Årets arrangører af Kapsejladsen arbejder næsten i døgndrift: ”Det er et kæmpe ansvar, men også et privilegium”

Mens du blot slår dig ned på et tæppe i uniparken og åbner en øl, har de to studerende bag årets Kapsejlads, Lasse Juul Christensen og Anne Kirstine Andersen, arbejdet på arrangementet siden september sidste år – og nogle dage i decideret døgndrift.

Foto: Lise Balsby

For de fleste studerende er Kapsejladsen noget, man møder op til på dagen eller natten op til. De mest omfattende forberedelser er oftest at pakke en taske med et tæppe, nogle dåseøl og måske et spil kort. Men for Lasse Juul Christensen og Anne Kirstine Andersen begyndte forberedelserne til den festlige aprildag allerede sidste år – og kræver væsentlig mere planlægning end en pakket rygsæk.

Siden september sidste år har de to kandidatstuderende på medicinuddannelsen brugt næsten alle vågne timer på at jonglere med de mange aspekter, det kræver at arrangere det, der bliver kaldt Nordeuropas største studenterarrangement med op mod 20.000-30.000 tilskuere. Et arbejde, der omfatter alt fra underskrivning af sponsoraftaler til beredskabsplaner.

Da Omnibus først møder Lasse Juul Christen i Universitetsparken en fredag formiddag, må han da også samtidigt klare en walk and talk med en konsulent for at drøfte, hvilket skummateriale bådene skal være bygget af i år for at sejle helt optimalt. Da han har vinket farvel til konsulenten, går turen til Umbilicus’ (festforeningen for medicin, red.) foreningslokale kælderen, som er placeret i etagen under lokalerne, der huser deres berømte og berygtede fredagsbar.

I kælderen er Anne Kirstine Andersen lige ankommet og er i færd med at hænge sit overtøj på knagen. Begge arrangører er lidt trætte, da de aftenen før netop her i kælderen holdt et festligt arrangement sammen med Politologisk Forening (festforeningen for statskundskab, red.) ”for at styrke samarbejdet og fællesskabet” mellem de to foreninger.

En tung og altomsluttende lugt af både nye og gamle øl samt andre mere ubeskrivelige aromaer rammer næseborene, allerede inden man når ind i lokalet. Lugten har både Lasse Juul Christensen og Anne Kirstine Andersen lært at leve med, nu er den blot en del af charmen. Så snart næsen er kommet sig over chokket, er det synssansen, der overvældes af det mærkværdige og unikke inventar, som pryder både vægge og loft.

Gipsstøbte bryster, slidte bamser og udstoppede fugle er blot få af mange elementer, man kan lade sit blik dvæle ved. Alle ting er et levn fra årtiers oplevelser, sammenkomster og potentielt livsvarige relationer i foreningen Umbilicus:

”Hver eneste ting i dette lille rum har sin egen historie,” siger Anne Kirstine Andersen, mens hendes øjne bevæger sig rundt langs loftet på det, der kan kaldes Kapsejladsens hovedkvarter.

Ifølge hende og Lasse Juul Christensen er det med både ærefrygt og en følelse af at være privilegerede, at de løfter den opgave, det er at stable Kapsejladsen på benene:

”For os er det her nok det største, vi kan skabe, set i forhold til hvor vi er i vores liv lige nu. Vi er jo praktisk talt bare menige studerende, og vi vidste intet om, hvad det ville sige at arrangere kapsejlads. Nu får vi lov til at stå med alt, og det er et kæmpe ansvar, men også et privilegie. Det er så megasejt at få lov til at gøre det,” beskriver Lasse Juul Christensen.

En kalender fyldt op til maks

Udover at være en kæmpe ære er rollen som arrangører også et kæmpe arbejde. Adspurgt om, hvordan deres kalendere mon tager sig ud, når de både skal jonglere mellem studie, kapsejlads og privatliv, svarer de begge to næsten samtidigt:

”Kritisk,” hvorefter de begge giver sig hen i et lettere nervøst grin.

”Ja, kalenderen er decideret fyldt. Der er nogle ting, som vi skal give afkald på. For eksempel spiser vi nok ikke andet end fastfood lige p.t. Vi ser desværre heller ikke vores andre venner særligt meget. Til gengæld får vi lov til at bruge tid med resten af Umbi. AK (Anne Kirstines gængse kaldenavn, red.) og jeg er nok sammen hver dag,” siger Lasse Juul Christensen.

Særligt den seneste periode, hvor de to medicinstuderende har været i klinik (del af uddannelsen, hvor de studerende opnår praktisk erfaring for eksempel på en hospitalsafdeling, red.) kl. 8-15 i fem uger, har været en hård logistisk nød at knække for de to arrangører.

Henter det forsømte efter sejladsen

På medicin er det ikke unormalt at dele et semester op, så man derved får muligheden for kun at læse på halv tid i en periode, og den vej valgte både Anne Kirstine Andersen og Lasse Juul Christensen at gå sidste semester. Opstarten på planlægningen af Kapsejladsen har derfor været med et mere fleksibelt undervisningsskema. Og nu hvor den obligatoriske klinikpraksis er slut, er de igen tilbage i et mere fleksibelt skoleforløb, hvor de begge satser på at samle op på det forsømte på den anden side af Kapsejladsen. De vil gerne én gang for alle mane det gængse rygte til jorden om, at medicinere efter sigende ligefrem skulle vælge at tage orlov fra studiet for at arrangere Kapsejladsen: 

”Det passer simpelthen ikke,” forsikrer Anne Kirstine Andersen.

