DEBAT: Jonas, ville du vælge et etårigt speciale?

Hvis det er tanken, at der kommer et konkret produkt ud af det, så kunne jeg godt have fundet på at lave et etårigt speciale.

Foto: Maria Randima.

Jeg synes i forvejen, man tænker speciale ind over, når man er i praktik. Noget af idéen ved praktik er jo også at få et indblik i, hvordan en virksomhed fungerer, og få suppleret det teoretiske i en praktisk virkelighed. Og derimellem finde det spændingsfelt, hvor specialet skal opstå.

Det ville ikke nødvendigvis være et problem, at det går ud over den »rene« praktik på tredje semester. Så længe specialet er virkelighedsnært og ligger i tråd med det, man laver. Så kan praktikken måske på nogle måder blive mere fokuseret.

Men egentlig synes jeg, fem-seks måneder til for eksempel at udrette en strategi for en virksomhed er realistisk. Man skal også videre med det, og så er det meget rart at have en deadline hængende over hovedet.

Ellers skulle det måske være i forhold til implementering af strategien, at der kunne være noget opfølgning i de næste seks måneder, så man bliver mere som en del af virksomheden. Det kunne være en sjov idé at vende det om, så man lavede specialet først og derefter kom i praktik og fik lov til at føre tingene ud i livet.

Jonas Køllner, erhvervsøkonomi. Skriver speciale om landbrugets rolle i fremtidens samfund. Var på tredje kandidatsemester i praktik hos Landbrug og Fødevarer