler fungerer også godt til at tage på udflugt til andre store midtjyske byer! 

Se bussernes køreplan her

Med jernhesten

Selvom Aarhus er en stor by, er der faktisk slet ikke så langt mellem tingene. Du kan cykle til det hele og komme vidt omkring på bare en halv time. Jeg bruger cyklen året rundt, og selvom Aarhus er notorisk kendt for sine bakker – især op mod uni – så er jernhesten bare den suverænt billigste og ofte også den hurtigste og mest pålidelige måde at komme rundt i byen på. Inde i midtbyen er der deciderede cykelgader, hvor cyklister har fortrinsret. For eksempel Mejlgade, Jægergårdsgade og Møllevangs Allé – og så er vejene i Universitetsparken også cykelgader. Uden for Ringgaden er der supercykelstier, og du finder luftpumper en masse steder rundt i byen og hos cykelhandlere, hvor du gratis kan yde førstehjælp til flade dæk.

  • Plus: Det er billigt, hurtigt, pålideligt – og sundt
  • Minus: Det kan give sved på panden at cykle op ad bakkerne, og vind og vejr kan være mod dig.

Hvis du ikke allerede har en cykel, så tab ej modet! Du kan nemt finde en cykel til fornuftige penge på DBA, til hittegodsauktion hos Politiet, eller du kan leje dig til en, med studierabat, blandt andet hos Swapfiets, til 200 kroner om måneden.

Elløbehjul

Selskabet VOI udlejer elektriske løbehjul, der står parkeret over alt i Aarhus. Alt, du behøver, er en app. Det er en nem måde at komme fra A til B, og da løbehjulene står over alt i byen, kræver transporten meget lidt planlægning.

  • Det koster 10 kroner at låse løbehjulet op, og derefter koster det 1,5-2 kroner per minut. 

Delebiler

De seneste år er delebilerne kommet til Aarhus, og det er godt nyt for alle os, som ikke er bilejere, men som alligevel indimellem har brug for at slæbe nogle større ting tværs gennem byen. Selvom bussen går til IKEAs hoveddør, er det bare ikke altid muligt at hive et klædeskab eller en kommode med.

Der er flere forskellige delebilstjenester, men fælles for dem er, at deres biler er let tilgængelige og lette at finde parkeringsplads til. Man kan leje bilerne i én dag for mellem 300 og 500 kroner, og ellers koster de i omegnen af 30 kroner per halve time. Over tid kan det selvfølgelig godt blive en bekostelig affære, men delebilen kan helt klart overkomme nogle praktiske udfordringer for dig.

  • Plus: Nemt og let tilgængeligt.
  • Minus: Kan være dyrt.

Til dig med bil

Hvis du er så privilegeret at have din egen bil, skal du være opmærksom på parkeringsmulighederne på AU. Det er som udgangspunkt tilladt at parkere fire timer oppe omkring AU, men tjek op på, hvor og hvor længe du må parkere ved den bygning du skal have undervisning i.

  • Læs mere om parkering ved AU her.