En typisk dag med kapsejlads og studie

Ofte står der ting på programmet for de to arrangører fra tidlig morgen til sen aften. En repræsentativ dag med både studie, planlægning og sociale arrangementer beskriver de således:

”Vi mødes klokken otte og har noget undervisning, som vi begge skal til. Det er fire timers obligatorisk undervisning. Så spiser vi lige hurtigt frokost, og så har vi direkte efter et møde i Nobel, som vi hopper over til. Derefter har vi oftest to-tre andre møder. Så sidder vi bagefter og laver lidt praktiske kapsejladsting. I onsdags gik jeg for eksempel hjem og bogførte lidt,” forklarer Anne Kirstine Andersen.

Eftermiddags- og aftentimerne består ofte af sociale arrangementer med de andre foreninger, der deltager i Kapsejladsen, og så er der udover hele planlægningsarbejdet også et andet væsentligt aspekt af Kapsejladsen, som de to arrangører tager del i: træning ved søen.

For selvom makkerparret sidder i forretningsudvalget for Umbilicus og er tovholdere på eventet, så er de også helt almindelige medlemmer af foreningen og øver sig ligesom de andre på at kvalificere sig til at sejle på selve dagen.

Efter fremvisningen af deres unikke foreningslokale trækker de derfor i træningstøjet og bevæger sig ned mod den stadig vinterkolde sø for at demonstrere træningsrutinen.

Først skal de meterlange måtter rulles ud, for der er mange foreninger, som dagligt benytter muligheden for at træne, og det gør området foran søkanten til en stor glidebane af nedtrådt græs og mudder.

Rollefordelingen er klar: Lasse sejler, AK er bådvender. Lasse Juul Christensen er derfor blot iført shorts, T-shirt og ankelstrømper, og Anne Kirstine Andersen hopper i stedet i et par waders, så hun kan stå med søvand til navlen og have pagajen og båden klar. Træningen for at kunne kvalificere sig til at blive en del af det officielle sejlerhold starter allerede, langt før forårssolen for alvor bringer mere behagelige vejrforhold til Universitetsparken.

"Det er noget af det, vi synes er så smukt ved Kapsejladsen: at den binder studerende fra alle uddannelser sammen og skaber nogle fællesskaber, som vi er af den overbevisning ikke findes nogen andre stedet i landet." 

Derudover er træningsforløbet op til Kapsejladsen også endnu en tidssluger for de to arrangørers i forvejen fyldte kalendere. Men til trods for det er sejladssporten, udtagelsesfesterne og hyggeaftenerne med sejlere fra de andre foreninger også netop kernen i det fællesskab, som er selve drivkraften bag alle de timer, som de lægger i at stable eventet på benene:

"Det er noget af det, vi synes er så smukt ved Kapsejladsen: at den binder studerende fra alle uddannelser sammen og skaber nogle fællesskaber, som vi er af den overbevisning ikke findes nogen andre stedet i landet," siger Lasse Juul Christensen.

”Ja, selvom mange studerende udefra får en opfattelse af, at vi bare er konkurrenter og hører vores kampsange på YouTube, hvor vi alle synger ’Åh, vi tæsker og jorder de andre’, så er vi under overfladen egentlig alle sammen virkelig gode venner og elsker at bruge tid sammen,” fortsætter Anne Kirstine Andersen.

Det er hele arbejdet værd

Selvom kalenderen er tætpakket, og der også er pres på arrangørerne i forhold til at levere et godt arrangement, kan de godt balancere det, siger de:

”Der er da tit dage, hvor man kommer hjem og skal ligge og kigge lidt op i loftet i et kvarter og stresse af, fordi man har haft supertravlt fra klokken syv om morgenen til klokken ti om aftenen og ved, at man skal op og gøre præcis det samme dagen efter. Det kræver helt sikkert, at man er et menneske, som trives godt med at have mange ting om ørerne og gang i den,” siger Lasse Juul Christensen.

”Det, der gør forskellen for os, er at få lov til at fordybe os i noget, vi synes er mega spændende. For langt hen ad vejen – selvom det godt kan være, at meget af det er papirnusseri og tekniske opgaver – gør vi det jo, fordi vi elsker det, og så er det svært at blive træt af. Helt ind i kernen synes vi, det er fedt at lave. Det er hele arbejdet værd,” erklærer Anne Kirstine Andersen.

Med grundig vejledning og sparring med tidligere generationer af arrangører, Aarhus Universitet, Østjyllands Politi, Aarhus Kommune, Østjyllands Brandvæsen m.fl. føler de sig også mere end godt klædt på og støttet til at stå med ansvaret for 20.000-30.000 studerende på selve dagen. Samtidig giver forløbet dem nogle solide erfaringer inden for administration og planlægning, som de ved vil komme dem til gode resten af deres liv. Men i forgrunden står altså blot den helt basale kærlighed for Kapsejladsen og trangen til både at bevare og forny dens traditioner og helt unikke fællesskab.