Omnibus prik

Årets 10 mest læste i Omnibus: Studietvivl, sære danskere, sygt arbejdsmiljø og univalg

Der er både nye og gamle artikler blandt årets ti mest læste artikler på omnibus.au.dk – se listen her.

Foto og illustration: Lise Balsby, Astrid Reitzel, Louise Thrane og Morten Voigt

Vi starter fra bunden og arbejder os mod toppen. 

10. Rektor vil dele ST i to – dekan Niels Christian Nielsen

I begyndelsen af februar meddelte rektor Brian Bech Nielsen, at han ønskede at dele AU’s største fakultet, Science and Technology, op i to fakulteter. På den baggrund valgte tidligere dekan Niels Christian Nielsen at trække sig som dekan. Opsplitningen af fakultetet træder i kraft 1. januar 2020.

9. Færdiguddannede gymnasielærere med pædagogikum måtte tilbage på skolebænken

I slutningen af 2018 skrev Omnibus en række artikler om, at en administrativ fejl begået af AU gennem ti år betød, at 60 færdiguddannede skulle tilbage og læse et semester på AU. Men i marts kunne Omnibus fortælle, at yderligere 71 færdiguddannede gymnasielærere, der havde taget pædagogikum, heller ikke kunne slippe for at skulle indhente de forsømte 30 ECTS.  

8. Sygt arbejdsmiljø på AU skræmmer kvindelige forskere væk

I april bragte Omnibus et interview med Sara Kier Praëm, der er postdoc ved Center for Videnskabsstudier, og som har forsøgt at afdække, hvorfor kvinder vælger forskerkarrieren på AU fra. I den forbindelse interviewede hun 25 tidligere og nuværende kvindelige AU-forskere og pegede på den baggrund på et ’sundhedsskadeligt’ og ’sygt’ arbejdsklima som den primære årsag til, at mange kvinder ikke kan se sig selv gøre karriere på AU.

7. Den nagende studietvivl

Tilbage i januar bragte Omnibus et tema om studietvivl. Og det er tilsyneladende et emne, som mange kan relatere til. I hvert fald ville mange gerne læse om det. For flere af artiklerne i temaet ligger i årets top 10 over mest læste. I denne artikel fortæller studerende Sarah Morthorst Christiansen om sin studietvivl.

6. Du har større risiko for at blive taget i SU-snyd, hvis dine forældre er på overførselsindkomst

Dette er en ældre sag tilbage fra april 2018. Men hver måned hele året igennem har læsere klikket sig ind på den og har læst om, hvordan en overvægt af sager om SU-snyd bliver rejst på baggrund af indberetninger fra kommunale kontrolgrupper, som kun beskæftiger sig med borgere på overførselsindkomst. Det betyder, at du lettere kan snyde i SU, hvis dine forældre bor i Gentofte, end hvis de bor i Gellerup.

5. Why are Danes so weird?

Femtepladsen går til en rigtig gammel traver, som blev bragt i Omnibus i 2013. Artiklen ligger stort set altid i top 10 over årets mest læste artikler. Måske fordi den behandler er spørgsmål, som mange internationale læsere går og pusler med. Og selvom artiklen har haft læsere hver måned hele året, bonner den især ud i september, hvor mange nye internationale studerende begyndte på AU.

4. Dagens ret: Alt godt fra containeren

Fjerdepladsen har næsten to år på bagen, men handler om madspild – et emne, som de seneste år har fået stor opmærksomhed. I artiklen tager Omnibus’ internationale student writer på tur med en gruppe skraldere for at undersøge, om skraldning er en smart måde at strække madbudgettet lidt længere – eller om det bare er klamt.

3. Hvornår bør du slå op med dit studie?

På tredjepladsen er det igen temaet om studietvivl, der er på banen. I artiklen ’Hvornår bør du slå op med dit studie?’, fortæller en studievejleder og en rådgiver fra Studenterrådgivningen, at vinteren er sæson for studietvivl og giver deres råd til studietvivlere. Artiklen var meget læst i januar, da den blev bragt. Men også i årets sidste halvdel.

2. Hvad tjener din kollega? Og hvad med din chef?

De årlige lønforhandlinger i foråret har det med at skærpe interessen for at sammenligne egen løn med andres. Men interessen for tyngden af kollegers og chefers lønningsposer har været intakt hele året. Og artiklen, hvor man kan sammenligne lønninger på stillingsniveau, er årets næstmest læste.  

1. Valgtest for studerende

Normalt plejer artikler om universitetsvalget ikke at nærme sig top 10 over årets mest læste. I det lys er det overraskende, at valgtesten for de studerende er landet på førstepladsen. Men med valgtesten kunne de studerende ved at svare på 10 spørgsmål få overblik over spidskandidaterne, der kæmpede om det ene af de studerendes to pladser i bestyrelsen, og ikke mindst se, hvad de mente om centrale emner. Et link til valgtesten blev desuden sendt til alle de studerende, der kunne stemme ved valget.