Hvad er dit ståsted, når det gælder ytringsfrihed på universitetet?

”Jeg ser både en stor udfordring og en stor mulighed ved de nuværende diskussioner om ytringsfrihed på universitetet. Ytringsfrihed er en central rettighed og værdi. I et større forskningsprojekt, jeg koordinerer, kigger vi blandt andet på studenteraktivisme i lande som USA og Storbritannien. Og den udfordring, jeg ser i dag, når vi diskuterer ytringsfrihed, er, at der hurtigt sker en polarisering, som er utroligt ufrugtbar. Den ene fløj råber ’woke-kultur’, den anden ’ytringsfrihedsfundamentalister’. Og der slutter samtalen så.

Den ene fløj fremhæver typisk en majoritetsfokuseret og negativ frihedsforståelse – frihed fra restriktioner og andres indblanding. Den anden fløj fremhæver typisk en minoritetsfokuseret og positiv frihedsforståelse, hvor alle, også tidligere marginaliserede grupper, får mulighed for og frihed til at indgå i den bredere samtale og ytre sig.

Vi har brug for langt mere nuancerede, åbne og nysgerrige samtaler om, hvordan ytringsfrihed kan udfoldes i praksis på et universitet. Universitetet er jo ikke en offentlig park, hvor alle kan ytre sig om hvad som helst. Vi har videnskabelige kriterier og løbende diskussion om netop kvaliteten af udsagn og idéer. Som historikeren Joan Scott har sagt: ’Free speech makes no distinction about quality, academic freedom does’. Derfor bør vi på universitetet fokusere mere på, hvordan akademisk frihed skal forstås i dag, end på ytringsfrihed som sådan.

Jeg vil også gerne væk fra floskler om krænkelsesparate, woke studerende – for det skævvrider debatten og lokaliserer problemerne i enkeltpersoners følelsesliv. Vi bør i stedet være nysgerrige på, hvordan vores studerende – som i dag er en mere mangfoldig gruppe end tidligere – oplever deres hverdag på universitetet. 

Vi har som undervisere og universitet en forpligtelse til at skabe et rum, hvor alle reelt kan ytre sig, og det gælder særligt i forhold til minoriteter. Det er for nemt at sige: ”Du har ret til at ytre dig – og det er dit eget ansvar at gøre det”. Vi skal skabe rum og mulighed for, at man reelt kan udvikle og udøve sin frihed til at ytre sig. Vi gør det allerede i undervisningen, når vi tænker i at designe vores undervisningsforløb, så flest studerende får mulighed for selvstændigt at formulere sig og komme til orde – f.eks. ved at lave små summeøvelser i mindre grupper, involvere dem i oplæg eller i at finde og præsentere alternativ litteratur.” 

Gør det for dig at se en forskel, at Aarhus Universitet har en erklæring om ytringsfrihed?

”Udadtil i forhold til spørgsmål omkring politikeres indblanding i forskningsfrihed eller rammer for forskningssamarbejde f.eks. med erhvervslivet kan erklæringen have en vigtig betydning. Det kan i den forbindelse være godt og vigtigt med erklæringer og principper – især hvis de er forankret og udviklet nedefra i en dialogisk proces, så der sikres bredt medejerskab.

Men generelle erklæringer giver typisk ikke så mange redskaber til at håndtere de svære etiske dilemmaer, man kan stå i som forsker, underviser og studerende. Ytringsfrihed – og akademisk frihed – er medieret af kulturelle kontekster, sociale normer og subjektive erfaringer. Og det er netop i udforskningen af spændet mellem generelle principper og lokale praksisser, at vi har brug for kontinuerlige samtaler på tværs af forskelle.

I bedste fald kan erklæringer åbne for lokalt forankrede refleksioner, læring og kvalificering af praksisser, normer og værdier. I værste fald kan ytringsfrihedserklæringer bruges som et våben, der blot lukker ned for sådanne samtaler.

I bedste fald kan erklæringer åbne for lokalt forankrede refleksioner, læring og kvalificering af praksisser, normer og værdier. I værste fald kan ytringsfrihedserklæringer bruges som et våben, der blot lukker ned for sådanne samtaler.

AU's erklæring understreger ytringsfriheden, men som sagt kan man stille spørgsmål ved, hvorvidt ytringsfrihed er det mest centrale princip at fremhæve i kontekst af universitetet. Det er blandt universitetets formål at bidrage til en fri og åben debat, men idealer om fri forskning, forskningsbaseret undervisning og kritisk tænkning er primært forankret i idealer om akademisk frihed, forskningsfrihed og universitetets autonomi. Kun forskningsfriheden er i dag ekspliciteret i lovgivningen. Flere peger nu på, at undervisernes undervisningsfrihed også bør ekspliciteres, hvorimod idéen om studerendes akademiske frihed, som blandt andet kan udgøre et bolværk mod underviseres ortodoksi, slet ikke nævnes i debatten. Det bør den. Og forhåbentlig kan erklæringen være med til at starte sådanne væsentlige diskussioner.”

Har du et eksempel, hvor du som forsker og underviser har stået i et dilemma, der har handlet om ytringsfrihed?

”Ofte handler det faktisk mere om pædagogik end om ytringsfrihed, synes jeg. Og det er måske en vigtig pointe i sig selv. Jeg præsenterede engang i min antropologiundervisning en ældre tekst, som fokuserede på 'indianere i Canada'. Her kom en studerende, som var fra Canada, efterfølgende op til mig og sagde, at teksten havde fået det til at gibbe i hende, fordi de indfødte folk i Canada ikke ønsker at blive omtalt som 'indianere'. Til næste undervisningsgang blev der gjort en pointe ud af det. Det blev til en mulighed for fælles udforskning og læring.

For mig er den slags samtaler ikke et spørgsmål om enten-eller, ret og uret – det handler derimod om at have en fagligt forankret kritisk samtale. Og at skabe et rum for uafklarethed, nysgerrighed og åben debat, hvor vi sammen kan udforske spørgsmål i forhold til f.eks. forskellige historiske og politiske kontekster. Og ja, det kan nogle gange være en kæmpe udfordring – ikke mindst på hold med mange studerende, hvor afstanden mellem underviser og studerende kan være stor.

Jeg har i min forskning talt med studerende, der – fordi de ikke rigtigt oplevede, at der var et åbent rum for samtale på studiet – følte sig henvist til at skrive kritiske indlæg i medierne, hvorefter de så blev udskammet eller kritiseret. Både af ledelser, der i en tid, hvor universitetet er politisk og økonomisk presset, søger at undgå shitstorme og bevare et godt omdømme; og på de sociale medier, hvor tonen hurtigt bliver barsk og personlig.

Men generelt synes jeg faktisk, at vi i flere fora på de danske universiteter er gode til at tale om den slags dilemmaer. For eksempel i undervisningen og i studienævnet, hvor der nu mange steder drøftes spørgsmål om mangfoldighed i pensum. Det er netop det, universitetet bør kunne: skabe refleksive rum. Så der er allerede vigtige diskussioner i gang, hvor man undersøger problematikker og dilemmaer på en nysgerrig og fagligt forankret måde. Det er superpositivt, og den tilgang skal vi holde fast i.”

Korrekturlæst af Charlotte Boel