Hvad er dit ståsted, når det gælder ytringsfrihed på universitetet?

”Jeg er tilhænger af vid akademisk frihed forstået som videst mulig forsknings- og undervisnings- og debatfrihed. Og jeg mener, universitetet skal lægge fora til debat – også med antidemokratiske bevægelser, som jeg personligt er indædt modstander af, såsom Hizb ut-Tahrir, som det var tilfældet på KU for noget tid siden – dog uden kønsopdeling af debatten, som de ellers lagde op til.

Jeg mener også, at man på universitetet skal rustes til at være i konflikter og lære at rumme det ubehag, som stødende tanker, idéer og handlinger påfører os. Jeg underviser på jura, og det omfatter undervisning i nogle horrible straffesager, som involverer noget af det værste, vi mennesker kan udsætte hinanden for. Men det er med til at ruste mine studerende til virkeligheden, der venter dem.”

Du er fra Københavns Universitet, der ikke har en erklæring om ytringsfrihed som Aarhus Universitet og flere andre universiteter. Hvilken forskel gør det for dig at se, at Aarhus Universitet har en sådan erklæring – og at Københavns Universitet ikke har?

”Erklæringen er jo ikke et regelsæt, der direkte omsætter sig i konkrete retningslinjer, men signalværdien er ekstremt vigtig. På Københavns Universitet lavede ledelsen tilbage i 2018 et udspil til et regelsæt for håndtering af krænkelser, og der var udgangspunktet kort skitseret var, at en oplevet krænkelse var lig med en krænkelse. Det mener jeg grundlæggende er en fejlslutning. Det er ikke alene en subjektiv vurdering, hvorvidt der er tale om en krænkelse; det kan objektiviseres.

Jeg mener, man må forvente at blive stødt, når man er på et universitet. Det er der ikke nødvendigvis noget forkert i, og man må finde en måde at være i sit ubehag, når man bliver udsat for en tanke, man finder stødende. Man skal "lære at stå i dissens på en skikkelig måde", som Stefan Hermann har udtrykt det. Det at understrege dette over for studerende, når de træder ind ad døren, er en vigtig forventningsafstemning. Og den signalklarhed og forventningsafstemning savner jeg på mit eget universitet.

En anden central følge af AU’s principper – og af Chicago-principperne – er, eller bør i hvert fald være, at ikke alle klager skal tages op. Nogle klager bør med denne erklæring kunne afvises i døren som åbenlyst grundløse. Det er centralt fra et underviserperspektiv, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist – og at man ikke bare kan blive kaldt til samtale hos sin ledelse med ret til bisidder og under trussel om tjenstlig sanktion, fordi der er en studerende, som har følt sig krænket over ens undervisning. Det er byrdefuldt at blive indkaldt til samtale hos ledelsen, og der skal derfor løftes en bevisbyrde i forbindelse med en klage over, at en underviser har misbrugt sin undervisningsfrihed.”

Har du konkrete eksempler på, at du som underviser har stået i et dilemma om ytringsfrihed?

”Jeg har brugt Muhammed-tegningerne i min undervisning flere gange de sidste små ti år. Men som jeg skrev om i et indlæg i Politiken for et par år siden, har mine overvejelser om brugen af tegningerne i undervisningen skiftet karakter gennem tiden. Fra rent pædagogiske overvejelser, som man som underviser altid skal have – på Jura har vi relativt mange muslimske studerende, og det kræver pædagogisk omtanke at vise tegningerne på en måde, der gør det klart, at det sker ikke sker med ond vilje og en forventning om, at man som studerende pinedød skal elske tegningerne. Til overvejelser, man som underviser bestemt ikke skal have. Først i form af frygt for at blive ramt på levebrødet, idet KU’s rektor gjorde klart, at klager fra krænkede studerende, uanset hvor objektivt ubegrundede, automatisk førte til indkaldelse til samtale med ledelsen. Siden – efter drabet på den franske lærer Samuel Paty i oktober 2020 – i form af frygt for den fysiske sikkerhed ved at vise tegningerne."