En af de undervisere, der gav et oplæg om, hvordan han har grebet peer-feedback an i forhold til sine studerende, var adjunkt Henrik Bech Seeberg, der underviser i offentlig politik på Institut for Statskundskab.

De 250 studerende på femte semester, som er inddelt i ni hold, har været vant til at få stoffet gennemgået af en underviser iført kridt foran en tavle.

Men da tavleundervisningen »intet gav i forhold til at udvikle de studerendes selvstændighed,« som Henrik Bech Seeberg udtrykte det, er der fra dette semester lavet grundigt om på formen.

Hvordan bygger man et argument op?

De studerende arbejder som hidtil med en case i faget offentlig politik, men holdtimerne er skåret ned til det halve for at give de studerende mulighed for at skrive essays i læsegrupper.

Fire essays på hver 5.000 ord skal grupperne skrive i løbet af semesteret, og essay skal i denne sammenhæng forstås som en analyse af en case, der eksempelvis kan være en analyse af ObamaCare ud fra en valgfri teori.

Læsegruppen mødes med to andre læsegrupper for at give feedback. De studerende giver hinanden feedback, og de får feedback fra instruktorerne. I alt er der sat 20 minutter af til feedback på hvert essay.

LÆS OGSÅ: Hvad er god feedback – og hvem er kompetent til at give den?

»Vi har ønsket at øge skriftligheden i faget for at træne de studerende i at bygge et godt argument op. Og det er også en færdighed, de øver ved at læse de andre gruppers essays, fordi de ser, hvordan andre har grebet opgaven an,« fortalte Henrik Bech Seeberg.

De studerende afleverer deres essays en søndag aften, og den følgende tirsdag mødes Henrik Bech Seeberg med instruktorerne på sit kontor, hvor de diskuterer forskellige essays, og hvor instruktorerne får supervision, inden de har til opgave at give feedback til de studerende.

Både tilfredse og utilfredse

De studerende har tilkendegivet forskellige holdninger til peer-feedback.

LÆS OGSÅ: Voxpop: Hvornår har du sidst fået god feedback på en besvarelse?

»Mange har allerede overfor instruktorerne givet udtryk for, de er glade for forløbet. Men der er også mange, som kommer til instruktorerne i kontortiden og er frustrerede over at arbejde med casen.«

Henrik Bech Seeberg fortsatte:

»De studerende bliver frustrerede, når de arbejder med et essay, fordi det er svært. Men frustration er tegn på forandring, og det giver først rigtig mening at evaluere det her, når de har afleveret deres eksamensopgaver 25. januar,« fastslog Henrik Bech Seeberg.

Hvad med læringsmålene?

Dermed ikke sagt, at han ikke kan se sagen fra de studerenes synsvinkel, og han anerkender, at meget er lagt over på deres skuldre med peer-feedback. Han og instruktorerne diskuterer derfor også løbende, hvordan de sikrer, at alle når læringsmålene.

»Jeg kan da godt have den bekymring, at de ikke får lært teorierne, men bare er blevet gode til at skrive essays!« konstaterede Henrik Bech Seeberg med et skævt smil.

Han fortsatte:

»Men for at sikre os, at alle når læringsmålene, er vi gået meget pædagogisk til værks. Vi har holdt introforelæsning og introtime i at skrive essays, og vi har lagt alt materiale op i Blackboard. Men nu må vi se til eksamen.«

»Jeg vælger i hvert fald lige nu at vise forståelse for, men samtidig at lukke ørerne for, eventuelle frustrationer fra de studerende, fordi jeg tror på, at de i sidste ende vil se det her som et fedt forløb. Om ikke før, så til januar, når de sidder alene med deres opgave til eksamen og forstår, hvad de har lært, og at de kan bruge det.«