Studenterrådet har besøgt Foulum, inden dyrlægestuderende ankommer: "Vigtigt med studieboliger i Viborg og transportmuligheder til Foulum"

Studenterrådet er positivt overrasket over forskningsmiljøet og det store areal i Foulum, der snart skal danne ramme for dyrlægeuddannelsen. Rådet, der var i Foulum for at høre nærmere til planerne, advarer dog om, at et levende studiemiljø ikke kommer af sig selv.

AU's afdeling i Foulum skifter navn til AU Viborg – Forskningscenter Foulum. Photo: Lise Balsby
Mikkel Grøne fra Studenterrådet er også valgt til bestyrelsen på AU frem til 2023. Photo: AU Foto

Til september næste år slår AU’s nye campus i Foulum nær Viborg dørene op for dyrlægestuderende, der hidtil kun har kunnet uddanne sig til dyrlæge på Københavns Universitet.

Beslutningen, der er en del af den udflytningsaftale, som blev indgået i januar, betyder, at der nu skal lægges en del kræfter i at gøre faciliteterne i Foulum klar til studerende. I dag huser de mange bygninger på det store areal i Foulum nemlig kun forskere og ph.d.-studerende.

Hvordan stamper man lige en ny campus op af den jyske muld - på godt et år? 

Studenterrådet er nogle af dem, der er nysgerrige på, hvordan AU Foulum – der skifter navn til AU Viborg – kommer til at se ud med udflytningsplanen eksekveret. En lille gruppe af rådets medlemmer besøgte Foulum i maj for at danne sig et indtryk af stedet og høre om planerne.

Studenterrådets Mikkel Grøne, der også har en plads i AU’s bestyrelse, var med i Foulum, og han var positivt overrasket over det, han så.

”Både over størrelsen på Foulum, men også over det kæmpestore forskningsmiljø, der er derude. Det virkede også til, at medarbejderne har et godt miljø.”

”Det virker virkelig, som om de har taget den her opgave meget seriøst, og de har jo tæt kontakt til Viborg Kommune, som jeg kan forstå stadig har armene i vejret over, at de nu også skal have universitetsstuderende i deres lokalområde. Så det er fedt for os at høre, at der virkelig er positiv stemning for dem i Foulum og dem, der skal til at oprette studiemiljøet,” siger Mikkel Grøne.

Ikke en studieby – men Foulum kan gøres attraktiv

Selve faciliteterne i Foulum kommer aldrig til at danne ramme om en egentlig studieby, forklarer Mikkel Grøne. Men deres planer om at lave foreningslokaler, fredagsbar, udvide kantinen og sørge for gode transportmuligheder fra Viborg til Foulum kan alt sammen være med til at gøre det attraktivt at studere i Foulum. 

”Det handler om, at man kan have et studie og ungdomsliv, når man studerer derude – også i Viborg. Først er transporten utroligt væsentlig. Også at der er mulighed for ikke kun at tage bus, men at man også kan cykle derud. Er der for eksempel lys på vejene?”

”Og det er vigtigt, der bliver etableret gode studieboliger i Viborg, som er relativt centrale. De har talt om boliggaranti i Viborg, men det er også væsentligt, at det ikke bare bliver i udkanten, så man ikke rigtigt kommer til at opleve studiemiljøet i Viborg,” siger han.

Mens planerne endnu er på et tidligt stadie, er Studenterrådet opmærksomme på, at et spirende studiemiljø ikke kommer af sig selv. Fredagsbarer og foreningslokaler kræver også engagerede studerende. Og mens antallet af studerende i Foulum ventes at ramme 900, vil de første årgange langt fra være så mange. Første hold dyrlægestuderende vil bestå af mellem 30 og 50 studerende.

”Jeg er ret overbevist om, at den trivsel ikke bare kommer, ved at der er 30 studerende derude. De talte lidt om, at når der kommer studerende, skal der nok komme et fedt studiemiljø, men det er ikke helt sådan, det fungerer.”

”Det bliver svært at være studerende de første årgange, tænker jeg. Især fordi det hele er så nyt. Også uddannelsen og undervisere skal lige på plads. Sådan vil det altid være. Den eneste forskel er, at det her ligger i Foulum, hvor der lige nu ikke er et rigtigt studiemiljø ud over undervisningen. Så der ligger en opgave for de nye studerende i at kunne trives derude, men jeg håber, de vil se det som en mulighed for at kunne skabe det fra bunden. Det er en god mulighed for at kunne starte det studiemiljø, som de selv ønsker.”

Ud over at dyrlægeuddannelsen til næste år skyder op i Foulum, overtager Campus Viborg også uddannelsen Animal Science fra KU med optag fra 2024. Det er også planen, at agrobiologiuddannelsen flyttes fra Aarhus til Foulum.

Korrekturlæst af Charlotte Boel.